Afsked med kommunal affalds forbrænding

Noget skal ske. Så langt er stat, kommuner og brancheorganisationer enige. I december trådte EU's affalds­direktiv i kraft og gør det muligt at importere og eksportere erhvervsaffald.

At det er en udfordring for den måde, affaldhåndteringen er tilrettelagt i Danmark, illustreres af, at man nu godt kan handle med erhvervsaffald over landegrænser, men ikke kommunegrænser.

Spørgsmålet er, hvor gennemgribende forandringer, der er nødvendige for at fremtidssikre den danske affaldshåndtering. Her hører enigheden op.

Ønsket fra statens side er en total markedsgørelse af sektoren, hvor ikke blot håndteringen af erhvervsaffaldet, men også husholdningsaffaldet sættes i fri konkurrence. 

Den model tager imidlertid både den største brancheorganisation og KL klart afstand fra.

”Analysen af, at der skal ske noget i sektoren, er sådan set god nok. Men de svar, man er kommet op med, er bare ikke de rigtige,” siger Jacob Hartvig Simonsen, direktør for Renosam.

Kommuner trækker sig

Fra KL’s side peger man på, at kommunerne udelukkende er involveret i affaldsforbrændingen, fordi loven kræver det. I forslaget til fremtidens struktur for området afskaffes såvel kommunernes ret til at anvise affald fra husholdninger til eget anlæg og ansvaret for at sikre den fornødne forbrændingskapacitet.

Det vil ifølge KL betyde, at kommunerne siger endeligt farvel til deres engagement i affaldsforbrændingen. Forudsigelsen er, at alle kommuner, der er ejere eller medejere af et anlæg, vil sælge fra.

”I dag har man en opgave efter lovgivningen. Det er derfor, man er der. Hvis man ophæver den, så trækker kommunerne sig ud. Det er noget snik-snak at sige, at kommunerne vil have lyst til at blive ved med at drive anlæg på et konkurrencemarked,” siger  Eske Groes, kontorchef i KL.

I det hele taget har KL ikke megen tiltro til, at der vil komme et velfungerende marked ud af en ren konkurrenceudsættelse af både erhvervs- og husholdningsafffald. Kommunerne fik netop opgaven, fordi markedet ikke kunne løse den, påpeger Eske Groes.

Tvivlsom finansiering

Der er flere afgørende problemer, som ikke behandles i den ministerielle rapport. Helt centralt er spørgsmålet om, hvordan fremtidens private købere skal kunne finansiere de nødvendige investeringer.

”Når der er behov for at udvide kapaciteten, så er det jo ikke, ligesom når efterspørgslen på pizza ovestiger antallet af pizzariaer. Det her er en helt anden type butikker, det er milliardinvesteringer, der skal til,” siger Jacob Hartvig Simonsen fra Renosam.

Hvis bankerne skal låne penge til den type investeringer, så skal de også have tillid til, at forretningen hænger sammen på den lange bane. Derfor forudsiger både Jacob Hartvig Simonsen og Eske Groes, at der vil blive brug for at lave kontrakter for håndteringen af husholdningsaffaldet med mindst en 15-årig løbetid.

”Hvis man kun går i udbud med sit husholdningsaffald hver 15. år, hvad er det så for et marked, man får skabt. Det er svært at kalde konkurrence,” siger Eske Groes.

Et andet potentielt problem er, hvad der skal ske med de milliarder af kroner i lånegarantier, som kommuner har stillet for anlæggene. Private kan ikke overtage lån i Kommunekredit, så der må staten på banen og hjælpe de private med garantier, mener KL.

Hvis alle anlæg sættes til salg, og samtlige lån skal refinansieres, er vurderingen fra Renosam, at det drejer sig om op mod 6-7 milliarder kroner. Samtidig er der behov for en investering af tilsvarende størrelsesorden for at modernisere et stort antal forbrændingsanlæg.   

Gældsklemme

Hvis ikke der findes en løsning på kommunegarantierne, så vil det kunne betyde en ganske betydelig ekstraregning for de kommuner, som er ejere eller medejere af en affaldsforbrændoing. 

I Svendborg peger direktøren for miljø og teknik, Kjeld Bussborg Johansen, på, at kommunen potentielt risikerer at miste 180 millioner kroner på den konto. Kommunen er eneejer af Svendborg Kraftvarme A/S. Og det foreslåede licitationsscenarie vil meget vel kunne betyde, at anlægget må lukke, og kommunens gældsforpligtigelser skal indfris.

”Kommunen har stillet en garanti for retsgælden, og kommunen kan kun hente de penge ved at sætte skatten op eller finde besparelser andre steder,” siger Kjeld Bussborg Johansen.

Problem er, at anlæggets driftsomkostninger inklusiv udgifter til gælden bliver så høje, at det ikke kan køre med konkurrencedygtige priser. Kjeld Bussborg Johansen ser ingen anden udvej, end at staten overtager driften af de urentable værker, og så beslutter, hvad der skal ske med dem.

”Det er staten, der i første omgang pålagde os at investere i affaldsforbrænding. Og nu er det staten, der vil ændre de vilkår, som vi har investeret ud fra. Så må man også fra central hånd påtage sig ansvaret for, at man i kommunerne kan komme fornuftigt fri af konsekvenserne ved det,”  mener Kjeld Bussborg Johansen.