Job er den bedste indsats mod parallelsamfund

Regeringen har – i lighed med oppositionen - leveret sit udspil rettet mod parallelsamfund og udsatte boligområder.
22 punkter, som overraskede mig ved kun i meget begrænset omfang at adressere den reelle problemkerne:
A: At der trods en historisk høj beskæftigelse fortsat er mange borgere, der ikke har job eller er i praktik eller uddannelse.
B: At der tilsvarende er mange offentlige og private virksomheder, der ikke er en aktiv del af den danske beskæftigelsesindsats.

Arbejdsløshed er problemets kerne
Regeringens og oppositionens udspil retter i stedet fokus mod de mange sociale konsekvenser af ikke at være skattebetaler og have en stabil arbejdsindtægt. For det har subkulturelle konsekvenser ikke at møde kolleger hver dag, være del af et fællesskab på en arbejdsplads eller have en arbejdsmarkedsidentitet som livsramme. Kun et enkelt punkt adresserede ovenstående: At kommuner, der skaber positive beskæftigelsesresultater, skal modtage en kontant belønning for indsatsen.
Hvis en kommune prioriterer det, er det faktisk allerede med den nuværende lovgivning muligt at mobilisere samtlige raske beboere i et 'parallelsamfund' eller et 'udsat boligområde', danske som nydanske, og sende dem i ulønnet praktik eller i uddannelse med klar retning mod ordinær beskæftigelse. Men når det ikke sker, opstår de parallelle samfund med  livsbaner uden jobhverdag.

Stort uudnyttet erhvervs-potentiale
I en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i 2015 blev 14.000 virksomheder spurgt til samarbejde og tilfredshed med landets 94 jobcentre. Undersøgelsen afslørede, at kun 12 procent af virksomhederne har samarbejdet med et jobcenter. I en 2016 undersøgelse havde 28 procent af virksomhederne samarbejdet med et jobcenter om ledige i løntilskud, virksomhedspraktik, voksenlærlingeforløb eller jobrotation.
72 procent af dansk erhvervsliv har med andre ord til gode at bidrage. Og lige her ligger et kæmpe uudnyttet potentiale for et direkte frontalangreb på subkulturer og parallelsamfund.
Lad os antage, at en kommune investerer i at realisere en større del af dette potentiale for samarbejde med det lokale erhvervsliv. Det ville kaste en vifte af muligheder for praktikophold og rekrutteringssamarbejde af sig. Praktik skal naturligvis ikke være nyttesløs aktivering for hverken borger eller virksomhed. Jobskabende beskæftigelsesindsatser bør derfor primært rettes imod brancher, hvor der er gode jobmuligheder.

Indsatser med effekt
Dernæst skal kommunen sammen med hver enkelt virksomhed aftale rammer for træningsforløb med konkret opgavebeskrivelse og relevante træningsområder inden for branchen. En konkret læringsbeskrivelse for den enkelte borgers gradvise udvikling. Det betyder, at borgeren reelt kan blive trænet og praksisuddannet i et brancheaftalt 'pensum' via flere på hinanden koordinerede praktikker i virksomheder, hvor indholdet gradvist udbygges.
Praktik bør uanset beskæftigelsessigte fungere som dokumenteret og opbyggelig praksislæring og uddannelse, ikke opbevaring og gratis arbejde. Men prøv engang at spørge borgerne i det lokale jobcenter, hvor mange af dem der har en detaljeret opgave-/kompetencebeskrivelse af deres seneste praktikforløb, som næste praktik bygger ovenpå. Og vær forberedt på et nedslående svar.

24 måneder kan være nok
Hvis kommunen og jobcentret realiserede en målrettet beskæftigelsesindsats i for eksempel 24 måneder over for samtlige borgere i de lokale parallelsamfund/udsatte boligområder, og hvis man samtidig satte ind med en omfattende fritidsjobindsats for de unge i udskolingsalderen, ville der ikke være mange tilbage i 'parallelsamfundet'. Kun pensionister, borgere der er sygemeldt af egen læge samt de, der ikke ønsker at tage imod de tilbud, de får til rådighed – med de konsekvenser det har. Resten ville være på arbejde sammen med os andre i majoritetssamfundet med de mange gode møder, det medfører.
Mon ikke det tilsvarende vil kunne aflæses i målinger af kriminalitet, utryghed og sort arbejde, hvis en større mængde tid og energi blev brændt af i arbejdstiden.

Såre simpelt men det virker
Ovenstående er der intet originalt eller nyt i, og det kræver ikke ny lovgivning. Det er, indrømmer jeg, også ganske forenklet i sin fremstilling. Men det ville virke. Find to udsatte områder, implementer ovenstående systematisk, mål effekten og du vil have en løsningsmodel med væsentligt mere potentiale over for parallelsamfund end de forslag, regeringen netop har lanceret.
Vi har muligheden for at investere i virksomhedssamarbejde omkring beskæftigelse og uddannelse nu og de kommende år, mens arbejdsmarkedet forsat udvikler sig positivt. Den udfordring havde jeg gerne set prioriteret som primær motor i regeringens udspil. Heldigvis lancerer regeringen sideløbende en række mindre indsatser med reference til ovenstående i regi af SIRI og STAR. Det foregår dog så diskret, at den almindelige vælger næppe kender til det.
Det kan man så tænke lidt over.