De små skridts politik

Forhandlinger om finansloven handler udelukkende om to procent af statens budget. De øvrige 98 procent holdes bevidst udenfor. For succes skal ikke måles i kroner og ører, men i politisk signalværdi.

finanslov

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Det var med et ansigt som en pokerspiller, at finansminister Bjarne Corydon (S) i sidste uge fremlagde regeringens bud på næste års finanslov. Han stod med udspillet til efterårets langstrakte forhandlinger. Og med den samlede politiske presse foran sig skal ens mimik ikke afsløre, hvilke stik man anser for sikre, og hvilke man har tænkt sig at ofre for til sidst at hive sejren hjem.

Corydon valgte offensivt at starte med en trumf. Selv om journalisterne med en tørt smil blev advaret om de mange tal, han ville præsentere dem for, så var tallene af mindre betydning. Politisk set handlede udspillet først og fremmest om værdier.

”Regeringens forslag bygger på nogle meget klare principper om, at alle skal bidrage, alle skal have reelt lige muligheder, og at vi skal drage omsorg for de mest udsatte i vores samfund,” lød de indledende ord fra ministeren.

Han fortsatte i lige linje fra den efterhånden sagnomspundne kronik i Politiken for nyligt om Socialdemokraternes nye samlende projekt. Vejen til fremtidens samfund går først og fremmest gennem uddannelse og forskning. Netop de to punkter der er lagt størst vægt på i regeringens finanslovsforslag.

Regeringens bud på en finanslov kan på den måde ses som en vigtig politisk mani-festation i arbejdet med at opbygge en ny socialde-mokratisk fortælling. Langt mere end et udtryk for nye veje i den økonomiske politik. 

Nok er det afgørende at have en finanslov, for ellers kan staten ikke afholde udgifter, men reelt rykker regeringens forslag traditionen tro kun marginalt på statsbudgettets sammensætning.

Kamp om to procent

Forslaget indeholder merudgifter for 12,4 milliarder kroner. Det finansieres primært gennem skatte- og afgiftsomlægningen aftalt ved sidste års finanslovsforhandlinger, en sanering af erhvervsstøtten og diverse omprioriteringer og besparelser. 

Ud af et samlet budget på 690 milliarder kroner er det med andre ord kun omkring to procent, der er til forhandling. Alligevel er det de to procent, som fylder stort set hele den politiske debat om finansloven. 

”Der er en mangel på proportioner mellem eksempelvis de flerårige forlig, som binder finansloven fra år til år, og så den voldsomme opmærksomhed, der er omkring de her ganske få procent de næste to en halv måned,” siger Ove Kaj Pedersen, professor ved Department of Business and Politics på CBS.

Ove Kaj Pedersen er på det rene med, at et statsbudget ikke kan revolutioneres fra det ene år til det næste. Mange prioriteringer omkring eksempelvis forsvaret, politiet, domstolene og energiområdet fastlægges i andre forligskredse. Det begrænser efterfølgende regeringens manøvrerum, når finansloven for et enkelt år skal planlægges.

De skjulte dagsordener

Flere politologer peger på, at politikere og journalister ofte glemmer at se på, hvad en finanslov ikke sætter på dagsordenen. Hvorfor skal vi kun diskutere fordelingen af de to procent og ikke de øvrige 98 procent? Finansloven er netop en oplagt mulighed for at sammenligne udgifter til så forskellige ting som Afghanistan-indsatsen, kræftbehandling og folkepension.

Sat på spidsen ender resultatet gang på gang med at blive, at kun to procent af finansloven skyldes politiske beslutninger, mens de 98 procent skyldes ’ikke-beslutninger’. Det er et velkendt fænomen inden for den politiske magtteori. Ikke-beslutninger skyldes, at der er aktører i samfundet, der har så meget indflydelse, at de kan holde spørgsmål væk fra den politiske dagsorden. 

Medierne kunne spille en rolle ved at løfte blikket lidt fra finanslovsforslagets konkrete udspil og sætte spot på de mere principielle spørgsmål om den overordnede prioritering. Men det sker sjældent. 

TV-Avisens dækning af finanslovforslaget på aftenen for præsentationen er på mange måder symptomatisk. Her blev det overordnede indhold i udspillet ganske kort præsenteret. Resten af dækningen handlede udelukkende om de 500 millioner kroner, regeringen vil hente på øget fartkontrol. 

Toppen af isbjerget

En betydelig del af de 98 procent, som ligger uden for finanslovsforhandlingerne, er dog et resultat af politiske beslutninger. Det er blot beslutninger, som er truffet i anden sammenhæng. Men det ændrer ikke ved, at mange andre faktorer end partiernes styrkeforhold spiller ind på sammensætningen af statens budget. 

