Danmark bliver trukket stadig mere skævt. Men det problem kan ikke løses inden for den nuværende økonomiske ramme. Derfor bør kommunerne samle sig om principperne for en solidarisk reform af refusions- og udligningssystemet, og de må kræve, at Christiansborg stiller med den fornødne økonomi. 
Men det er desværre ikke den vej, det går i øjeblikket. 
I stedet har kommunerne kastet sig ud i et sørgeligt hundeslagsmål om, hvem der skal betale regningen for skævhederne. Det har handlingslammet KL i en situation, hvor kommunerne mere end nogensinde har brug for en ”fagforening”, for at stå sammen over for flertallet på Christiansborg, som vil fortsætte udhulingen af velfærden. 
Kampen står især mellem hovedstaden og provinsen.
Stort set alle provinskommuner er enige om, at hovedstadskommunerne skal betale for en højere landsudligning, uden øje for at det vil ramme hårdt i en række fattige hovedstadskommuner.


Hovedstadskommunerne mener omvendt, at de skal bidrage mindre til landsudligningen, med henvisning til at de i forvejen (iflg. ministeren) overfører 12 milliarder kroner hvert år til provinsen og til at leveomkostningerne er lavere udenfor hovedsatdsområdet. De vil åbenbart slet ikke anerkende, at der er et problem. 
Men vi skal grave dybere for at finde ondets rod. De voksende skævheder kommunerne imellem skyldes centraliseringen som følge af strukturreformen i 2007. Et resultat af skiftende regeringers økonomiske spændetrøje, som blandt andet har ført til, at der er fyret 37.000 velfærdsarbejdere i kommunerne siden 2010. Sidst men ikke mindst skyldes det omlægningen af statsrefusionen for sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser i 2016, som rammer hårdt i kommuner med mange langtidsledige og alvorligt syge borgere. 
Det er i virkeligheden ikke en kamp mellem hovedstaden og provinsen eller land og by. Der er fattige kommuner begge steder. 
Problemerne kan ikke løses inden for den nuværende økonomiske ramme. Det fører bare til en anden fordeling af elendigheden.


Kommunerne må simpelt hen kræve et mærkbart økonomisk løft kombineret med en solidarisk omlægning af refusions- og udligningssystemet. Niveauet i landsudligningen skal hæves, så det svarer til hovedstadsområdet. Men det skal ikke finansieres af hovedstadskommunerne, og den sociale balance mellem rige og fattige hovedstadskommuner, som ligger i hovedstadsudligningen, skal som minimum bevares. Refusionssystemet skal omlægges, så kommunerne betaler en langt mindre del af udgifterne til overførselsindkomster til langtidsledige og langtidssyge. Og endelig skal det sikres, at ingen kommune får et lavere tilskud end i dag. Vi kender ikke nogen kommune, der leverer for meget velfærd. 
Det er selvfølgelig ikke gratis. Der skal tilføres flere midler samlet set, sandsynligvis omkring 10-15 milliarder. Og så har vi endda kun taget ét skridt mod en genopretning af de kommunale nedskæringer, der har fundet sted siden 2010. Behovet er endnu større i dag, og det bliver kun større i de kommende år, som følge af flere børn og ældre.
 Finansministeren vil sige, at der ikke er råd. Det passer ikke. Han har selv peget på, at der er et langt større råderum end som så. Problemet er, at han vil bruge pengene på milliardstore skattesænkninger. Men dét er der ikke råd til, hvis vi vil sikre velfærden og et mindre skævt Danmark.