Arbejderklassen drømmer om individuelle muligheder

Vælgere fra arbejderklassen har altid stemt på partier, som lovede dem større kontrol over deres eget liv. Det mener den britiske historiker Selina Todd, som i en ny bog fortæller arbejderklassens historie.

historie

Af Eva Aagaard | [email protected]

I Danmark kæmper partier på begge sider af højre-venstre-skalaen for at appellere til 'hårdtarbejdende danskere', og den 1. maj i år udtalte Liberal Alliances Anders Samuelsen, at hans parti er Danmarks eneste arbejderparti.

I det meste af Europa er vælgere fra det, man har betegnet som arbejderklassen, begyndt at bevæge sig væk fra de traditionelle arbejderpartier på venstrefløjen, og det er der en logisk forklaring på, mener den britiske historiker Selina Todd fra Oxford Universitet. Hun har skrevet en bog om arbejderklassens historie fra 1910 til 2010. Selvom arbejderklassens vilkår og selvopfattelse har ændret sig voldsomt, har nogle ting været konstante – blandt andet arbejdervælgernes ønske om mere kontrol over deres eget liv og tilbøjeligheden til at stemme på partier, som lovede flere valgmuligheder til almindelige mennesker.

- Folk fra arbejderklassen er kendetegnet ved at have en følelse af, at der er et os og et dem - en lille gruppe af rige mennesker, som ikke tilhører arbejderklassen og som man er afhængig af for at have et job. Den afhængighed er folk ikke glade for. Det, som virkelig går igen på tværs af årtierne, er arbejderklassens ønske om mere kontrol over sit liv, siger Selina Todd.

Individuelle ønsker

Mens ønsket om selvbestemmelse i 1950'erne og 1960'erne kom til udtryk i fagforeningernes kampe for større kontrol over arbejdslivet, bliver det i dag udtrykt mere individuelt.

- Det, som har ændret sig i dag, er at ønsket om mere kontrol kommer til udtryk på en mere individuel måde. I dag siger folk, at de drømmer om at starte deres egen virksomhed, fordi de ikke har lyst til at arbejde for andre, eller de siger, at de vil spare op, så deres børn kan komme på universitetet, eller at de vil købe deres eget hus, fordi de ikke vil have en udlejer til at bestemme. Men den grundlæggende følelse af, at andre har magt over én og man gerne vil have situationen til at ændre sig, er den samme, siger Selina Todd.

I bogen 'The People', som netop er udkommet på engelsk, fortæller hun arbejderklassens historie gennem hundrede år ved hjælp af individuelle eksempler. Hun har både studeret originale kilder fra begyndelsen af det 20. århundrede og interviewet mennesker i forskellige aldersgrupper om deres liv.

Bogen handler om den britiske arbejderklasse, men ifølge Selina Todd går en stor del af den udvikling, hun beskriver, igen i det meste af Vesteuropa. Omkring Anden Verdenskrig ændrede opfattelsen af arbejderklassen sig totalt, og politikerne satsede massivt på at appellere til arbejderklassens vælgere. Med Selina Todds ord gik arbejderklassen fra at være 'de fattige' til at være 'folket'.

- Indtil 1940'erne så mange politikere, især konservative, arbejderklassen som tjenere - som folk, der skulle tjene dem, der var bedre. Det ændrede sig efter Anden Verdenskrig. Mellem 1940'erne og 1960'erne brugte politikere, især Labour-politikere, ordene 'arbejderklassen' og 'almindelige mennesker' som synonymer. Det ændrede sig igen i 1970'erne, hvor politikere begyndte at tale mindre og mindre om arbejderklassen og mere og mere om middelklassen, siger Selina Todd.

Et middelklassesamfund?

I dag taler britiske politikere på både højre- og venstrefløjen om et rent middelklassesamfund, hvor begrebet 'arbejderklasse' har mistet sin betydning.

Det argumenterer Selina Todd stærkt imod.

- Vi har et billede af, at den traditionelle arbejderklasse næsten udelukkende består af mænd, der arbejder på fabrikker. Siden 1970'erne er industriproduktionen gået tilbage i det meste af Vesteuropa, og i dag har vi en situation, hvor de fleste mennesker arbejder i servicesektoren. Nogle mennesker siger så, at arbejderklassen ikke findes mere, men min bog viser, at det aldrig har været tilfældet, at de fleste i arbejderklassen har haft job på fabrikker.

