Stadig plads til forbedringer efter 10 år
Stadig plads til forbedringer efter 10 år

...fordi det ofte går så hurtigt i hverdagen, bemærker vi ikke nødvendigvis de landvindinger, som kommunerne sammen har gjort på området..."
10-året for velfærdsteknologi i Danmark er en god anledning til at kigge på de resultater, vi har nået, men også kigge fremad og prøve at lægge nogle spor ud for, hvordan vi i endnu større grad kan realisere det potentiale, vi alle sammen ønsker og forventer at opnå med velfærdsteknologi.
I forbindelse med markeringen af 10-året tog CareNet i samarbejde med Teknologisk Institut initiativ til at afholde en stor national konference udelukkende dedikeret til velfærdsteknologi. I løbet af konferencedagen var der rig mulighed for at netværke med andre kommuner, møde leverandører, man samarbejder med i hverdagen, og samtidig se hvilke nye løsninger der findes på markedet. Når Teknologisk Institut er medvært, er der selvfølgelig altid plads til teknologibegejstring og det store udstillingsområde omfattede en række innovative danske produkter og løsninger. Der var på dagen også plads til fordybelse og tilbageblik omkring, hvad kommunerne har opnået med velfærdsteknologien i forhold til serviceudviklingen på pleje og omsorgsområdet. Der blev i fællesskab tænkt nye tanker om, hvor velfærdsteknologien skal hen i den nære fremtid. Konklusionen på dagen var, at ja, vi er kommet langt med teknologien, og fordi det ofte går så hurtigt i hverdagen, bemærker vi ikke nødvendigvis de landvindinger, som kommunerne sammen har gjort på området. Dette tilbageblik gav mulighed for motivation til at komme videre og fremad.
Uindfriet potentiale
Op til konferencen, der havde titlen 'Velfærdsteknologi anno 2017', gennemførte Teknologisk Institut en stor spørgeskemaundersøgelse af kommunernes anvendelse af velfærdsteknologi. 90 procent af de adspurgte kommuner peger på, at velfærdsteknologi har afgørende betydning for at fastholde det kommunale velfærdsniveau, og undersøgelsen indikerede samtidig, at der på landsplan stadig er et stort, uudnyttet potentiale for velfærdsteknologi. Undersøgelsen viser, at velfærdsteknologi stadig spiller en væsentlig rolle for kommunernes bestræbelser på - med færre ressourcer og flere borgere - at kunne levere den samme velfærd. Her er velfærdsteknologier således med til at effektivisere personalets arbejdsgange samt øge borgernes livskvalitet og grad af selvhjulpenhed. Det viser samtidig, at når velfærdsteknologi bliver implementeret og brugt korrekt, uanset om slutbrugeren er medarbejder eller borger, så er resultatet, at der i de respektive kommuner bliver frigivet ressourcer, som kan bruges på andre ting. Det andet meget interessante ved undersøgelsens resultater er, at hele 39,7 procent af de adspurgte – til trods for velfærdsteknologiens store betydning for kommunernes serviceniveau - samtidig peger på, at velfærdsteknologi i mindre grad har indfriet sit potentiale. Og 41,3 procent mener, at deres kommune i mindre grad høster gevinsterne ved velfærdsteknologi tilstrækkeligt.
Dette er en vigtig konklusion. Og det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvordan vi fremadrettet kan sikre en større og bedre realisering af teknologiernes potentialer. Så når vi kæder 10-året for velfærdsteknologi i Danmark sammen med en vellykket konference for kommunerne og undersøgelsens klare resultater, står vi tilbage med en klar indikation af, at arbejdet med velfærdsteknologi både kan styrkes og udbygges, for eksempel i samarbejde med branchen, producenterne, leverandørerne og ved hjælpe af vores fælles erfaringer og viden på området.
Netværk fylder også rundt
Det fører mig tilbage til CareNet, der netop er skabt for at give kommunerne en fælles platform for arbejdet med velfærdsteknologien.
CareNet startede i 2007 som et aftagernetværk for velfærdsteknologi for de danske kommuner. Hensigten var at skabe et klassisk videns- og erfaringsnetværk, hvor deltagerne på tværs af landsdele og kommunegrænser kunne mødes til temadage og diskutere, hvordan anvendelsen og implementeringen af ny teknologi kunne imødekomme nogle af den offentlige sektors udfordringer, som blev mere og mere aktuelle i forhold til pleje og omsorg. Formålet med CareNet er kort og godt at skabe samspil og synergi mellem aktørerne på området og at øge fokus på de teknologiske muligheder, der skal være med til at løse udfordringerne i velfærdssektoren.
Efter ti år er CareNet nu vokset til et stærkt og levedygtigt netværk for både kommuner, regioner og private virksomheder. Især på det digitale område er udviklingen gået stærkt og nye avancerede teknologier til både pleje, omsorg og service har set dagens lys. Udfordringerne med at sikre velfærden er i perioden vokset støt i kommunerne, og så har vi været igennem en finanskrise med alt, hvad det indebærer i forhold til besparelser, omstruktureringer og lav vækst. Igennem hele processen har CareNet fungeret som et oplagt samlingspunkt omkring velfærdsteknologien ude i de danske kommuner. Netværket har i perioden afholdt et hav af temadage rundt om i landet, medlemmerne har på kryds og tværs diskuteret både best-practice og implementeringsudfordringer, vi har besøgt en lang række lande på lærerige vidensrejser og set både low-tech og high-tech velfærdsløsninger fra Danmark og det store udland.
I dag er CareNet et nationalt netværk, der favner bredt; både i forhold til målgruppen i kommunerne – fra frontmedarbejder til ledelsesgangen, men også i forhold til samspillet med leverandørerne og producenterne af sundheds- og velfærdsteknologier i Danmark. Netværket har fra begyndelsen haft den styrkeposition, at det er skabt i samarbejde med kommunerne, og det er den fortsatte interesse i kommunerne, der driver netværket fremad. Der er til stadighed behov for et netværksforum, hvor aktørerne mødes og sammen bliver klogere på både teknologi og behovet for samme i et hastigt udviklende samfund.
Anders Lyck Fogh-Schultz er både netværksleder i CareNet og seniorkonsulent ved Teknologisk Institut
Et teknologisk forspring
Det velfærdsteknologisk område i Danmark varetages af en række aktører, heriblandt Teknologisk Instituts Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi med base i Odense. Teknologisk Institut drifter CareNet – Nationalt Netværk for Velfærdsteknologi, der fremover leverer denne klumme til kommunen.dk for at sætte fokus på de gode velfærdsteknologiske historier, give læseren et tiltrængt forspring og trække de gode eksempler og idéer frem i lyset.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.