Børnerådets formand rækker hånden ud til Kommunernes Landsforening: Per Larsen mener det er en oplagt opgave for KL at formidle og organisere erfaringsudveksling på tværs af kommunerne.
Foto: Magnus Holm / Polfoto
Børnerådets formand rækker hånden ud til Kommunernes Landsforening: Per Larsen mener det er en oplagt opgave for KL at formidle og organisere erfaringsudveksling på tværs af kommunerne. Foto: Magnus Holm / Polfoto

De uledsagede flygtningebørn vil tættere på danskerne

Kommunerne skal tage mere ansvar for uledsagede flygtningebørn. Sådan lyder opfordringen fra Per Larsen, formand for Børnerådet, på baggrund af en ny undersøgelse, som fremhæver de uledsagedes behov for tættere relationer til danskerne.

interview

Af Søren Engelbrecht | [email protected]

- Det, de jo skriger efter, er at få skabt relationer til nogle mennesker.

Per Larsen er ikke i tvivl om, hvad det er, de uledsagede flygtningebørn har behov for. Som formand for Børnerådet har han netop været med til at udsende en rapport om uledsagede flygtningebørns trivsel og oplevelser, når de kommer til Danmark. Rapporten er et slutprodukt af en undersøgelse med en ekspertgruppe på seks unge flygtninge i alderen 16-21 år, der alle er kommet uledsaget.

- Flere af dem giver udtryk for, at det er guld værd at have en familie, man kan besøge, og som betragter én som et familiemedlem, siger han med henvisning til de venskabsfamilier, flere kommuner tildeler flygtningebørn uden forældre.

Kommunens ansvar

Hvert år ankommer der flere hundrede uledsagede flygtningebørn til Danmark, og i 2014 tog antallet et kvantespring op til 818. Tallet for 2015 vil blive endnu højere, og det er en stor udfordring for kommunerne, fordi der skal tages ekstra hånd om disse børn, der er uoverskueligt langt væk hjemmefra uden mor eller far. Nogle skal i plejefamilier, mens andre er modne nok til at få egen bolig. De skal tildeles sagsbehandlere og mentorer, så deres ansøgning bliver behandlet, og de kan starte i skole. De skal i gang med en tryg hverdag.

Det er et stort ansvar for kommunerne, men ikke desto mindre vigtigt, hvis børnene skal klare sig. Og i rapporten opfordrer Børnerådet kommunerne til at skrue op for ansvarspålæggelsen. Per Larsen understreger, at der helt bestemt er flere kommuner, som er dygtige til at få tildelt de rette fagprofessionelle og frivillige, men det er også i det videre forløb, der skal tages ansvar.

- Det er vigtigt at holde øje med, at det rent faktisk sker. Man er nødt til at følge op på den proces, man har sat i gang, for det er jo ikke sikkert, at den lykkes. Det er det, vi mener med, at kommunerne skal tage lidt mere ansvar, siger han.

De må ikke slippe barnet af syne, i det øjeblik en fagperson eller frivillig mentor overtager. Kommunen skal også selv være i kontakt med børnene og hele tiden fortælle dem, hvad der er op og ned, og hvilke rettigheder de har.

- De skal kende perspektivet på den lange bane, ellers havner de i uvisse situationer, hvor de ikke aner, om de skal gå til højre eller venstre, siger han og tilføjer med en løftet pegefinger i stemmen:

- Og så skal man lade være med at tro, at de ikke forstår noget, bare fordi de er børn - jeg tror, de forstår mere, end man tror. Kommuner og sagsbehandlere skal tage en dyb indånding og tænke på, hvad de her børn har været udsat for, og så prøve at prioritere bare lidt mere tid til dem.

Skab personlige relationer

Per Larsen vender tilbage til de personlige relationer. Hvor vigtige de er. Og hvor vigtigt det er, at kommunerne hjælper med at facilitere kontakten mellem børn og venskabsfamilier, for det sker ikke automatisk, selvom interessen er der i lokalsamfundet.

- Rundtomkring i kommunerne er der jo nogle lokale netværk, som gudskelov interesserer sig for at hjælpe, og derfor er det et spørgsmål om at knytte de kontakter og sikre sig, at det er det rigtige for den pågældende, siger Per Larsen.

”Og så skal man lade være med at tro, at de ikke forstår noget, bare fordi de er børn - jeg tror, de forstår mere, end man tror.”

Samtidig er det vigtigt, at der bliver skabt en kontinuerlig kontakt til én sagsbehandler, så de unge flygtninge ikke cirkulerer rundt i systemet.

- På den her måde kan kommunen sikre, at den unge kommer på det rigtige spor og ikke vælter omkuld, så vi får et problem ud af det i stedet for noget positivt, siger han.

Man kunne fristes til at tænke, at flere blot skulle placeres i decideret pleje, hvor de kan blive en integreret del af familien. Men det er ikke ønsket hos Børnerådet og som sådan heller ikke noget, de har vendt i forbindelse med undersøgelsen. De unge i ekspertgruppen giver udtryk for, at en venskabsfamilie er nok til at give dem den relation, de efterspørger, og her kan de samtidig få hjælp til praktiske udfordringer og svar på de spørgsmål, der dukker op.

- De tætte forbindelser er det vigtigste her - ikke en egentlig plejesituation, hvor der normalt vil være en problemstilling, man er nødt til at fokusere på, siger Per Larsen.

Vigtigt at dele erfaringer

Kommunerne har også et ansvar for at sige det videre, når de har gjort noget godt. For mange kommuner er det nyt at skulle håndtere uledsagede flygtningebørn i dette omfang, så kommunerne med erfaringer skal skynde sig at fortælle de helt grønne kommuner, hvordan man håndterer dem bedst muligt.

- På den måde skal de ikke opfinde den dybe tallerken en gang til, siger Per Larsen.

Og her rækker Børnerådets formand en hånd ud til Kommunernes Landsforening (KL) om hjælp til at facilitere det. Kommunerne kan også sagtens hjælpe hinanden internt, men han mener, det er en oplagt opgave for KL at formidle og organisere en erfaringsudveksling på tværs af kommunegrænserne, så alle ved, hvem der sidder inde med erfaringen.

Børnerådet har endnu ikke været i dialog med KL i forbindelse med den nye undersøgelse, men ifølge Per Larsen har de løbende kontakt.

- Nu har vi afleveret rapporten, og så håber vi på, at det sætter gang i en proces, hvor man begynder at diskutere det rundtomkring, siger han.

Børn & unge

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet