”Alt for mange støttekroner til urentable energiprojekter”
Vi subsidierer alverdens VE-projekter under mantraet 'grønt er godt'. Men i stedet burde vi målrette midlerne mod de energiformer, som tidligt kan bære sig selv, lyder det i en ny bog fra finansmanden Per Wimmer.
I bogen 'Den Grønne Boble' skriver du, at der bliver skudt for mange statsstøttekroner i vedvarende energiprojekter, som aldrig bliver rentable. Hvordan mener du, at man kan foretage fornuftige investeringer i grøn teknologi?
Den grønne energisektor er ny, og jeg er derfor ikke blind for, at den skal hjælpes i gang. Men man skal i langt højere grad fokusere subsidierne på det, som virker, eller som vi ved har en chance for at virke kommercielt – altså uden subsidier – inden for de næste fem til seks år. I øjeblikket støtter man over en bred kam – lidt her og der – uden at kigge på, om det giver mening om 10 eller 20 år. Og ud fra en investors betragtning er det ikke holdbart. Vi kigger typisk kun tre år ud i fremtiden.
Det er hovedtesen i bogen, at vedvarende energi først er reelt vedvarende, når det også er kommercielt vedvarende, det vil sige står på egne ben. Det hele handler om at nå hen til det punkt. Og hvorfor det? Fordi så ruller alle entreprenørerne ærmerne op og går i gang, fordi det giver mening for dem rent businessmæssigt.
Hvis et projekt hele tiden er afhængigt af støtte, så er vækst i grøn energi ikke nødvendigvis en god ting. For jo mere projektet vækster, jo flere subsidier har projektet brug for i absolutte kroner, og jo mere fylder det på statsbudgettet. Og typisk vil det ende med, at sådanne projekter går fallit, hvis man trækker noget af støtten tilbage.
Du mener, at en del af støtten i stedet skulle kanaliseres over i forskning?
Ja, lad os tage nogle af alle disse kroner, man i dag poster i urentable projekter, og i stedet poste dem i DTU (Danmarks Tekniske Universitet) og anden universitetsforskning. På den måde har flere mulighed for at drage fordel af pengene, og universitetet går ikke fallit. Og selv hvis det ikke virker, så har vi som minimum uddannet nogle mennesker.
Men problemet i dag er, at 'det grønne' næsten er blevet religiøst. Så længe det er grønt, så er det fantastisk, og så kan man ikke argumentere mod det. Derfor kigger man ikke på, hvad det koster hverken i form af direkte subsidier eller i form af reelle omkostninger som skatterabatter, indirekte støtte og så videre.
Kan det ikke være, at vi har med en sektor at gøre, som kræver længere opstartstid end andre sektorer?
Der er faktisk dele af den grønne sektor, der ikke kræver hjælp. Der er for eksempel solanlæg i den sydlige del af Europa såsom Spanien og Grækenland, som kan fungere uden subsidier, og det skyldes, at solpanelpriserne er kommet meget langt ned nu.
Det kunne også være rentabelt, hvis man nordpå plantede nogle af de nyeste og største vindmøller på 6 MW, som man typisk bruger off-shore, onshore i stedet. Problemet er så, at ingen vil have sådan en i baghaven.
”Det betyder at for relativt få midler, kan de frivillige organisationer gå ind og løfte langt større områder og dermed hjælpe til en livsforbedring for rigtig mange ældre, ensomme og udsatte.”
Derudover virker vand- og atomkraft rigtig godt. Jeg mener ikke, at vi kan komme udenom de to energiformer, hvis vi virkelig ønsker at rykke noget. Udgifterne til begge dele er i starten meget høje, da det koster mange penge at etablere en dæmning eller et kraftværk, men derefter er omkostningerne per megawatt billige, og energien er grøn. Så de steder, man har floder, blandt andet i Sverige, kan man gøre noget på den front.
Du advarer om, at vedvarende energi ligner en grøn boble med klare paralleller til it-boblen og den amerikanske boligboble. Hvilke paralleller er særlig iøjnefaldende?
Parallellen til kreditboblen er, at hele den grønne energisektor er relativt højt gearet forstået sådan, at der er megen gæld i projekterne. Solanlæg har typisk mellem 80 og 90 procent gæld, mens resten er aktiekapital. Og vi har allerede set det gå galt. I USA har vi eksemplet med solpanelfirmaet Solyndra, som den amerikanske regering endte med at støtte med over 500 millioner dollars, og så gik selskabet fallit.
Tilsvarende kunne man under boligboblen belåne ejendomme med op til 90 procent. Og mange af dem, der var entreprenører i forbindelse med fast ejendom og med til at opbygge de her boligprojekter, er gået over i sektoren med grøn energi, som er bygget op omkring de samme teknikker og finansielle strukturer. I sidste ende kan det betyde at vi, når boblen brister, forsinker overgangen til bæredygtig energi.