I begyndelsen af 1900-tallet var den største gruppe på arbejdsmarkedet tjenestefolk, som gjorde rent, lavede mad og passede børn i private hjem.

Tjenestefolkene arbejdede ofte syv dage om ugen under forhold, som hverken var reguleret af fagforeningerne eller regeringen, og udgjorde dengang den største del af arbejderklassen. Gennem tiden har vidt forskellige grupper set på sig selv som en del af arbejderklassen, og både blandt akademikere, lærere og embedsmænd var der tilslutning til de klassiske arbejderpartier op gennem 1940'erne og 1950'erne.

- I løbet af det 20. århundrede har folk, som vi i dag betragter som en del af middelklassen, defineret sig selv som en del af arbejderklassen. I min bog har jeg valgt at sige, at det er vigtigt, hvordan folk beskriver sig selv. Jeg har med vilje valgt ikke at have en meget klar definition af arbejderklassen. Det handler om, hvordan folk selv oplever deres situation, siger Selina Todd, som tilføjer, at meningsmålinger viser, at en stor del af den britiske befolkning stadig mener, at de tilhører arbejderklassen.

- Politikere, som siger, at vi lever i et middelklassesamfund eller et klasseløst samfund. prøver at argumentere for, at økonomisk ulighed enten ikke eksisterer, eller at det ikke er så vigtigt for folk. Men det betyder faktisk virkelig noget, og det er derfor, folk bliver ved med at se sig selv som en del af arbejderklassen, siger Selina Todd.

De mennesker, som definerer sig selv som en del af arbejderklassen, er ofte meget bevidste om vigtigheden af at have et job. De er også meget bange for, at deres job bliver taget fra dem på grund af krisen. Men de stemmer ikke nødvendigvis allesammen på de samme partier.

Tilslutning til højrefløjen

- I Storbritannien har arbejderklassen altid både stemt på De Konservative og Labour. De seneste år er der kommet en lille stigning i støtten til partier på den yderste højrefløj. Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med holdningen til indvandring. Jeg tror, det skyldes, at disse partier siger, at der er en vej ud af krisen, som ikke handler om at fortælle almindelige mennesker, at det er deres opgave at løse problemerne.

Når arbejderklassen svigter venstrefløjspartierne, kunne det så ikke også handle om, at de er skeptiske overfor velfærdsydelserne og føler, at de er med til at forsørge folk, som ikke har lyst til at arbejde?

- Det tror jeg er rigtigt. I min bog har jeg også kigget på, hvad der kendetegner de mennesker, som lever af velfærdsydelser. Der findes ikke nogen underklasse af folk, som kun lever af velfærdsydelser. Når folk har mulighed for at arbejde, så gør de det generelt også. Men politikerne taler om, at mennesker på velfærdsydelser er årsagen til nedskæringer, så naturligvis bliver folk bekymrede over det.

Midterpartierne har prøvet at vinde arbejderstemmerne tilbage ved at tale om hensynet til de 'hårdtarbejdende familier'. Men ifølge Selina Todd rammer udtrykket ved siden af, fordi arbejderklassen altid har stræbt mod at bruge mindre tid på at arbejde og mere tid på at holde fri.

- Politikere i Storbritannien er begyndt at bruge udtrykket 'hårdtarbejdende familier' for at beskrive det, de ser som almindelige vælgere. Med det udtryk antyder de, at der på en eller anden måde er familier, som ikke er hårdtarbejdende som bare lever af velfærdsydelser. Efter min mening er udtrykket meget skadeligt, siger hun.

- Arbejderklassens historie handler om folk, som har kæmpet for at bruge færre timer på arbejde - ikke flere. Og den kamp er helt legitim.

Nogle anmeldere har kritiseret Selina Todd for at skrive fra et venstrefløjsperspektiv og dermed ikke være neutral nok i sin fremstilling af den historiske udvikling. Hun afviser selv, at hendes forskning er farvet af politiske holdninger.

- Mine politiske holdninger er formet af min forskning. Jeg satte mig ikke ned med en bestemt dagsorden, da jeg ville skrive bogen. Hvis jeg havde gjort det, ville det ikke have taget mig ti år at lave research, siger hun og tilføjer:

- I dag findes der en definition af sund fornuft, som er meget konservativ: Der er intet alternativ til ulighed, og den eneste måde at komme ud af krisen på er ved at arbejde hårdere. Hvis man siger noget andet, bliver man ikke taget alvorligt. For mig er det meget bekymrende.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet