16 borgmestre bryder normen 

De netop overståede finanslovsforhandlinger bliver set som lakmus-prøven for den ny regering. Det første år efter valget skal det helst være nemt. Forståelsespapiret har sat den fælles retning og optimismen hos regerings- og støttepartier efter valget er intakt. Senere bliver finanslovsforhandlingerne sværere og sværere frem mod valget, lyder det i kommentatorsporet i medierne, som allerede glæder sig til næste års slagsmål.

Jeg har set på, om kommunernes budgetforhandlinger følger samme udvikling.

Første år efter kommunalvalget vedtog 43 kommuner budgettet i enstemmighed, og intet tyder på, at kommunalpolitikerne indleder valgkampen i periodens år to. I år har hele 44 kommuner vedtaget deres budget i fuld enighed.

Det kan undre, da valgperiodens år to ellers er kendt som det hårde år, hvor der bliver skåret ind til benet i budgetforhandlingerne og nedlagt skoler, biblioteker med videre, mens der stadig er god tid til næste valg. Den opgave er ikke for sarte sjæle og udfordrer sammenholdet i kommunalbestyrelsen. 

Budgetproces fremmer konsensus 
Dykker vi lidt længere ned i tallene, viser det sig, at flertallet bag budgetterne er skrumpet lidt i periodens andet år fra gennemsnitlig 89 procent til 88 procent. Men der er stadig rigtig mange mandater bag de kommunale budgetter.

Kommunalbestyrelserne er simpelthen ikke tilfredse med et snævert flertal. Målet er, at alle eller næsten alle skal med, og budgetprocessen designes ud fra det. Lange tilløb med politisk involvering i tidsplaner, et tidligt budgetseminar med prognoser i foråret og dialog om prioriteringer, udvalgsbehandling af flere omgange, endnu et budgetseminar og endnu en tur i fagudvalgene tjener alt sammen det formål. Forvaltningens interesse i budgetkonsensus er også stor, det er lettere at implementere budgetter, som ikke konstant er til debat, og som kan stå distancen over tid.

Processen planlægges, så kommunalbestyrelsen bekræfter budgettet et skridt ad gangen, indtil 99 procent af budgettet reelt er på plads, og der kun mangler den allersidste politiske forhandling om partiernes ønsker. 

Vind-vind strategi
Den tidlige inddragelse og involvering gennem hele året fremmer på den måde konsensus, mens det i de sidste politiske forhandlinger er borgmesterens lederskab, som er på prøve. Jo flere, der er med i budgetaftalen, des stærkere vil borgmesteren fremstå, og samtidig spreder han/hun ansvaret for- og risikoen ved budgettet på flere partier.

De andre partier har imidlertid også en interesse i at være med i budgetaftalen, da de kan opnå mere indflydelse end deres mandater tilsiger, netop fordi mange borgmestre tillægger de sidste mandater og konsensus så stor værdi. Konsensus er derfor en vind-vind strategi for de fleste, og langt de fleste kommunale budgetter vedtages med et meget bredt flertal i hele valgperioden.

Kun på enkelte parametre er der tegn på, at et opbrud i kommunernes konsensuskultur lurer. 

16 budgetter med snævert flertal
I valgperiodens første budgetforhandling måtte 11 borgmestre nøjes med et snævert flertal på under 2/3 af mandaterne, mens det i periodens andet år er hele 16 borgmestre, der nøjes med et snævert flertal bag budgettet og dermed bryder den stærke konsensusnorm.

To kommuner skiller sig ud: Dragør og Sorø, som tre år i træk har haft et snævert flertal bag budgettet.

Splittelsen sker ikke kun mellem rød og blå blok i de 16 kommuner, flertallet går lige så ofte på tværs. Det er enten skattestigninger, sparekrav eller politisk kultur, som deler vandene. Og måske først og fremmest det sidste. 

Stærk tradition for enighed
Folketingets blokpolitik og valgkamp ser dermed ikke ud til at smitte af på kommunerne. Den eneste tydelige partipolitiske tendens er, at det oftest er Enhedslisten og Liberal Alliance, som står udenfor de kommunale budgetaftaler i de kommuner, hvor der ikke er enstemmighed men stadig et bredt flertal.

De to partier har endnu ikke vænnet sig til den kommunale konsensuskultur, så det bliver ikke set som et brud på konsensusnormen, hvis de to partier hopper fra budgettet. Det har man vænnet sig til i kommunerne. Borgmesteren har sikret det brede flertal, og de to nytilkomne partiers enegang bliver set som undtagelsen snarere end reglen for det kommunale sammenhold. 

Først et-to år før kommunalvalget kan vi forvente lidt mindre konsensus. Året før KV17 var kun 39 byråd 100 procent enige om budgettet, og mandattallet bag budgettet var på gennemsnitligt 87 procent.

Kort sagt lever konsensuskulturen i de danske kommuner. Et samarbejde, der ville være helt uhørt under de politiske forhandlinger om finansloven, selv i valgperiodens år et.

Foreløbig har kommunerne igen grund til at være stolte af årets budgetproces.