Regeringer verden over måtte i kølvandet på den økonomiske krise hjælpe især store banker med nødlån og håndsrækninger i form af kapitalindskud for at hindre, at bankerne gik konkurs, og ikke mindst for at sikre, at der stadig var kredit tilgængelig for erhvervslivet.

Banker i mange lande havde vokset sig så store, at de blev kaldt ‘too big to fail’. Eksperter og nationalbankchefer argumenterede med, at bankerne var blevet så store, at de udgjorde en såkaldt 'systemisk risiko'.

I Danmark fik blandt andet Danske Bank, Nordea og Nykredit dette stempel. Daværende erhvervsminister Annette Vilhelmsen nedsatte i 2013 Det Systemiske Risikoråd, der skal komme med henstillinger og anbefalinger om, hvordan der dæmmes op for finansielle risici og strukturer, som gør finanssektorens største aktører og dermed hele samfundsøkonomien sårbar.

Flere giganter
Udviklingen i den danske finanssektor, siden finanskrisen brød ud i 2008, er kun gået i én retning. Vi har fået flere store banker. Således er antallet af danske pengeinstitutter i dag blot 87 mod hele 146 i 2007.

Det peger umiddelbart hen imod et finansmarked med færre aktører, der har større indflydelse på den generelle økonomi.

Det behøver dog ikke være noget problem i sig selv, mener den islandske økonom Sigridur Benediktsdottir, der er leder af afdelingen for finansiel stabilitet i Islands nationalbank og sidder i Det Systemiske Risikoråd som en af tre uafhængige eksperter.

- Mellemstore banker er generelt mindre sårbare end både store og små banker. I Danmark er det primært små banker, der er gået konkurs under krisen, siger hun.
Men burde regeringer verden over ikke forsøge at modarbejde en tendens, hvor vi får færre og større banker?

- Det er et af problemerne med krisen. De store banker er blevet større. I Danmark forsøger man at dæmme op for den risiko med Sifi-reglerne, hvor der stilles større kapitalkrav til de store banker, siger Sigridur Benediktsdottir.

Adskilte banker
I EU-sammenhæng er der blevet talt længe og meget om at opsplitte bankernes låne- og investeringsaktiviteter, så tab fra risikobetonede investeringer ikke rammer den helt almindelige forbruger. De seneste meldinger fra Bruxelles går på, at EU-kommissæren for Det Indre Marked, Michel Barnier, vil fremlægge et forslag til nye regler, hvor myndigheder får flere beføjelser til at udskille aktiviteter i bankerne, der skønnes at udgøre en systemisk risiko. Der bliver dog ikke tale om en generel tvangsopdeling mellem låne- og investeringsaktiviteter.

- Teoretisk er det let at opsplitte banker, men problemet er, at man i princippet kan gøre en bank mere sårbar uden hedging (mulighed for risikoafdækning på de finansielle markeder, red.). Hvis banker skal opsplittes, skal det være en beslutning, man tager i hele EU. Det er noget, man kan gøre i opgangstider, hvor bankerne står stærkt, siger Sigridur Benediktsdottir.

Jesper Jespersen, økonomiprofessor ved Roskilde Universitet (RUC), mener også, at opsplitning af banker kun giver mening, hvis det sker på overnationalt plan. Til gengæld kan det give en mere stabil banksektor.

- Der kan være god mening i at opdele i normale bankvirksomheder og investeringsbanker. Man havde større vækstrater i 1950’erne, hvor der var en lovbestemt opdeling i USA, så det ville formentlig skabe en mere stabil finanssektor, siger Jesper Jespersen.

Bankpakker hjalp
I 2008 blev Sigridur Benediktsdottir udpeget til af en parlamentet nedsat undersøgelseskomité, der skulle undersøge de beslutninger og forbrydelser, som var med til at sende Islands økonomi i knæ. Sigridur Benediktsdottir mener, at omverdenen har en tendens til at tro, at den islandske stat slap let gennem krisen, fordi de islandske banker fik lov at gå konkurs og derefter blev omstruktureret til nye selskaber.

- Der bliver malet et billede af, at Island lod bankerne gå konkurs, men den islandske stat har taget mange tab efter konkurserne. Nationalbanken gav store beløb til bankerne i håb om, at de kunne overleve. Under krisen udlånte nationalbanken en del af sine reserver til bankerne. I Danmark har man gennem bankpakkerne undgået, at hele samfundet blev berørt så meget, som det var tilfældet i Island, siger hun.

Island har i 2013 oplevet en vækst i BNP på op til seks procent, hvilket har fået mange økonomiprofessorer verden over til at spejde mod nord for at finde en forklaring på, hvordan islændingene kunne rejse sig så hurtigt oven på en fundamental krise.

I slutningen af januar eller starten af februar forventes Michel Barnier at fremlægge EU’s bud på, hvilke redskaber et nyt internationalt banktilsyn og EU’s bankunion bliver udstyret med, så europæerne igen tør drømme om finansiel stabilitet.

Elefanten i rummet
Jesper Jespersen peger på, at Danske Banks finansielle situation udgør den helt store risikofaktor for dansk økonomi. De bankpakker, der er udarbejdet i kølvandet på krisen, har i udpræget grad været tiltænkt den danske mastodont. Derfor ville det ifølge RUC-økonomen give særlig mening at få adskilt bankens aktiviteter.

- Danske Bank er simpelthen for stor. Men det tør man ikke eller kan man ikke gøre noget ved. Banken er så stor, at den sætter dagsordenen for hele den danske finanssektor, siger Jesper Jespersen og tilføjer:

- Det er ikke afgørende, om der er cirka 150 pengeinstitutter eller cirka 80. Den finansielle sektor har aldrig været interesseret i at være en konkurrencedomineret sektor, og det er almindelige bankkunder, der betaler omkostningerne for den manglende konkurrence. Men det hænger sammen med, at de færreste kunder går til forskellige banker, når de skal have et lån. Bankernes produkter har en personlig karakter, og derfor er der ikke noget, som minder om i lærebogens forstand.

Jesper Jespersen mener dog, at det er positivt, at en lang række mindre banker med store tab og voldsom risikoprofil er blevet opslugt af mellemstore banker.

- Det er glimrende at have tilstrækkelig mange mellemstore banker. De har den nødvendige ekspertise, men de er ikke så store, at de udgør en stor samfundsmæssig risiko, siger han.