Selvom vi i øjeblikket må stå sammen ved at holde afstand, så viser coronakrisen, at vi har brug for hinanden. Lokalsamfund med stærke og støttende fællesskaber er nemlig mere robuste over for kriser. Og så er det lige meget, om krisen skyldes coronavirus eller klimaforandringer. Men hvor coronavirus ser ud til at mobilisere den danske befolkning på tværs, har den bæredygtige omstilling ikke samme brede appel.

Hvis vi derfor skal mobilisere en bredere skare af danske befolkning i den bæredygtige omstilling, også uden for klimadagsordenens epicenter, må vi oversætte bæredygtighed og klima til noget, der kan realiseres inden for rammerne af et almindeligt familieliv. Hvor skal vi begynde? 

Økosamfundet

Økosamfundet kan som fællesskab facilitere bæredygtig omstilling i vores hverdagsliv. Forskningsprojektet COMPASS på Københavns Universitet viser nemlig, at mennesker, som bor i et økosamfund, eller som engagerer sig i et grønt fællesskab, lever mere klimavenligt og bæredygtigt end resten af Danmarks befolkning. Fællesskab spiller altså en vigtig rolle, hvis vi vil engagere mennesker i den bæredygtige omstilling.

Jeg bor imidlertid ikke i et økosamfund, men i et almindeligt parcelhuskvarter. Min mand og jeg vil gerne leve bæredygtigt og klimavenligt: Vi vil også gerne hente børn fra institution før klokken 16, servere børnevenlig aftensmad og have tid til afslapning i weekenden. Men vi er en nødvendig del af den bæredygtige omstilling af vores samfund – ikke mindst, fordi vi er nogle af dem i verden, der udleder mest CO2 og forbruger mere end vores andel. 

Vi har brug for et nyt bæredygtigt fællesskab

Hvis den bæredygtige omstilling skal være en realitet på tværs af det danske samfund, er der brug for, at vi:

• Indskyder et nyt niveau mellem individ og samfund, så bæredygtig omstilling ikke kun bliver et spørgsmål om strukturelle indsatser eller personlig levevis: Vi skal have fællesskabet på banen.
• Udvikler og understøtter (nye) fællesskabende platforme, der kan fremme omstillingen og engagere den brede befolkning.
• Oversætter klima- og bæredygtighedsdagsordenen til noget, der kan realiseres i et helt almindeligt familieliv.

Men hvad kunne være konkrete bud på bæredygtige fællesskaber med bred appel? 

Klimavenligt folkekøkken, grønne parcelhuskvarterer og byttestationer

En plantebaseret (lokal) kost og minimering af madspild sænker vores klimaaftryk. Det kræver imidlertid, at vi ved, hvor vi kan købe råvarerne, hvordan vi tilbereder dem og hvordan vi kan genbruge resterne. Og her er en opskrift på nettet ikke altid nok. Der er brug for nye kompetencer. 

Derfor er folkekøkkener eller fællesspisninger med klimavenlig mad en god idé. Nem aftensmad og socialt fællesskab er trækplasteret, men med sig får deltagerne også nye bæredygtige handlekompetencer. For ikke nok med at deltagerne smager maden, de kan også kigge kokken over skulderen eller hjælpe til. Det, der før var besværligt og uoverskueligt, bliver nemmere og sjovt. Nogle deltagere vil ikke være begejstrede for det grønne. Men hvis det sociale fællesskab er stærkt, så bliver de måske hængende alligevel. Samtidig giver folkekøkkener mulighed for at aftage større mængder af lokale overskudsvarer, hvilket både kan mindske madspild og bidrage positivt til det lokale erhvervsliv. 

Naturen i byen og i parcelhuskvarterer spiller en vigtig rolle for den bæredygtige omstilling. Derfor kan begrønning af vores veje øge biodiversiteten og sikre, at regnvandet kan sive ned i jorden. Samtidig kan grønne oaser på vejene få beboerne til at mødes, og måske kan naboer inspirere hinanden til at etablere mere vild natur inde på matriklerne eller på andre fællesarealer.

