Al forskning peger på, at vores barndom og unge år har den allerstørste betydning for, hvordan vi trives og udvikler os. Desværre er det ikke opmuntrende læsning, når man bladrer igennem de senere års undersøgelser af, hvor godt landets skolebørn og unge på landets ungdomsuddannelser har det. Blandt andet viser en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fra sidste år, at børn og unge ofte føler sig stressede, og at op mod hver fjerde har prøvet at skade sig selv.

Det kan vi ikke leve med, ligesom vi heller ikke kan leve med, at børn, der vokser op under socialt vanskelige vilkår, ifølge en ny KORA-undersøgelse klarer sig markant dårligere i skolen end deres jævnaldrende, og at næsten hvert fjerde sårbare barn slet ikke tager afgangsprøven.

Trivsel er en afgørende forudsætning for, at børn og unge vokser op og bliver til sunde mennesker, der kan klare sig selv og har overskud og lyst til at bidrage til samfundet med deres talenter.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Men trivsel er ikke forbeholdt dem, der skal i gang med at leve livet. Det handler også om de mennesker, som allerede har masser af livs-erfaring at dele ud af. For trivselsproblemer aftager ikke med alderen. For nogle markerer pensioneringen en tiltrængt ny begyndelse på livet med bedre tid til at se familie og venner, men for andre er den begyndelsen på en årelang eksistentiel livskrise præget af depressioner, ensomhed, appetittab, meningsløshed, og hvor døren ud til verden sjældnere og sjældnere åbnes op.

Nogle vil indvende, at ældre ikke skal trække læsset for resten af samfundet i de kommende årtier, og at den politiske prioritering af ældres trivsel derfor heller ikke er så afgørende for samfundsudviklingen, som unges trivsel er. Men det er forkert at betragte de mennesker, som gennem et helt liv har skabt fundamentet for os andre, som mindre betydningsfulde, og derfor er ældres trivsel et samfundsanliggende, der også kræver politiske visioner og handling.

Ikke mindst fordi den demografiske udvikling bevæger sig i retning af flere ældre og færre unge og voksne. I 1900 var knap 200.000 danskere 65 år eller ældre, men i dag tilhører 800.000 danskere aldersgruppen over 65 år.

Alarmerende lav trivsel

Med udviklingen følger nye problemer. Ældre er den aldersgruppe, som har de højeste selvmordsrater. Det er især ældre mænd over 85 år, som begår selvmord. Ældre er også den gruppe i samfundet, der oftest tager antidepressiver, og er desuden storforbrugere af medicin mod psykoser, angst og af beroligende medicin. Altsammen indikerer det alarmerende lav trivsel, og forklaringerne er mange. Ét eksempel er gruppen af ældre borgere, der mister deres partner. Denne gruppe udgør en såkaldt højrisikogruppe i forhold til både udvikling af alkoholmisbrug, følelser af ensomhed, isolation og selvmordsadfærd og har brug for en målrettet psykosocial indsats fra kommunal og regional side, der forebygger mistrivsel.

Alligevel fylder mental trivsel ikke så meget, som man kunne ønske sig, i regeringens ældrepolitik. Sundheds– og ældreminister Sophie Løhde (V) har afsat 500 millioner kroner til at styrke indsatsen for demente og ældre patienter – blandt andet til at udarbejde en national handlingsplan på området, og det er godt. Demens er – ligesom mistrivsel – et andet sundhedspolitisk problem, der bliver større med tiden. I dag er cirka 39.000 danskere diagnosticeret med Alzheimer eller en anden demenssygdom, og langt flere har formentlig demenssygdomme uden at have fået en diagnose. I takt med, at befolkningen bliver ældre, stiger risikoen for at udvikle demens, og Sundheds- og Ældreministeriet anslår således, at mere end hver femte dansker, der bliver 85 år eller derover, vil udvikle en demenssygdom. Men demens har mange facetter og skaber mangfoldige udfordringer for den ældre og de pårørende. Derfor er det vigtigt, at handlingsplanen og kommunernes arbejde med demente borgere kommer hele vejen rundt. Viden om effektiv behandling af demens er der heldigvis masser at hente af i nyere psykologisk forskning.

Mange ældre med begyndende Alzheimer ryger typisk ud i en livskrise, hvor de oplever et stort funktionstab og samtidig har behov for at erkende deres nye situation. Her kan samtaleterapi for eksempel spille en afgørende positiv rolle og hjælpe demensramte med at håndtere sorgen over deres nye tilstand og acceptere tilstanden og lære at modtage omsorg fra deres pårørende, så familien kan fungere bedst og længst muligt. Nyere studier fra Australien viser desuden, at det er afgørende, at kommunerne klæder plejehjemspersonalet på med undervisning og supervision, så personalet lærer at håndtere udadreagerende adfærd hos ældre beboere med demens. Det er en kompleks opgave, der ikke kun involverer at arbejde med medarbejderes holdninger, fordomme og manglende viden om demenspatienter, men også kræver, at personalet lærer at aflæse og analysere adfærden hos gruppen.

Manglende genoptræning

Når det er sagt, udgør ældre med demens heldigvis stadig en mindre gruppe i den aldrende del af befolkningen. For mange ældre er det i stedet fysiske sygdomme og konsekvenserne af dem, der volder mest besvær i dagligdagen. Nye tal fra den Landsdækkende Database for Geriatri viser, at hver anden ældre borger udskrives fra sygehuset uden en plan for træning og genoptræning.

Også på det område halter den psykologiske rehabilitering. Hvis en plejehjemsbeboer falder og brækker hoften, er det afgørende at sætte ind med et systematisk og fagligt velfunderet motivationsarbejde, så den ældre får hjælp til at omstille sig til den nye livssituation med dårligere bevægelsesmuligheder uden at isolere sig eller udvikle depression eller angst på grund af frygten for at falde igen. Sættes der systematisk ind her, er livskvaliteten – og dermed trivslen - indenfor rækkevidde. Også selvom man er 80 år gammel.