‘Kroppen’ står der med store bogstaver skrevet henover tavlen hos 1.-klassen, der netop har sat sig til rette rundt-om de fire borde i klasselokalet. Lige nedenunder står ordet skrevet igen – denne gang på arabisk.

Mønsteret gentager sig, efterhånden som læreren gennemgår hele kroppen på tavlen. Først på dansk og så på arabisk. Hele seancen sluttes af med en højlydt og dansende udgave af sanglegen ’Hoved, skulder, knæ og tå.’

Vi er på Al-Hikma Skolen, en arabisk friskole, som primært har børn af irakisk herkomst som elever. Skolen blev stiftet i 1993 af en gruppe forældre, der ønskede at tage hensyn til børnenes sproglige udgangspunkt, arabisk, med dansk som andetsprog.

Skolens elever er ikke en del af den kedelige statistik, som gennem mange år har klæbet til tosprogede elever i landets folkeskoler, som typisk ligger omkring 1,5 under de etnisk danske elever i karaktergennemsnit. Tværtimod har de haft succes med at samle en gruppe af elever og forældre med samme baggrund, som ofte har haft dårlige erfaringer med folkeskolen. De bliver på Al-Hikma mødt af en blandet skare af lærere med både irakisk og dansk baggrund, og næsten 90 procent af eleverne fortsætter ifølge skolens egne tal på gymnasiet efter bestået 9.-klasse-eksamen.

Vi møder viceskoleleder Allaa Al-Naqach i et stort åbent kontor, som han deler med to andre. Kontoret  støder op til skolens lærerværelse, hvor et eksemplar af Koranen er fint stillet op på stativ midt i rummet, mens Albert Einstein, der rækker tunge, betragter alle forbipasserende fra en stor plakat på døren ind til selve skolen.

- Må jeg byde på en kop kaffe? Vandet smager ikke særlig fantastisk her ude i Sydhavnen, siger Allaa og griner, mens vi sætter os til rette rundtom hans skrivebord.

Eksklusion/inklusion

- Vi forsøger at bygge en bro, der forklarer den danske måde at se verden på og den danske pædagogik, så både børnene og deres forældre forstår det, siger Allaa.

Han fortæller, at de forældre, der tidligere har haft deres børn i folkeskole, ofte giver udtryk for, at kommunikationen med lærere og skoleledere i det offentlige system bar præg af misforståelser. Misforståelser, som ofte bundede i manglende forståelse for sproglige nuancer og mentalitetsforskelle og både skabte utryghed og mistillid. De problemer er skåret væk på Al-Hikma, og det giver både forældre og børn ro og  en mulighed for at fokusere på skolearbejdet og opnå en forståelse for danske normer og traditioner.

- Mange steder i folkeskolen skaber det en konflikt, at man kommer fra en anden kulturel baggrund og kan have svært ved at forstå, hvad der foregår. Her afskærmer vi dem fra den konflikt, så de først og fremmest kan koncentrere sig om at være skoleelever og altså ikke indvandrere eller tosprogede. På den måde kan man sige, at vi laver en form for eksklusion, så vi har mulighed for at lave en inklusion, siger han.

Mange af børnene på skolen kommer ifølge Allaa fra hjem, hvor der er en anden grad af disciplin end i et typisk dansk hjem. Det betyder også, at der ikke nødvendigvis er den samme samtalekultur og plads til at være kritisk overfor sine forældres livssyn, som mange danske unge er opdraget med. Og det skal man være opmærksom på og tage hensyn til, siger han.

- Det nytter ikke noget, at vi bare siger til børnene, at de skal råbe op om deres meninger og være kritiske, uanset hvor og hvornår de har lyst til det. Det vil skabe en masse konflikter for dem og deres familier, som gør dem skrupforvirrede, og det er der ingen, der får noget ud af. At vi derimod kan forklare dem på deres egne præmisser, at de skal være selvstændige og selvtænkende, men skal tage hensyn til, hvor og hvordan de giver udtryk for det – det fungerer langt bedre, siger han.

Lærerne er vinduet

På trods af, at eleverne næsten udelukkende har irakisk baggrund, så er det en iøjnefaldende detalje ved lærerstaben på skolen, at den for en stor dels vedkommende består af etnisk danske lærere. Og det er langtfra tilfældigt.

- Vi vælger etnisk danske lærere til med vilje. Af den simple grund, at vores børn er i det her lidt lukkede miljø det meste af dagen. Så på den måde bliver vores lærere vinduet ud til samfundet. Og i og med, at det er nogle fantastiske lærere, vi har, så er det med til at skabe en tillid til samfundet hos børnene, siger Allaa og fortæller videre, at hjemmebesøg, hvor klasserne tager ud og besøger lærernes familier, ikke er usædvanlige.

- Vi tror på, at det er vigtigt at give børnene et godt førstehåndsindtryk af det danske samfund. Et positivt tidligt indtryk giver noget at falde tilbage på, også selvom man møder modstand senere i livet. Så man bliver i stand til at sige, at ja, der findes mennesker, som gør livet svært, men der er sgu ikke noget galt med det danske samfund, siger han, inden vores besøg er nødt til at slutte. Han skal videre til et møde i en af skolens klasser.