Initiativer skal forankres

I mit eget lokalsamfund benytter vi os af facebookgrupper og der er også et par selvbestaltede byttestationer rundt omkring. Men vi har brug for flere steder lokalt, hvor vi nemt kan stille gamle ting og hente andres; både så det ikke bliver ødelagt af regnvejr, men også så det ikke ender med at ligge og flyde. 

Jeg er klar over, at der er tale om små skridt. For helt ærligt, hvis vi taler bæredygtige lokalsamfund, ville det så ikke give mere mening at energirenovere de gamle huse? 

Det særlige ved de tre eksempler er, at de også giver mennesker mulighed for at mødes og dermed inspirere hinanden og udveksle erfaringer. Det kan derfor meget vel være samtalen til fællesspisningen, der baner vejen for energirenoveringen. Samtidig kan fællesskabet understøtte, at den bæredygtige levemåde bliver normen. Ligesom med corona har vi nemlig brug for at ændre de sociale normer for, hvordan vi gebærder os i samfundet.

Det er dog vigtigt, at vi får forankret de nye bæredygtige fællesskaber, så de ikke alene er afhængige af ildsjæle for at blive realiseret og skaleret.

Udfordringer med forankring og koordinering
Måske skal vi stoppe med at betragte steder, som for eksempel vores vej, børnenes institution eller bedstemors plejehjem, som kommunale serviceydelser, men en katalysator for nye bæredygtige fællesskaber. 

Styrken er, at de allerede ligger der, hvor vi bor og tilbyder fysiske rammer, der bare venter på at blive brugt. Det kan godt være, at villavejen ikke har et fælleshus, men de fleste børneinstitutioner har lokaler og storkøkkener, der ikke bliver brugt efter klokken 17. Og plejehjem har ofte fine sale og mødelokaler, som de ville elske at låne ud til formål, der også skaber liv blandt beboerne. 

Akilleshælen er koordineringen af initiativerne. For eksempel vil mange børnefamilier rigtig gerne fællesskabet, men de fleste kvier sig ved at skulle trække læsset. Seniorer lægger gerne flere frivillige timer, men skal ikke stå alene med ansvaret. Koordineringen kan derfor med fordel være lønnet. For eksempel ved at kommuner med fokus på at fremme social trivsel, sundhed og bæredygtighed ansætter lokale fællesskabskoordinatorer eller ved, at aktiviteterne forankres i eksisterende folkeoplysende foreninger. Denne model kan gennem kontingent og/eller fondsmidler sikre, at initiativerne til en vis grad bliver økonomisk bæredygtige.

Digitale fællesskaber og omstilling

Med coronavirus er det ikke sikkert, at vi lige foreløbig får fællesskaberne tilbage i den form, vi kender. Men den bæredygtige omstilling kan ikke vente på en vaccination. 

Mange mennesker er i denne krisesituation blevet mere fortrolige med de digitale muligheder og er sprunget ud i online sammenkomster. Fordelen ved at mødes digitalt er, at det lettere kan passes ind i det øvrige liv: Man kan være alene hjemme med ungerne men alligevel mødes til en workshop online, når de er puttet. Hvad vi oprindeligt så som begrænsninger ved online fællesskaber kan meget vel være kimen til, hvordan vi engagerer en bredere del af befolkningen.  

Derfor glæder det mig også, at flere aftenskoler netop i denne tid får nye erfaringer med de digitale formater og tilbyder 'to-go folkeoplysning'. Forhåbentlig kan folkeoplysningen også fremover tilbyde online formater, der kan samle mennesker i fællesskaber og understøtte bæredygtige handlekompetencer. 

Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, at vores online liv i sig selv udleder en del CO₂. Derfor skal de nye online formater være lette at flytte offline, så for eksempel et webinar fungerer som springbræt til aktiviteter ude i de enkelte hjem eller i mindre grupper – med afstand.

Der er lang vej igen. Men hvis vi griber det rigtigt an, tror jeg på, at de spirende fællesskaber kan vokse og blive til bæredygtig omstilling også uden for klimadagsordenens epicenter.