Byrådet er en unik blanding af kulturer og jargoner
Elektrikeren, professoren og folkeskolelæreren skal kulturelt forhandle sig frem til en passende jargon, når de mødes i et byråd. Og det kræver, at man tager et fælles ansvar og ikke lader ansvaret påhvile den enkelte, der føler sig krænket.
De fleste kan blive enige om, at klask i røven ikke hører hjemme på en arbejdsplads. Men hvad med kommentarer om udseende, en sjofel jargon eller et frisk “kælenavn”? Her er grænserne lidt mere flydende, og debatten om sexchikane i byråd lider under brugen af netop ordet sexchikane, mener Britta Andresen, der er HR-chef i det private og har beskæftiget sig med arbejdsmiljø og problematikker omkring mobning og sexchikane.
- Vi har ikke en nuanceret måde at tale om det på, og sexchikane er en voldsom ting. Problemet er, at man ikke får taget snakken om, hvad der er god, passende opførsel på en arbejdsplads. Pludselig føler nogen sig trængt op i en krog i stedet for at have fået talt om, hvordan vi taler med og om hinanden på vores arbejdsplads, siger Britta An-dresen.
Mangler politik
Spektret spænder vidt fra intim berøring over verbale tilnærmelser til kommentarer, der af den ene part kan opleves som et kompliment eller en joke, men for den anden part kan virke nedværdigende eller upassende.
Der er alkoholpolitikker og mobbepolitikker og alle mulige ting, der er blevet diskuteret gennem årene, men det her område er ikke blevet italesat.
- Det betyder jo ikke, at man ikke kan sige pæne ting til hinanden, men man skal tænke over, om det kan mistolkes, eller om det er relevant i den sammenhæng, man er i, siger Britta Andresen, der opfordrer til, at man helt lader være med at kommentere alder, udseende eller køn i en arbejdsmæssig kontekst. Meget afhænger af, om man har opbygget en relation, der kan bære en bestemt jargon eller en mindre professionel omgangstone.
- Der er alkoholpolitikker og mobbepolitikker og alle mulige ting, der er blevet diskuteret gennem årene, men det her område er ikke blevet italesat. Man kan jo godt have en politik om sexchikane, men der er vi i virkeligheden langt ude af spektret, og det skal der alligevel noget til. Alt det, der er upassende opførsel mellem kønnene indtil da, bliver ikke rigtigt rammet ind nogen steder, siger hun.
”Det er ikke alle, der har de strategier, der er nødvendige for at sige nej. Den enkelte kan sige, at noget går over en grænse, men det er fællesskabet, der er ansvarligt for den kultur, vi forhandler frem.”
Skal finde et fælles sprog
Byrådet er en særlig slags arbejdsplads af to grunde. For det første kommer folk med vidt forskellig bagage og kultur, og det er udfordrende, når man skal nå til enighed om en jargon.
- I byrådet skal de finde ud af, hvad deres fælles sprog skal være. Måske skal professoren lære at tale et mere jordnært sprog, og arbejdsmanden må forfine sin jargon lidt. På samme måde må de også forhandle om, hvad det vil sige at være mand og kvinde i byrådet, siger Jonatan Kolding Karnøe, der er lektor ved University College Sjælland, psykolog og forfatter til bogen Politisk Psykologi.
Den anden grund til, at byrådet skiller sig ud som arbejdsplads, er, at man ikke uden videre kan fjerne sig fra det, hvis man er utilpas.
”Det er helt klart en reel frygt, at man kan komme til at indtage en offerrolle. Det er en vigtig overvejelse, fordi det kan have en negativ indflydelse at blive sat i en offerrolle.”
- På en arbejdsplads ville man måske kunne skifte team eller afdeling, eller man kunne skifte til en lignende arbejdsplads i samme by. Det kan du ikke i et byråd. Du er tvunget til at være der, og du er tvunget til at være sammen med den, der har krænket eller diskrimineret dig, eller den, du føler dig uskyldigt anklaget af, siger Jonatan Kolding Karnøe, der dog mener, at et forhold kan repareres efter konfrontationer om krænkende adfærd. Det vigtigste er, at det bliver et fælles ansvar og ikke alene påhviler den person, der påpeger den dårlige kultur.
- Jeg hæfter mig ved, at man placerer ansvaret hos den enkelte. Men det er ikke alle, der har de strategier, der er nødvendige for at sige nej. Den enkelte kan sige, at noget går over en grænse, men det er fællesskabet, der er ansvar-ligt for den kultur, vi forhandler frem, siger han.
