Af Morten Sodemann
 | Professor og overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik
Billede

Virus smitter helt uden at diskriminere

Sundheds- og samfundsskadelige rygter spredes  og stiller krav til den kommunale kommunikation i minoritetsmiljøer, skriver leder af Indvandrermedicinsk Klinik.

synspunkt

Begrænsning af smitte under epidemier handler om at beskytte de mest sårbare og forhindre for hurtig spredning. Det kræver klar og præcis information, der kan motivere borgerne til at ændre adfærd. Hvis man ikke får den nødvendige information, kan man ikke beskytte sig selv eller sin familie, man kan heller ikke bidrage til at beskytte samfundet og dermed kommer man som udsat til at udgøre en smitterisiko.

Mangel på information skaber desuden utryghed og dermed grobund for rygter, misinformation og uhensigtsmæssig adfærd. Derfor er det helt afgørende, at myndighederne kender og formår at korrigere de rygter, der lige nu spredes på sociale medier.

Whatsapp har således i skrivende stund set sig nødsaget til at sætte en forsinkelse på videresendelse af beskeder for at begrænse den lynhurtige spredning af misinformation på platformen.

Svære råd og regler
Her følger nogle af de aktuelle rygter, der verserer om coronakrisen og øger utrygheden i danske minoritetsmiljøer:
* Man må ikke gå udenfor overhovedet.
* Børn må ikke spise søde sager (det øger risikoen for smitte og komplikationer).
* Smitte kan forebygges ved at tygge anis.
* Amerikanerne har skabt corona for at udrydde muslimer.
* På grund af pengemangel vil staten stoppe udbetalingen af sociale ydelser.

Belært af bitre erfaringer med rygter omkring svineinfluenza og fugleinfluenza ved vi, at der på få dage kan opstå stædige konspirationsteorier om, at det for eksempel kun er etniske danskere, der må få vacciner. Derfor skal der proaktivt holdes tolkede borgermøder via sundhedscentre og kulturelle foreninger i områder med mange flygtninge/indvandrere. 

Der skal være mulighed for at stille spørgsmål og få svar.

  Organisationer som Mino Danmark og Dansk Flygtningehjælp forsøger at udfylde det store hul i informationen til de etniske minoriteter, men det burde være en myndighedsopgave. Konsekvenserne vil i hvert fald kunne mærkes i både kommuner og regioner.



Overset smitte fra vandpiber
De basale informationer om corona-epidemien bliver nu oversat til en række relevante sprog, men mange anbefalinger og påbud er ikke desto mindre stadig for svære at forstå, hvis man ikke lever i en traditionel etnisk dansk familiekontekst.

Rådene om leg med andre børn er et godt eksempel. Hvad må børnene egentlig og hvad må de ikke? Må de for eksempel gå ned på legepladsen eller skal de have en legeaftale med et eller to andre børn? Skal de lege alene? Må de tale med nogen og er det høfligt eller uhøfligt at give hånd/holde døre/bære varer/låne legetøj ud?

Og hvad med de familier, der bor mere end ti personer sammen på meget lidt plads? Må de det? Vi mangler også at adressere vandpiberygning, som dels er en i særklasse vigtig smittekilde, dels indhylder nogle hjem i røg og vanddamp, hvilket udsætter både børn og voksne for unødvendig risiko.

Sundhed er en fællessag
Folkesundhed kan ikke forbeholdes 90 procent af befolkningen. Det svarer til at tillade folk at lade vandet i den ene ende af det offentlige svømmebassin og forbyde det i den anden ende.

Organisationer som Mino Danmark og Dansk Flygtningehjælp forsøger at udfylde det store hul i informationen til de etniske minoriteter i Danmark, men det burde være en myndighedsopgave. Konsekvenserne vil i hvert fald kunne mærkes i både kommuner og regioner.

Hver dag har vi i Indvandrermedicinsk Klinik PTSD/krigstraumatiserede i telefonen. De er bange og genoplever det, de flygtede fra. For det kan være svært at se forskel: Politiet håndhæver nye frihedsbegrænsende love, informationerne er mangelfulde, gader ligger tomme og medierne tæller de døde i det, de kalder 'krigen imod corona'. Når mellem 30 og 60 procent af de flygtninge, der bor i Danmark, er krigsskadede, er der behov for en klar målrettet kommunal indsats med telefonrådgivning og mobilisering af eksisterende netværk, frivillige kontaktpersoner, viceværter, bydelsmødre og integrationsmedarbejdere.

For lange ord
Blandt etniske minoriteter i Danmark er der ifølge vores beregninger cirka 200.000, der har brug for tolk til vanskelige budskaber. Dertil kommer at over 550.000 voksne danskere ikke kan læse. Kommunerne og sundhedsmyndighederne skal tage kommunikation til borgerne langt mere alvorligt. I dag er lixtallet på kommunale hjemmesider og i breve fra kommunen så højt, at man skal have gennemført en universitetsuddannelse for at forstå, hvad det er, myndighederne prøver at forklare.

En bedre og tydeligere kommunikation kan udjævne ulighed i sundhed, for god kommunikation bryder smittekæder og skaber tryghed og tillid. Den lille coronavirus er nemlig ligeglad med sprog, kultur og symbolpolitik. Den spreder sig, hvor den får mulighed for det, og samfundets udsatte har ikke en chance for at følge de offentlige råd, hvis de ikke forstår dem. 

En helt ny undersøgelse fra Oslo Universitet viser, at de, der har sværest ved at følge myndighedernes råd om COVID19, er fattige og kortuddannede, og at samme gruppe har størst  risiko for at blive alvorligt syge.

Udsatte bliver glemt
Oveni kommer, at vi desværre også under denne pandemi må konstatere, at 'de fremmede', minoriteterne, altid lige skal have skylden for smittespredning og at kommunerne selv i krisetider stadig udgør 98 sundhedsvæsner med hver deres strategi og prioriteringer, hvilket kan forvirre og skabe mistillid blandt både borgere og frontliniepersonale.

Man skal kende et samfund på, hvordan det behandler sine udsatte borgere. Epidemien har, igen, vist at de udsatte, sårbare, dem der ikke kan læse, de ensomme, de ældre, de handicappede og de psykisk syge glemmes de første tre-fire uger af en krise. Indtil politikerne bliver nødt til at tage affære.

Integration

Kronik

Social & sundhed

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet