Nedtællingen er i gang. I 2012 vil det sidste skib fra Odense Staalskibsværft forlade Lindø-dokken ved Munkebo i Kerteminde Kommune og stævne ud på sin jomfrusejlads gennem Odense Fjord og videre ud i verden. Bag sig vil det efterlade et overstået kapitel i dansk industrihistorie og et helt lokalsamfund i kamp for at finde fornyet fodfæste i en vanskelig tid.

Det er tre måneder siden, den endelige beslutning om at lukke Lindøværftet blev meddelt til de knap 3.000 ansatte. Men selv om der er gået noget tid, har den nye virkelighed ikke bundfældet sig blandt de mange, som kommer til at stå uden arbejde de kommende år.

”Der er mange, der går rundt og håber, at de bare vågner op en morgen, og det hele viser sig at have været en ond drøm. Både de industrielle såvel som de menneskelige konsekvenser er helt uoverskuelige,” siger Per Andersen, fællestillidsmand for værftets timelønnede ansatte. 

Den høje, solidt byggede mand med det rødskæggede ansigt ligner arketypen på en værftsbisse. Alligevel kalder han sig selv for en grønskolling. Han har nemlig kun været ansat på værftet i 15 år. Mange af hans kollegaer har knoklet dér hele deres liv, nogle endda som anden eller tredje generations værftsbisser.

Hvad så nu?

Selv om værftet er spået lukket mange gange siden det første store knæk i produktionen i 1980’erne, kom den endelige beslutning alligevel som et chok for de ansatte. Nu trænger spørgsmålet om 'hvad så?' sig for alvor på. Hvor skal en rutineret skibsbygger vende sig hen for at få nyt arbejde, og hvad skal der til for at udfylde det tomrum af arbejdspladser, som værftets lukning efterlader sig?

”Nogle vil måske flytte. Men mange har jo bygget hele deres liv op omkring deres arbejde herude, og hvad med deres huse, hvem skal købe dem? Låsby-Svendsen? Vi skal bevare den viden, som folk har her i området, så vi må skabe nye job her, hvor folk bor,” siger Per Andersen.

Skæbnefællesskab

Omkring 1.000 af de ansatte på Lindøværftet bor i Kerteminde Kommune. De fleste i byen Munkebo, der med den smukke udsigt over vandet ved Kertinge Nor i forhaven og Lindøs kæmpe produktionshaller i baghaven har indgået i et tæt skæbnefællesskab med værftet de sidste 50 år. 

Med lukningen kan kommunen se frem til at miste 

op imod 30 procent af sine private arbejdspladser.

Den sidste borgmester i den tidligere Munkebo Kommune, Palle Hansborg-Sørensen, overtog efter kommunalreformen borgmesterposten i den nye Kerteminde Kommune. Han kender derfor Lindøs betydning for lokalsamfundet og kommunen som helhed.

”Det største problem de næste par år bliver at udfylde det hul, som opstår, når så stor en arbejdsplads forsvinder. Arbejdsmarkedet er i forvejen presset, og en betydelig del af dem, der mister deres arbejde, er oppe i årene og meget specialiserede i forhold til skibsbygning,” siger Palle Hansborg-Sørensen.

Op på hesten

Det giver store udfordringer i forhold til omskoling og efteruddannelse. På lidt længere sigt kan konsekvenserne imidlertid blive endnu mere skævvridende for Kerteminde Kommune. Tabet af arbejdspladser kan meget let føre til fraflytning af den yngre arbejdskraft og en underminering af kommunens skattegrundlag. Samtidig er mange af tilflytterne fra 60’erne og 70’erne på vej på pension, hvilket vil skabe et decideret boom i andelen af ældre borgere med et dertil hørende højere udgiftsniveau. 

”Det var ikke kun et chok for de ansatte på værftet, da beslutningen om lukningen blev truffet. Det har ramt hele kommunen. Når en virksomhed flytter, står samfundet jo tilbage. Så nu er det vigtigt at få sagt til borgerne, at vi må op på hesten igen, så vi kan komme videre,” siger Palle Hansborg-Sørensen.

Fællestillidsmand på Lindøværftet Per Andersen er glad for, at kommunen tager problemerne alvorligt. Alligevel har han svært ved at tro, at det er tilstrækkeligt til at hjælpe samtlige de kollegaer, der nu er på vej ud i arbejdsløshed.

”Nye projekter kan ikke opsluge den arbejdskraft, som kommer ud herfra. Og hvad skal vi så efteruddannes til? Værftsarbejdere 

skal jo ikke ud og være hjemmehjælpere, de er jo her, fordi de kan lide metal og den særlige stemning, der er på et værft,” siger Per Andersen.