Borgerens hjælpende hånd blev til statens forlængede arm

Det er ikke længere samfundets, men borgerens egen skyld, når tingene kører skævt. Nye normer har fundamentalt ændret vilkårene for socialrådgivere og andre af velfærdsstatens ’professionelle’.

velfærdsstat

Af Kim Rosenkilde Nielsen | [email protected]

Fængselsfunktionæren. Lægen. Læren. Pædagogen. Socialrådgiveren. Alle arbejder de i velfærdsstatens yderste led, der hvor ’systemet’ møder ’borgeren’. Det er her – igennem deres indsats – at de velfærdspolitiske visioner og prioriteringer omsættes til virkelighed.

Den måde, de løser deres opgave, er ikke kun styret af den faglighed, de forskellige grupper har med i deres bagage. Det er i høj grad også betinget af samfundets værdier, lovgivningen og ledelsens normer. 

Derfor kan man også ud fra ’de professionelles’ arbejde og rammerne for dette sige noget om de normer, der former politikernes beslutninger og vores samfund mere generelt. Og vice versa.

Det er i hvert fald udgangspunktet for en ny forsknings-antologi med titlen ’At skabe en professionel’, der udkom i går.

”Det vi ser på tværs af vores analyser er, at fokus for de professionelles arbejde har rettet sig mod at ansvarliggøre borgeren. Og at det får nogle særlige konsekvenser for velfærdsstatens ansatte, når deres arbejde handler om at få borgeren til selv at tage ansvar,” siger sociolog Nanna Mik-Meyer, lektor ved CBS.

Velfærdsstatens ’professionelle’ er de offentligt ansatte, der har direkte kontakt med borgerne, og som på den ene eller anden måde har til opgave at påvirke borgerne. Det kan være gennem undervisning, behandling, rådgivning eller sanktioner. 

Ansvar for sig selv

I bogen analyserer Nanna Mik-Meyer sammen med sociologi-professor Margaretha Jävinen og otte andre forskerkollegaer rammerne for en række forskellige ’professionelles’ arbejde spændende lige fra stofmisbrugsbehandlere til skolelærere.

Ansvarliggørelsen af borgeren går igen på alle områderne. Borgeren skal på den ene eller anden måde løftes til selv at tage ansvar for sin –egen situation – en situation, som borgeren så samtidig selv har et stort ansvar for at have bragt sig i.

”Det her krav om ansvarliggørelse kobler vi til en nyliberal tilgang, hvor individet er sat i centrum. Heraf følger, at individet skal tage ansvar for sig eget liv og udvise kontrol med sig selv. Det er ikke kun en ramme, der begrænser de ansatte i velfærdsstaten, men et fælles vilkår for alle borgere i samfundet,” siger Nanna Mik-Meyer.

For nogle professionelle kan normen om ansvarliggørelse understøtte deres arbejde, mens det for andre kan være et problem.

Hvis skolelæreren kan få eleverne til selv at se fornuften i, at der er nogle ting, som de skal lære, så kan det lette undervisningsforløbet til gavn for alle. Omvendt kan det være et problematisk vilkår for misbrugsbehandlere i behandlingen af stofmisbrugere, hvis ens rolle er at guide misbrugeren til at tage ansvar for sig selv, og de er dopet af stoffer.

Borgerens nye væbnere

Nanna Mik-Meyer begyndte sin egen karriere sidst i 1990’erne med at se på socialrådgivernes møde med borgerne. Når hun i dag ser tilbage over udviklingen siden da, slår det hende, at der er sket et gradvist og afgørende skred i måden borgeren anskues på. 

”Set i brede termer, så er man gået fra en retorik i slut 90’erne, hvor borgeren var et offer og problemerne først og fremmest var samfundets skyld. I dag er det nærmere borgernes egen skyld, hvis ikke de er selvforsørgende,” siger Nanna Mik-Meyer.

Det har samtidig betydet, at socialrådgivernes rolle har ændret sig. Tidligere var tilgangen i højere grad, at de skulle være borgerens advokat i systemet. I dag er fokus skiftet, så de nærmere er blevet velfærdsstatens advokat over for borgeren.

”Man kan sige, at der er sket en gradvis ændring i den retning. Og derfor tror jeg, at vi ser, at andre faggrupper nu træder til som ’borgerens væbner i kampen mod systemet’, som en af mine læger udtrykte det,” fortæller Nanna Mik-Meyer.

Lægen kan som væbner eksempelvis vælge at udstyre folk med en diagnose, selv om det ikke er helt klart, hvad de fejler. Blot for at sikre borgeren lidt ro fra systemets krav. 

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet