Billede
Mere inklusion i folkeskolen er en dårlig idé, mener 89 procent af de adspurgte med en husstandsindkomst på over 700.000 kroner årlig. Det betyder ikke nødvendigvis, at den øvre middelklasse ikke går ind for inklusion, mener Frank Skov, analysechef hos Cevea, der i stedet peger på de massive nedskæringer på folkeskoleområdet som den store synder. Foto: Thomas Borberg / Polfoto

De rige vil ikke inkludere

Højindkomstfamilier støtter langt mindre end andre befolkningsgrupper, at flere børn inkluderes i folkeskolen. Medierne, kommunerne, folkeskolen og Christiansborg-politikerne får skylden.

inklusion

Af Ronja Pilgaard | [email protected]

De slår. De sparker. De mobber. Og de andre børn vil ikke sidde ved siden af dem. Historierne om de såkaldte inklusionsbørn er mange, og meget få er positive.

- Det er de dårlige historier, der er dominerende. Det er dem, jeg husker, siger De Radikales skoleordfører Marianne Jelved, som mener, at især medierne har et ansvar for, at de højtlønnede ikke bakker op om den øgede inklusion:

- Det ser ud, som om det er nemmere at få taletid i medierne, hvis man italesætter noget, der ligner en skandale eller en konflikt.

En undersøgelse, som AB Analyse har foretaget for Kommunen, viser, at kun 8,6 procent af danskerne med en husstandsindkomst på over 700.000 kroner om året, er enige i, at det er en god idé at inkludere flere børn i folkeskolen.

Det er 37,2 procentpoint færre end i husstande, hvor årsindkomsten er mindre end 300.000 kroner.

Hos Skole og Forældre vurderer landsformand Mette With Hagensen, at højindkomstfamilierne tager afstand fra mere inklusion, fordi de er bekymrede for, at flere børn med sociale udfordringer vil gå ud over undervisningen.

- Skolerne har en kommunikationsudfordring. De skal fortælle, at de faktisk kan løfte det faglige niveau i klassen, når børn er sammen med andre børn, som måske ikke kommer fra samme baggrund som dem selv. Både fordi der med inklusionen følger en ekstra støtte med i klassen, men også fordi der netop er fokus på forskelligheden, er det til gavn for alle børn.

Men hun forstår godt bekymringerne hos den øvre middelklasse.

- Desværre har vi oplevet, at inklusionen mange steder ikke har fungeret. Undersøgelsen her afspejler jo den virkelighed, som forældrene desværre oplever alt for mange steder.

- Men det er et problem, at det er de velstillede, som stiller sig mest utilfredse an, fordi det også er den gruppe, som har råd til at vælge folkeskolen fra. Så skoler og kommuner har en kommunikationsopgave her, hvor de skal få formidlet, hvordan inklusionen fungerer i kommunens skoler. Folkeskolen skal jo være der, hvor lokalområdets børn møder hinanden. I yderste konsekvens kan folkeskolen ende med at være der, hvor idealisterne og de, som ikke har råd til at vælge den fra, bruger. Og ikke der vores børn går, fordi vi ønsker det.

De dårlige historier

I 2010 viste en analyse af specialundervisningen i folkeskolen gennemført af et udvalg med repræsentanter fra Finansministeriet, KL og Undervisningsministeriet, at cirka 14 procent af eleverne i folkeskolen modtog specialundervisning, hvilket på landsplan kostede 13 milliarder kroner om året. Det svarer til knap 30 procent af de samlede udgifter til folkeskolen.

Analysen blev gennemført, fordi udgifterne til specialundervisning var kraftigt stigende, og ud af den sprang aftalen om inklusion, hvor flere børn med særlige behov skal inkluderes i folkeskolens almindelige undervisning, der blev indgået af et bredt flertal i Folketinget i 2012. Målet med aftalen er, at 96 procent af eleverne i folkeskolen skal modtage almindelig undervisning i 2015.

Ved skolestart i år gik 95,2 procent af folkeskolebørnene i en almindelig klasse. Det er et tigerspring i forhold til, da aftalen blev indgået.

- Der er intet belæg for, at det var det rigtige at gøre. Hverken for undervisningen eller for børnene. Alle i klassen får jo mere ud af undervisningen, når man har en integration, der fører til inklusion, siger Marianne Jelved.

Hvor er pengene?

Frank Skov, som er analysechef i Cevea, mener ikke nødvendigvis, at den øvre middelklasse ikke går ind for inklusion, selvom 89 procent ifølge Kommunens rundspørge taler imod, at flere børn inkluderes. I stedet ser han massive nedskæringer på folkeskoleområdet som den store synder. Og ansvaret lægger han hos Christiansborg-politikerne.

- Den her gruppe højtlønnede er godt klar over, at inklusion er fornuftigt nok, men den måde, det bruges lige nu, er et sparetiltag ude i kommunerne. Der er ikke tale om rigtig inklusion, men om at tilbageføre elever, der har det svært i skolen, uden at det koster noget, siger han og henviser til de kommuner, der i løbet af det sidste år er kommet en tur igennem mediemøllen efter at have tilbageført elever uden at tilføre ekstra midler til de folkeskoler, som skal tage imod dem.

- Og så har man regnet med,     at den i forvejen pressede lærer vil kunne klare det hele. Det har selvfølgelig skabt kaos.

40 procent i privatskole

Frank Skov har været med til at lave en undersøgelse af tilstrømningen til de frie skoler. Den viser, at der etableres stadig flere friskoler, og at flere forældre sætter deres børn over i de frie skoler. Tal fra Danmarks Statistik viser, at mere end 15 procent af alle skolebørn går i privatskole.

En undersøgelse, Politiken fik lavet i juni 2014, viser, at tilstrømningen netop er steget det seneste år, efter inklusionen trådte i kraft sammen med folkeskolereformen.

- Vi har lavet nogle fremskrivninger - den slags skal man selvfølgelig være påpasselig med - men hvis den tendens, vi har nu, fortsætter, kan det se ud til, at 35-40 procent af børnene i København i 2020 vil gå på friskoler.

- Det tror jeg, man skal tage som et udtryk for, at forældre generelt ser, at folkeskolen skæres ned og udsættes for organisationsomlægninger. Det er det, man vender sig væk fra. Og jeg tror også, det er det, der kommer til udtryk, når 89 procent af forældrene taler imod inklusion. Jeg tror ikke, folk har noget imod, at der er bogligt stærke og bogligt svage i en klasse. Men de har noget imod, at folkeskolen mangler ressourcer.

Ansvaret for udviklingen lægger han hos politikerne på Christiansborg.

- I sidste ende er det dem, der bestemmer, hvor mange midler skolerne skal have. For når kommunerne skal skære to procent i budgetterne, så fylder børne- og ungeposten så meget, at de ikke kan undgå at skære på skolerne.

- Det ville undre mig meget, hvis det virkeligt er sådan, at der sidder en stor del i øvre middelklasse, der ikke ønsker en inkluderende folkeskole. Man kan ikke udelukke det, men jeg ville virkelig synes, det var ærgerligt. Under alle omstændigheder ser jeg søgningen mod friskoler og de her resultater som et resultat af, at skolerne har fået skåret for meget i ressourcerne.

Børn & unge

Tilmeld dig nyhedsbrevet