Lektor Lotte Jensen – ligeledes fra CBS – har om nogen sat sig ind i mekanismerne bag statens budgetlægning. Hun kalder finanslovsforhandlinger for et ’politisk udstillingsvindue’.

Finansministerens stort anlagte præsentation af regerings finanslovsudspil er kun toppen af isbjerget. Resten ligger skjult i forårets forberedelser internt i regeringen og mellem ministerierne. 

En omfattende og meget kompleks proces. Her spiller den enkelte ministers – ikke mindst finansministerens -  gennemslagskraft i regeringen en afgørende rolle. Det samme gør embedsmændenes styrke over for de øvrige kollegaer på Slotsholmen.

Lotte Jensen peger også på, at store dele af statsbudgettet går til at dække lønudgifter, husleje, bloktilskud til kommuner og regioner samt overførselsindkomster. Alt sammen ting man ikke bare lige kan beslutte sig for at ændre under de politiske forhandlinger om finansloven.

Politisk catwalk

Men man skal ikke nødvendigvis afskrive finanslovsforhandlingerne som det rene blændværk, fordi politologer synes enige om, at det er det. Eller en ’blitzbelyst politisk proces på en smal politisk catwalk’, som Lotte Jensen formulerer det. 

For realpolitik handler om meget andet end hardcore økonomisk omprioritering. Det handler også om mere abstrakte ting som forholdet mellem mål og midler, værdier, ideologi og fastholdelse af magten. 

Dermed er vi tilbage ved Bjarne Corydons præsentation af finanslovsforslaget i Finansministeriets Rentekammer. Den økonomiske linje i udspillet er så stram, at oppositionen kvitterede med mange rosende ord. Så Corydon tog endnu et skridt for at kapre ejerskab til disciplinen ’økonomisk ansvarlighed’, som flertallet af vælgerne traditionelt knytter til de borgerlige. 

Samtidig benyttede han chancen til flere gange at gentage det arkimediske punkt i den nye socialdemokratiske fortælling.

 ”Ideen om at gøre næste generation til den dygtigste nogensinde er efter vores opfattelse den vigtigste nøgle til Danmarks fremtid. Det gælder vores mål om at skabe vækst og beskæftigelse, men det gælder også vores mål om et stærkt fællesskab med lige muligheder,” sagde Bjarne Corydon.

Pærer for æbler og bananer

Realpolitik er også symbolpolitik. Derfor vil efterårets forhandlinger nok komme til at handle om så marginale justeringer af det samlede budget, at mange vil tale om rene symbolske sejre og nederlag. Men det har også reel værdi. Det markere forskellen mellem regering og opposition, og hvor de forskellige partier gerne vil hen hver især.

Tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S) ser finansloven som en udmærket mulighed, hvor partier kan ”bytte pærer, æbler og bananer”. Samtidig kan finansloven bruges til at sætte skub i strandede forligsforhandlinger på andre områder.

”Selv om det kun vedrører promiller eller en procent af årets budget, vil valg af partner og emner for de konkrete nye beslutninger i budgettet angive en retning i samfundets udvikling,” siger Mogens Lykketoft. Et godt eksempel var sidste års farvel til de såkaldte fattigdomsydelser, der i høj grad gjorde det klart, at regeringsmagten var skiftet. Også selv om der ikke blev ændret meget i den overordnede økonomiske linje.

Enhedslisten ingen joker

I år er forhandlingerne i høj grad gjort til et spørgsmål om regeringens overlevelse. Vil Enhedslisten og dens ’magtfulde’ hovedbestyrelse trække tæppet væk under Helle Thorning-Schmidt, og hvad skal de have for ikke at gøre det?

Spørgsmålet indvarsler et betydeligt element af drama i mediernes dækning. Men de fleste kommentatorer er dog enige om, at Enhedslisten nok skal ende med at støtte regeringen. Inden jul har vi en finanslovsaftale og ikke udsigt til valg i utide. 

Det skyldes ikke kun meningsmålingernes aktuelle favorisering af de borgerlige. Set i et historisk lys er det også noget nær det eneste sandsynlige.

”Der er ikke meget, der tyder på, at det gennem tiden har været nogen særlig fordel at stemme imod en finanslov. Tværtimod er det her partierne historisk har markeret sig som ansvarlige. Og når nu Enhedslisten har peget på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, så vil de formentlig også tage det ansvar, der følger med,” siger Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor i politisk historie ved Aarhus Universitet. 


Økonomi

Tilmeld dig nyhedsbrevet