Klokken er 04.30 og den første rengøringsassistent er mødt ind på sit job på Kattegatskolen i Norddjurs Kommune. Det samme er specialarbejderen, der er ansat som renovationsmedarbejder på Amager Ressourcecenter. De er blot to af de bærende kræfter, der hver dag sammen med blandt andre pædagogiske assistenter og håndværkere indtager yderst vigtige nøglepositioner, for at vi andre i samfundet kan udføre vores job.

De udgør samfundets inderste tandhjul og man tør næsten ikke forestille sig, hvilke tilstande vi ville have, hvis ikke vi havde dem. Til trods for at vi alle kan være enige om, at samfundet i høj grad har brug for disse medarbejdere, der hver dag udfører så samfundsessentielle kernefunktioner, så er det desværre ofte disse faggrupper, der er blandt de lavest lønnede på arbejdsmarkedet.

Det er ikke ny viden, at de hver dag kæmper med manglende anerkendelse på jobbet og blandt resten af samfundets borgere. Jobfunktionerne hos de ovennævnte grupper tales ofte ned som værende ligetil og uden yderligere behov for faglige kompetencer. Det er faggrupper, der ofte må finde sig i meget i mødet med resten af samfundets borgere, når de er på arbejde. Det er rengøringsassistenten der udsættes for racistiske tilråb, renovationsmedarbejderen der råbes ad, når skraldebilen holder i vejen, eller den kvindelige specialarbejder der får sexistiske tilnærmelser med på vejen, når hun sørger for de offentlige grønne områder.

Ringe anerkendelse og lav løn

Det kan være et barskt arbejdsmiljø for disse grupper, og det kræver brede skuldre at stå op hver dag og trække i tøjet, tage smilet på og bevæge sig ud i samfundet og udføre sin pligt. Men ud over det til tider hårde arbejdsmiljø, så kæmper disse grupper også for anerkendelsen gennem deres løn og faglighed.

Trods deres uundværlige funktioner og store indvirkning på samfundet belønnes de ofte med utilstrækkelige lønninger. Vi bør sætte fokus på at sikre fair og rimelige lønninger i overensstemmelse med værdien af deres arbejde og ikke kun anerkende jobprofiler og funktioner, der har krævet fem års akademisk uddannelse.

Ud over at kæmpe for anerkendelse og hver dag arbejde hårdt for gode forhold for alle os andre, så er det samtidig disse grupper, der grundet den høje inflation har fået udhulet deres realløn mest. Nationalbankens analyse, fra juni i år tydeliggør således, at inflationen har været højere blandt husholdninger med lavere indkomster siden 2020.

Regeringen har gentagne gange slået fast, at den danske økonomi er ekstremt stærk, men det klinger hult for rengøringsassistenten, der længe har kæmpet for at klare sig igennem en tid, hvor priserne stiger og lønnen ikke stiger i samme tempo.

A- og B-hold

Resultatet af denne skævhed er, at vi såvel samfunds- som arbejdsmarkedsmæssigt skaber et A- og B-hold, hvor den enkelte, uanset hvor meget eller hvor hårdt man arbejder, har enormt svært ved at sikre en acceptabel levestandard for sig selv og sin familie.

Det er samfundets ansvar at være opmærksom på og forsøge at løse de vedvarende udfordringer, som de med lav indkomst står over for. Dette er vigtigt både af sociale og menneskelige grunde, men også ud fra en samfundsmæssig bekymring. Det må aldrig kun blive den enkeltes ansvar.

Regeringen har heldigvis set fremtidens forventede problematikker i øjnene og har med sit brede reformforlig allerede fra 2025 valgt at prioritere midler til erhvervsuddannelserne. Prioriteringen af erhvervsuddannelserne signalerer et klart behov for alle de erhvervsrettede jobprofiler. Så mangler vi bare, at lønningerne følger med.

Hvornår gør vi endegyldigt op med accepten af ringeværd af samfundets vigtigste nøglefunktioner og begynder at anerkende disse faggrupper på niveau med alle andre i vores samfund? Hvis ikke arbejdsgiverne indser, at disse faggrupper selvfølgelig skal honoreres rimeligt for deres arbejde og i overensstemmelse med vigtigheden af deres tilstedeværelse, risikerer vi i fremtiden at stå over for endnu større rekrutteringsudfordringer, end vi gør i dag, og med et samfund, hvis tandhjul ikke kan køre rundt.