Danskerne føler sig meget demokratiske

Demokratiet trives i Danmark. Men det betyder ikke, at vi bare skal læne os tilbage og hvile på laurbærrene, for demokratiet skal vandes for at blomstre, mener demokratieksperter.

folkemødet 2011

Af Thea Storm Pedersen | [email protected]

Frihed, lighed og kontrol. Det var en vurdering af de tre overordnede kategorier, som i februar sikrede Danmark titlen som verdens bedste demokrati på det internationale demokratibarometer. I Danmark er vi nemlig både engagerede og aktive, de politiske beslutninger er gennemsig­tige, og vores politikere og embedsmænd er langtfra så korrupte som i andre lande.

Og den danske tradition for rundkredsdiskussioner, samtaledemokrati og folkevilje er en stor del af vores selvforståelse. En ny opinionsundersøgelse for Folkemødet viser, at et klart flertal af den danske befolkning også betegner Danmark som et meget demokratisk land at bo i.

”Hvis vi sammenligner os med andre lande, så ser det altså godt ud i Danmark. Det er naturligvis, fordi vi har en enestående lang republikansk tradition, og fordi vi er vant til at basere vores demokrati på inddragelse, deltagelse og rimelig stor åbenhed i institutioner og beslutningsprocesser,” siger lektor Niels Nørgaard Kristensen, som forsker i demokrati ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet.

I Danmark er demokrati et slagord, og stort set alle melder sig under fanen. Endda også dem, som ikke fik rejst sig fra sofaen og sat det obligatoriske kryds på stemmesedlen i den lokale gymnastiksal.

Ifølge professor og demokratiekspert ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen svarer 99 procent, at de har stemt, hvis man laver en spørgeskemaundersøgelse. Og selv om stemmeprocenten i Danmark er flot, har den endnu aldrig nået sådanne højder.

”Men at man ikke så gerne vil indrømme det, og faktisk har lidt dårlig samvittighed, hvis man ikke har stemt, det viser, at der er en norm om at forholde os til demokratiet, som ligger ret dybt i os,” siger Kasper Møller Hansen.

Tomme bestyrelsesstole

Kasper Møller Hansen peger på, at en del af tilfredsheden med det danske demokrati bunder i, at afstanden mellem borgere og politikere ikke er så stor.

”Vi kan alle sammen tage telefonen og ringe – eller risikere at møde både kommunalpolitikeren og folketingspolitikeren nede i Brugsen. Så afstanden er bestemt ikke så stor som i mange andre lande, hvor man skal forbi alle sikkerhedsvagterne først,” siger Kasper Møller Hansen.

Niels Nørgaard Kristensen mener ikke, at danskerne bare kan læne sig tilbage, for demokratiet skal stadig plejes, og der ligger også udfordringer og venter.

”Vi er også rigtig gode til at gå og fortælle hinanden, at vi er meget demokratiske. Det er blevet en slags myte og en stor del af vores nationale selvfortælling, at vi er enormt demokratiske. Men det kan ikke sidestilles med, at så er den hellige gral velforvaret, og så er der ikke nogen problemer, for det er der ved gud også, synes jeg,” siger Niels Nørgaard Kristensen. 

Mens stemmeprocenten til folketingsvalget i 2007 var lige over 86 procent, og derved lige så høj som gennemsnittet de seneste 50 år, var kommunalvalget i 2009 en dundrende demokratisk fiasko: Knap 66 procent af vælgerne satte deres kryds, og dermed blev det første kommunalvalg efter strukturreformen kendt for at have den laveste valgdeltagelse siden 1970’erne.

Et af problemerne er ifølge Niels Nørgaard Kristensen, at de unge fravælger demokratiet i stigende grad. Unge gider ikke være medlemmer af politiske partier eller sætte sig på bestyrelsesstolene i organisationer. 
”Der har vi en vigtig opgave i forhold til ikke at tabe fremtidens unge på gulvet. At være en del af et fællesskab er ikke bare noget, man løser fribillet til, det er også noget, man forpligtes til. Hvis vi ikke opdrages til, at vi skal tage et ansvar, så får vi problemer,” siger Niels Nørgaard Kristensen.

