Før julefreden sænkede sig, blev kimen lagt til en diskussion om borgmestres status og deres beføjelser i forhold til de kommunalt ansatte. Anledningen blev den triste sag i Fredericia, hvor kommunens førstemand lod sig sygemelde på grund af erkendt afhængighed af morfin efter en tandoperation. I forbindelse med en undersøgelse af borgmesterens kørselsregnskab og brug af kommunens kreditkort mistede det samlede byråd tilliden til ham og opfordrede ham til at træde tilbage. Byrådet havde ikke selv mulighed for at fritage ham fra tjeneste.

Der har været andre tilsvarende historier gennem tiden, hvoraf sagen om den daværende Farum Kommune er den mest kendte.

Mediernes fokus i disse sager har ikke overraskende været det kulørte, der appellerer til borgernes nyfigenhed og forargelse, mens den mere principielle debat om ændringer af kommunernes ledelse ikke har fået meget plads. 

Store magtbeføjelser

En ekspertgruppe nedsat under ledelse af Jens Peter Christensen afgav i 2002 en god betænkning, der medførte lovændringer, der styrkede mindretalsbeskyttelsen i kommunalbestyrelsen og gav øget indsigt i den kommunale forvaltning. Efter min opfattelse tog ekspertgruppen ikke fat om nældens rod, nemlig de store magtbeføjelser borgmesteren har i det danske kommunestyre. Farum Kommissionen gik desværre i sin betænkning fra 2012 også uden om dette forhold.   

Det er en vinkel, der ikke har den største folkelige appeal og vælges derfor fra, når overskrifter skal formuleres.

Det skal dog ikke hindre seriøse overvejelser om at ændre på den struktur, som vi har i kommunerne.

Kig lige på en borgmesters forskellige roller: han er øverste chef for den kommunale administration, formand for kommunalbestyrelsen og formand for økonomiudvalget. Kommunaldirektøren er, i modsætning til hvad mange tror, ikke den øverste chef for administrationen. Han er helt afhængig af den kompetence, han får af sin borgmester/ det politiske niveau. I kodeks for Offentlig Topledelse hedder det, at han skal 'afklare' sit ledelsesrum.  I praksis betyder det, at en kommunaldirektør kan have meget få beføjelser eller opgaver eller ganske tunge beføjelser – alt efter 'spillerummet'.  

Sammenligner man borgmesterens rolle med f.eks. en statsministers, ville det lidt karikeret svare til, at han både var formand for Folketinget, formand for Folketingets Finansudvalg og øverste departementschef/Statsminister – ikke blot for et ressortområde men for alle ministerområder. Dertil kommer, at han stort set ikke kan afsættes.

Magtmisbrug

I de fleste kommuner er den magtfulde rolle ikke et problem, idet borgmesteren inddrager de øvrige partier i det politiske arbejde og sin kommunaldirektør/direktion i det administrative arbejde. 

Problemet er, at det formelle ansvar eller de store beføjelser, der er samlet hos en borgmester, kan medføre misbrug, alt efter hvem der er borgmester. Det er disse store formelle magtbeføjelser, der er uhensigtsmæssige.

Før i tiden gav det mening, at det var vanskeligt at afsætte en borgmester. I de små sogne tog sognerådsformand og kæmneren (svarende til kommunaldirektør, red.) sig af alt, og sognerådene var små. Der var behov for stabilitet og kontinuitet, og derfor var borgmesteren svær at afsætte. Fredericia-sagen drejer sig om en kommune på cirka 50.000 indbyggere, og derved erfaringsmæssigt cirka 5.000 ansatte, og er derved af en størrelse og med en professionalitet i administrationen og det politiske niveau, hvor hensynet til borgmesterens uafsættelighed og sognets fortsatte drift ikke er til stede. Denne sag har peget på behovet for at kunne afsætte en borgmester, når tilliden er bristet. Det er naturligt med denne debat. Borgerne i en kommune kan ikke være tjent med, at en borgmester hæmmes af dybtliggende mistillid i kommunalbestyrelsen eller i befolkningen. 

Ifølge ugebrevet Mandag Morgen har Danmark europarekord i topcheffyringer, hvilket afspejler, at den danske model, hvor kommunaldirektøren skal afklare sit ledelsesrum ikke fungerer optimalt. Følg tidens sag fra Skat, hvor netop sammenblandingen mellem politisk ansvar og administrativt ansvar udløser begivenheder og handlinger, der nu er underlagt en kommissionsundersøgelse.

Styrelseslov bør ændres

En borgmester skal naturligvis være formand for kommunalbestyrelsen og født formand for økonomiudvalget og derved øverste ansvarlige for de politiske beslutninger, der skal træffes af de folkevalgte. Han skal med andre ord være en arbejdende bestyrelsesformand. Adgangen for kommunalbestyrelsen til at afsætte en borgmester bør lettes, således at en borgmester kan fritages fra sin tjeneste, når et kvalificeret flertal – for eksempel to tredjedele af kommunalbestyrelsen – vedtager dette (som den norske kommunelov giver mulighed for). Dette kunne suppleres med et krav om to behandlinger af forslaget.  

Borgmesteren skal ikke være den øverste administrative chef. Den kommunale styrelseslov bør ændres, således at kommunaldirektøren formelt bliver den øverste administrative chef (det svarer til en ordning, der kendes fra størsteparten af de norske kommuner med en administrationschef).  

Dertil kommer, at kommunaldirektøren ansættes og afskediges af kommunalbestyrelsen og derved er hele kommunalbestyrelsens direktør.  Det taler for, at afskedigelse af en kommunaldirektør burde kræve en bred tilslutning i kommunalbestyrelsen, eksempelvis ved et krav om opbakning hos et kvalificeret flertal – for eksempel to tredjedele af kommunalbestyrelsen. Det vil hindre de situationer, hvor en borgmester med et snævert flertal skiller sig af med sin kommunaldirektør.

Norsk inspiration

I Norge har man løst begge problemer ved to modeller – den parlamentariske model og administrationschefmodellen, der i deres rene former ikke efter min opfattelse kan overføres til Danmark, men som kan give inspiration til en nødvendig justering af borgmesterens beføjelser I Danmark.

Lad os kigge mod Norge og få en lødig og fornuftig debat om en ændret ansvarsdeling i kommunerne med en præcis opdeling mellem politikernes beføjelser og embedsværkets opgaver.