Mindst 51 procent af din motivation for at udføre frivilligt arbejde skal være, at du gerne vil gøre en forskel for andre. De resterende 49 procent motivation kan bestå af, hvad du vil have det til at bestå af.

Det råd fik jeg, da jeg som 18-årig for første gang stiftede bekendtskab med frivilligt arbejde hos Red Barnet Ungdom. Et råd, som har fulgt mig siden, og – som jeg ser det – skinner igennem, når vi kigger på civilsamfundets evne til at løfte. 

Civilsamfundet kan nemlig løfte der, hvor det offentlige ikke kan. Jeg oplever børn, som har brug for lidt ekstra hjælp til lektierne, en hjælp som de ikke altid kan få i hjemmet eller i skolen. Eller børn, som har brug for en ven, der kan give gode oplevelser og styrke barnets evne til at etablere sociale relationer. Netop dette er opgaver, som civilsamfundet kan og vil løfte. Vi løfter den i Red Barnet Ungdom, hvor vi hver dag gør en forskel for nogle af de børn, som falder udenfor og  som har brug for en anden slags støtte. 

Vi gør en forskel trods modstand

I Red Barnet Ungdom er én af vores kerneværdier ansvarlighed. Vi tager vores ansvar over for det enkelte barn seriøst, men mener også, at vi som organisation for socialt engagerede frivillige unge har et ansvar at løfte i samfundet. Derfor opstiller vi ambitiøse mål for vores arbejde, og derfor må vi indordne os og professionalisere vores arbejde, når vi som social ungdomsorganisation møder modstand.  

Denne modstand kan tage mange former. Det kan være udfordringer med at opnå økonomisk støtte til det arbejde, vi laver. Det kan også være i form af kritik af alt fra, at unges involvering i det frivillige arbejde handler om individets projekt i jagten på det perfekte CV, til at den frivillige sektor ikke bør løfte et socialt ansvar på lige fod med ansatte på det offentlige arbejdsmarked.

Der er dog for mig ingen tvivl om, at den frivillige sektor kan bidrage til at løfte dette ansvar. Vores forpligtelse som social ungdomsorganisation over for samfundet, og i endnu højere grad over for udsatte børn kræver meget arbejde og stor motivation fra organisationen og dens frivillige for at kunne påtage sig og opfylde det ansvar, vi har påtaget os. Men jeg tror på, at det, der driver os til at gøre dette, er, at netop det ansvar, som civilsamfundet og de frivillige løfter, har en stor betydning for både de, der løftes og de, der løfter.

Civilsamfundet har et ansvar

Og vi vil gerne løfte det ansvar. Vi vil gerne være til gavn rundt om i landet, i kommunerne og især blandt udsatte børn, som har brug for støtte eller én som de kan se op til. Det vil vi gøre ved at være rollemodeller, læringscafésfrivillige, hjemmelektiehjælpere, frivillige for børn på asylcentre og ikke mindst ved at være dem, der taler børnenes sag. 

Jeg tror på, at åbenhed og ansvar for at anerkende og byde de frivillige fællesskaber velkomne som sociale aktører for udsatte grupper er en nødvendighed for, at vi sammen kan tage hånd om de udfordringer, der er i samfundet. Jeg tror og ved, at de tusindvis af unge, der hver dag laver frivilligt arbejde, gør en forskel for børn. Og jeg tror ikke mindst på, at civilsamfundet har et ansvar for at være der for de udsatte børn, som ellers ikke kan få den nødvendige støtte og hjælp, som de har behov for. I min verden kan 51 procent renhjertet motivation give 100 % glæde hos et barn. For at sikre dette bliver vi nødt til at anerkende civilsamfundets ansvar for udsatte børn. Et ansvar som vi kan og gerne vil løfte.