En social handling

Ud over den store gruppe af unge mangler der også flere indvandrere på den demokratiske vogn, fortæller Kasper Møller Hansen. 

”Hvis unge generationer, der ikke interesserer sig for politik og demokrati, erstatter nogle, som interesserer sig rigtig meget, så går der ikke mange årtier, før vi ser et væsentligt knæk i kurverne på valgdeltagelsen – og så ryster vi sådan set grundvolden i demokratiet i forhold til den legitimitet, der ligger hos politikerne,” siger Kasper Møller Hansen.

Han forklarer, at der også er en meget klar sammenhæng mellem de netværk, man er en del af, og hvor meget den enkelte deltager i demokratiet.

”Den politiske mobilisering sker i netværk, og vi kan se, at der næsten sker en 1:1-påvirkning, så hvis du er en del af et netværk, der stemmer meget, så stemmer du selv mere. Så det at forholde sig til det politiske skal i høj grad ses som en social handling,” siger Kasper Møller Hansen.

Derfor skal den politiske diskussion tilbage i netværkene på blandt andet arbejdspladsen, i skolen og i fritiden, mener han.

En anden udfordring for det danske demokrati er ifølge Niels Nørgaard Kristensen, at vi er i gang med at bevæge os fra at være borgere til nu i højere grad at være kunder i demokratiet.

”Der sker en markedsgørelse af vores oplevelser og erkendelse af, hvad politik går ud på. Man mister primært forestillingen om et fællesskab, at demokratiet ikke kun er noget, der gælder for mig, men for hele demos, så at sige. Og risikoen er, at man på sigt vil få større ulighed. For hvis vi alle sammen bliver kunder i demokratiet, så er det dem, der er dygtige til at være kunder, som får fat i goderne, mens de, som ikke er så dygtige til at skrabe til sig fra hylderne, de vil få det sværere,” siger Niels Nør­gaard Kristensen.

En enkelt kæphest

Niels Nørgaard Kristensen peger på, at der ligger en forfladigelse i den måde, politik fremstilles på i medierne i dag.

”Politik bliver gjort til oplevelser, begivenheder og shows. Men om det gør folk mere eller mindre engagerede, det kan nok gå begge veje: Det kan måske engagere flere på den korte bane, men hvis det kun er i forhold til at forstå politik som kampe mellem personer og ikke som konkret indhold, så er det skidt,” siger Niels Nørgaard Kristensen.

Men den bekymring kan ikke få Klaus Kjøller, forsker i kommunikation ved Københavns Universitet, op af stolen. Han mener ikke, det er et problem, at den brede befolkning ikke er mere oplyst, når det kommer til komplicerede sagsfremstillinger og svære økonomiske udtryk.

”Det er min kæphest. Jeg mener, at lige så vel som man kan forstå Indiana Jones’ jagt efter den forsvundne skat uden at have en arkæologuddannelse, så kan man forstå Helle og Løkkes jagt efter statsministerposten ud fra nøjagtig samme mekanismer. For hvor mange forstår alle de arkæologiske udtryk i en Indiana Jones-film? Det er ikke nogen hæmsko for at leve sig ind i det og forstå, hvad der foregår, fordi det sker gennem de personer, man følger,” siger Klaus Kjøller. 

Han peger på, at det vigtigste er at engagere folk ud fra den erfaring, som de har.

”Hvis vi alle sammen var discount-djøf’ere og havde gået på aftenskole i økonomi, jura og administration, så ville det selvfølgelig være lettere at få folk til at interessere sig for substans. Men udfordringen er netop, at de færreste har den baggrund – og hvordan sikrer man så alligevel, at demokratiet bliver en tordnende succes? Det synes jeg simpelthen, vi har løst på en fantastisk god måde i det her land.”

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet