Som 17-årig udviklede Martina et hashmisbrug: Jeg havde det fedt i situationen, men jeg røg jo for at glemme. Når det holdt op med at virke, slog realiteterne mig i hovedet.
Foto: Søren Engelbrecht
Som 17-årig udviklede Martina et hashmisbrug: ”Jeg havde det fedt i situationen, men jeg røg jo for at glemme. Når det holdt op med at virke, slog realiteterne mig i hovedet.” Foto: Søren Engelbrecht

Den svære undskyldning

Martina Nilsson oplevede svigt gennem 10 år, før kommunen greb ind, men har aldrig fået eller opsøgt en undskyldning. Børns Vilkår og flere eksperter oplever, at unge, der som børn blev svigtet af kommunen, er mest interesserede i en undskyldning. Men kommunerne frygter sagsanlæg.

svigt

Af Søren Engelbrecht | [email protected]

Martina hader at vente. Mere end de fleste.

Som barn, med en enlig mor på daglig druk, måtte hun ofte vente på trappestenen foran hjemmet indtil aftenstid, hvor moren kom traskende hjem fra den daglige bodegatur. I dag kan hun ikke holde ud at vente. Det nærmest gyser i hende, når hun siger ordet.

Martina bryder ikke sammen, når hun i dag fortæller om barndommen med omsorgssvigt og verbal vold. Det er bitterhed og følelsen af at være uretfærdigt behandlet, der følger ordene i stedet for tårer. Hun er bitter over, at Randers Kommune ikke erkendte deres fejl, dengang de ikke skred ind på trods af mange underretninger.

”Problemet er bare, at hvis man siger undskyld, så erkender man jo også sin skyld, og i Danmark er det nogle gange lidt svært at få folk til at sige undskyld. For så følger der et sagsanlæg med.”

26-årige Martina Nilsson bor i dag i Viborg med sin mand, en 3-årig datter og Kay Bojesen-dyr i stuen. Hun har ikke længere udgifter til behandling af hverken kroppen eller sindet, så hun er ikke interesseret i en økonomisk erstatning fra kommunen. Blot en officiel undskyldning, og den vil hun nu selv opsøge.

- Der er selvfølgelig mange, som godt kunne bruge pengene til for eksempel psykologhjælp resten af livet, men for mig handler det kun om, at kommunen anerkender deres fejl. At de skulle have grebet ind lang tid før, siger Martina.

Oplever det samme

Hos Børns Vilkår genkender de Martinas frustration. I 2012 fik de satspuljemidler til at køre et projekt frem til udgangen af 2016, hvor de skal forsøge at hjælpe unge, der har været udsat for omsorgssvigt, vold og det, der er værre, hvor kommunen ikke greb ind. Børns Vilkår hjælper ofrene med at køre den sag mod kommunen, som de ikke selv kunne overskue - eller ikke vidste var mulig at anlægge. Organisationen har per 22. februar modtaget 138 henvendelser, hvoraf de er gået videre med halvdelen. Men de er overbevist om, at der er mange flere derude.

Og selvom målet er at få en økonomisk godtgørelse til dem, som i dag har fået opbygget en ufrivillig stor gæld, så er undskyldningen fra kommunen ofte det vigtigste. Forældelsesreglerne på området og den udfordrende proces, det er at få de gamle sagsakter fremskaffet og udleveret, er med til at gøre sagsforløbet langt og opslidende for de unge, der er i fare for at genopleve traumer.

- Lige nu sidder de tilbage med et behov for, at nogen siger til dem: “Det, der skete med dig dengang, var ikke okay. Det var ikke i overensstemmelse med loven. Der var nogen, som skulle have passet på dig.” Mange af dem er faktisk ret ligeglade med pengene - selvom det vil gå til at få afviklet en gæld, siger Ingrid Hartelius Dall, som er børnerettighedsjurist i Børns Vilkår.

Det er hendes oplevelse, at de unge ikke ville sidde med følelsen af uretfærdig behandling, hvis kommunen havde opsøgt dem og sagt undskyld, når overgrebsmanden eksempelvis blev dømt.

- Problemet er bare, at hvis man siger undskyld, så erkender man jo også sin skyld, og i Danmark er det nogle gange lidt svært at få folk til at sige undskyld. For så følger der et sagsanlæg med, siger Ingrid Hartelius Dall.

Brevet til borgmesteren

Det er snart 14 år siden, Martina som 13-årig sendte et brev personligt til Randers’ daværende borgmester - nuværende folketingsmedlem - Michael Aastrup Jensen (V). Gennem ti år havde kommunen ikke reageret synderlig på læreres og Martinas mormors bekymrede underretninger. De var bekymrede over, at hun var lidt mindre i skole end de andre. At hun ikke havde madpakke med. At hun slog og sparkede, når der opstod de mindste problemer. De var bekymrede over, hvad morens alkoholmisbrug gjorde ved Martina og hendes bror.

- Det var trangt med pengene derhjemme, når kontanthjælpen blev drukket op. Så der var ikke råd til buskort, og madpakke kunne min storebror og jeg kun få med de første fem dage af måneden, husker Martina Nilsson.

To dage, efter at hun havde sendt brevet, reagerede kommunen, og et halvt år senere sendte de hende på kostskole - kort efter endnu en henvendelse fra to lærere. Det var en befrielse for Martina, men hun mener stadig, at det skete alt for sent. Kommunen bekræftede hende aldrig i den følelse, så nu vil hun - langt om længe - selv bede om en undskyldning.

En simpel undskyldning

Den første tid på kostskolen var svær for Martina rent fagligt, da hun havde misset så meget undervisning gennem skoletiden. Men hun afsluttede 9. klasse med en bedre social ballast og et eksamensbevis i hånden. Alligevel bød resten af teenage-årene på et hashmisbrug, utrygge rammer og uddannelsesforsøg uden held.

- Jeg følte mig ikke god nok. Når noget blev for svært, så gav jeg bare op, siger hun.

I dag er Martina - mod alle odds - kommet helskindet ud på den anden side. Efter mange svære år blev hun henvist til en terapigruppe, hvor alle skulle dele deres oplevelser. I løbet af et halvt år fik Martina tømt både rygsæk og tårekanaler, hvilket satte hende i stand til at tage den pædagoguddannelse, hun netop har færdiggjort.

De har gjort det i Norge

Ingrid Hartelius Dall fra Børns Vilkår nævner Norge som et foregangsland på området; de ser på børns rettigheder mere seriøst og føler en større forpligtelse til at tage ansvar for fejltagelser.

På baggrund af mediedækning og pres fra interesseorganisationer oprettede det daværende børne- og familieministerium i 2003 et udvalg, der skulle kortlægge, om der på norske børnehjem var sket overgreb i perioden 1945-1980. Det var der desværre mange steder i en lang årrække, og konklusionen medførte, at først staten og herefter et flertal af kommunerne oprettede ordninger, hvor myndighederne selv opsøgte personer, som havde boet på et af børnehjemmene i den periode. Kravene til bevisførelse blev der slækket på  for ofrene, og der blev givet erstatning uden reelle retssager.

- I princippet i modsætning til de retssager, vi nu ser komme i Danmark, hvor kravene til dokumentation er meget store, siger Ingrid Hartelius Dall.

Institutt for kriminologi og rettssosiologi i Norge udgav i 2010 en rapport, der blandt andet afdækkede, hvad udgifterne indtil videre havde været. Og netop det punkt anser Ingrid Hartelius Dall også som en markant grund til, at danske kommuner nok ikke kommer til at gøre noget lignende.

”For mig handler det kun om, at kommunen anerkender deres fejl. At de skulle have grebet ind lang tid før.”

Rapporten fastslår, at der på det tidspunkt samlet var udbetalt over 1,3 milliarder norske kroner i erstatning til tidligere børnehjemsbørn. Men Norge har deres oliemilliarder, som Ingrid Hartelius Dall pointerer, mens den offentlige økonomi i Danmark er presset i forvejen. Hun er dog ikke klar til at give de danske myndigheder fripas af den grund. For ifølge hende handler det i høj grad også om kulturen på området.

- Vi betragter lidt det her som noget, der ikke burde ske. Vi har jo al lovgivning på plads, så det med at indse, at systemet fejler, er vi dårlige til. Det vil vi ikke acceptere, siger hun.

Og vi er ikke rustede til det. Vores system og regler bygger på, at myndighederne griber ind i tide, og derfor er der ikke en hvad-nu-hvis-plan. Sådan lyder det fra Caroline Adolphsen, som er adjunkt ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og har arbejdet indgående med børns rettigheder. Hun anerkender, at der er noget paradoksalt i at lave regler, der handler om, at man har taget fejl, men mener ligesom Ingrid Hartelius Dall, at kommunerne kunne komme mange erstatningssager i forkøbet, hvis de havde den rette procedure. Det kunne enten være et finansieret terapiforløb eller nogle møder med kommunen. Det vigtigste er, at det bliver systematiseret.

- Jeg kunne godt forestille mig, at sådan en proces vil løse op for det her, som jo kan være lidt kedeligt, hvis det ender i en retssag, hvor barnet igen skal eksponeres, siger Caroline Adolphsen.

Kan systematiseres

Martina vidste godt, at hendes liv ikke var normalt. Hun kunne godt se, at de andre børn havde madpakke med, at de blev hentet fra skole og at de ikke kom for sent, fordi de havde ventet oppe hele natten på mor - for hvad nu, hvis hun var faldet i søvn i rendestenen?

Hun har hele tiden været bevidst om, at kommunen burde have reddet hende fra et på mange måder fattigt liv. Men der er stadig detaljer, som står en smule uklart. Der er stadig hændelser, Martinas mor afviser - eksempelvis en gang, hvor hun var væk i flere dage. Derfor har hun nu, efter fem års overvejelse, søgt aktindsigt hos Randers Kommune for at se sort på hvidt, at hendes mormor indberettede den hændelse og mange andre - for at se, hvornår det er sket, hvorfor det er sket og hvorfor der ikke var nogen, som reagerede.

- Jeg vil gerne have sat en streg under det hele, siger Martina.

Netop den understregning og den anerkendelse, som Martina og mange andre tilsyneladende har brug for, mener advokat Bjørn Elmquist også er vigtig. Han har i mange år beskæftiget sig med menneskerettigheder, og ifølge ham vil det i princippet kunne lade sig gøre at lave en systematisk undskyldningsordning, hvor alle sager ikke skal prøves ved en domstol. Noget, der minder om oprejsningsordningen i Norge.

En løsning kunne ifølge Bjørn Elmquist være lettere adgang til førtidspension i stedet for et engangsbeløb efter domsprøvelse. Men det er ikke alle, der nødvendigvis har brug for nogen af delene, og derfor mener han, det er vigtigt, at en sag som Martinas kommer frem. Der skal være en mekanisme, så man kan se, hvem der blot har brug for en kommunal anerkendelse. For det er forskelligt, hvad ofrene har brug for, og derfor skal der med hans ord være en ventil, så der kan gives en ordentlig erstatning til de hårdt ramte, så en undskyldningsordning ikke går ud over dem.

- Det vil være en uheldig bivirkning, og det er bestemt ikke tilsigtet. Det er noget af det, der skal nurses om. Noget, man skal gøre sig meget umage med, siger Bjørn Elmquist.

Han er dog ikke jubeloptimist i forhold til Martina eller andres unges chancer for at få en undskyldning, som systemet er nu. Han ser hindringer på vejen; det er blandt andet, at lovgivningen skal ændres fra højeste instans, et mentalitetsskifte hos myndighederne, så de tager de udsatte børn alvorligt i stedet for at se dem som en pestilens, og så denindbyggede uvilje i systemet mod at betale erstatning, der gør dem nervøse for at tage et ansvar.

Vi er ifølge ham langt fra den norske vilje til at sige undskyld og erkende sit ansvar. Men han håber, at det vil lykkes. For ifølge ham vil en undskyldning også have en fremadrettet effekt, så kommunerne ved, at de har et ansvar for at tage ordentlig vare på udsatte børn. Og han har tillid til, at det kan lykkes.

- Jeg har dog så stor tiltro til systemet og mennesker, at det vil have en forebyggende effekt, siger Bjørn Elmquist.

KL vil se dom

I Kommunernes Landsforening (KL) er de ikke villige til at påtage sig et ansvar. Både fordi der endnu ikke har været en dom, der siger, at kommunen begik en fejl, men også fordi KL ikke oplever de samme problemer som eksempelvis Børns Vilkår og Bjørn Elmquist. Karsten Thystrup, som er kontorchef i KL’s afdeling for Jura og EU, anerkender ikke, at der en forholdsvis stor gruppe unge, som i sin tid blev svigtet af kommunen. Reglerne var anderledes for 15 år siden, og der er sket så meget på området, at han ikke ser nogen grund til, at kommunerne påtager sig ansvaret i dag.

- Det giver ikke nogen mening at anerkende, at det, man gjorde efter de daværende regler, ikke var godt nok, siger Karsten Thystrup.

Han er først klar til erkende en hjemmel til at udbetale erstatning ifølge en  systematiseret ordning, når der er fældet dom.

- Det er klart, hvis en kommune bliver dømt, så skal de udbetale penge - sådan er det. Men hvis der ikke er en dom, kan kommunen jo ikke bare sende en borger ned til kvikskranken og udbetale 300.000 - det er der ikke hjemmel til, siger han.

Vil ikke ende som sin mor

I dag har Martina Nilsson ingen kontakt til den mor, som altid lod hende vente. Storebroren ser hun heller ikke - han valgte tidligt at slægte sin mor på og flyttede ud i rendestenen på samfundets absolutte bund. Og selvom Martina er et helt andet sted i sit liv - stoffri, nyuddannet til at hjælpe unge i samme problemer og med egen familie - så har hun i mange år været bange for at ende som sin mor, og det påvirker hende stadig i dag, omend ikke nær så meget, som det har gjort.

- Men jeg tænker for eksempel meget over, hvordan jeg er overfor min datter. Hvordan jeg møder hende - kys og kram og en masse omsorg, for hun skal ikke føle det samme, som jeg har følt, siger Martina.

Ved avisens deadline er Randers Kommune ved at gennemgå Martina Nilssons sagsakter, og familiechef Ann Hermansen bekræfter, at de vil invitere hende ind til en samtale efterfølgende. Kommunen følger sagen. 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet