De europæiske politikere i Bruxelles er oppe mod en hær af 1700 finanslobbyister, der gennem analyser, konferencer og personlige kontakter til parlamentarikerne daglig påvirker den lovgivende proces i EU.

Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport om den europæiske finanslobby, som er forfattet af åbenhedsorganisationen ‘Corporate Europe Observatory’. Det betyder, at der er 2,3 finanslobbyister per medlem af EuropaParlamentet.

EU-kendere vil næppe blive overrasket over omfanget af lobbyvirksomheden i Bruxelles, da de europæiske banker og finansinstitutioner har stået højt på dagsordenen siden den finansielle krise brød ud i 2008. Der har været et stort fokus på at indføre ny finansiel lovgivning, som inddæmmer den systemiske risiko på tværs af EU-landene, samtidig med, at EU har brugt knap 12.000 milliarder kroner på hjælpepakker og forskellige tiltag for at hjælpe gældsplagede lande som blandt andet Grækenland, Portugal og Irland.

Den reelle indflydelse

Den socialdemokratiske EU-parlamentariker Emilie Turunen, som sidder i EuropaParlamentets Udvalg for Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og er stedfortræder i Valuta- og Økonomiudvalget, mener, at finanslobbyen i høj grad gør sin indflydelse gældende ved at have direkte repræsentation i eksempelvis EU-kommissionens ekspertudvalg.

- Tre ud af fire eksperter i udvalget har direkte forbindelser til den finansielle sektor. Det vil sige, at det kan være bestyrelsesformanden i en stor bank, siger hun.

Som parlamentsmedlem har Emilie Turunen oplevet at blive “bestormet” af finanslobbyisterne, da parlamentet arbejdede med benchmark-lovgivning i kølvandet på den såkaldte Libor-skandale, som omhandlede storbankers manipulation med LIBOR-renten, der er den rente, som bankerne betaler for at låne penge af hinanden.

- Det stormede ind med henvendelser fra finanssektoren, men jeg hørte intet fra forbrugerorganisationer. Der er en enorm ubalance, i hvordan de to parter er repræsenteret, siger hun.

- Finanslobbyens magt består også i, at mange politikere er nervøse for, hvordan markederne vil reagere. De helt store banker har jo en enorm indflydelse på den europæiske økonomi, siger Emilie Turunen.

Den unge socialdemokrat mener, at det fra politisk hold skal overvejes, om man skal støtte forskellige forbrugerorganisationer økonomisk, så borgernes interesser bliver varetaget bedre i EU:

- Man skal overveje at prioritere offentlige midler til organisationer som eksempelvis Finance Watch (åbenheds-ngo, red.) for at skabe en modvægt til finanslobbyen.

Større skepsis

Vibe Balthazar-Christensen er lobbyist for Finansrådet og den europæiske bankforening, EBF. Hun mener, at der siden krisen brød ud, er kommet en større skepsis overfor finanslobbyen blandt politikerne.

- Man har godt kunnet mærke skepsissen. Der har ikke

været den bedste perception af sektoren. Der er eksempler på parlamentarikere, som ikke ønsker at mødes med finanssektoren. Det er selvfølgelig deres valg. Men det er ikke sådan, at parlamentarikerne ikke forstår spillet. De tager de oplysninger, som de kan bruge, når vi kommer med eksempelvis en analyse. Det er dog ikke sådan, at vi aldrig bliver hørt eller kommer igennem med nogle ting, siger hun.

Ifølge Vibe Balthazar-Christensen er det set fra en lobbyists synspunkt nemmest at påvirke den politiske proces, hvis man kan præsentere forskellige analyser og bidrage med “hvidbøger og grønbøger”, når eksempelvis et parlamentsudvalg er i de helt indledende stadier ved forberedelsen af et lovforslag. Det tager nemlig minimum halvandet år, fra et lovforslag fremsættes, til det vedtages og i mellemtiden kan der komme mange ændringsforslag som påvirker det endelige udfald.

- Man kan ikke regne med, at folk læser analyser. Det kan være ekstremt teknisk og komplekst. Derfor er der tit behov for vores tekniske viden. Vi får også forespørgsler fra politikere, som vil forstå effekterne af forskellige forslag, siger hun.

En dårlig sag

Anne E. Jensen er EuropaParlamentsmedlem for Venstre og medlem af Budgetudvalget og stedfortræder i Valuta- og Økonomiudvalget. Hun fortæller, at hun indimellem mødes med forskellige lobbyister for at få et indtryk af finanssektorens holdninger til forskellige lovudspil. Det kan også ske, at politikerne modtager forslag til lovændringer fra lobbyister, men Anne E. Jensen mener, at politikerne læser alt med kritiske briller.

- Finanssektoren har ikke haft nogen god sag i meget lang tid. Den har protesteret mod regulering af lønninger og det har den ikke fået noget ud af, siger hun og fortæller, at lobbyisterne dog bidrager med brugbar viden, eksempelvis i hele debatten om, hvilke kapital- og likviditetskrav man skal stille til de europæiske banker:

- Jeg har været til møde med små tyske sparekasser. Her diskuterede vi et skisma mellem den amerikansk/britiske bankmodel og tyske bankmodel, som ligner den danske. Når du stiller hårdere økonomiske krav, så rammer det faktisk de tyske og danske banker hårdere end de amerikanske og engelske, siger Anne E. Jensen.

Til trods for, at den europæiske finanssektor ifølge Corporate Europe Observatory bruger 900 millioner kroner årlig på lobbyisme i EU, så mener Venstre-politikeren ikke, at bankerne kan købe sig til indflydelse.

- Det er et argument, man hører bredt, men det tror jeg ikke rigtig på. I kølvandet på finanskrisen havde finansverdenen ikke noget godt argument ved bare at sige: Lad os være, siger hun.