Billede
Per Bach Laursen (V) foran slægtsgården Lundgård, som han overtog i 1990 efter sin far og farfar.
Mathias Bach Laursen

“Værsgo Per, nu er det dig, der driver virksomheden”

Han er 28 år med langt hår og hang til at gå i byen, da hans far overdrager ham skødet til slægtsgården. Kom med bagom Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen (V) og hans ‘Morten Korch’ barndom på Lundgården, der i dag emmer af modernitet og teenagebørn med mobilt diskotek.

bagom borgmesteren

Af Hanne Korvig | [email protected]

Under gennemgangen af den blå bog protesterer Per Bach Laursen over at blive kaldt ‘proprietær’.

- Landmand, det er rigeligt, siger han og fortsætter: Jeg ved sgu ikke, hvorfor man bliver ved med at skrive proprietær?

Vi diskuterer betegnelsen, og selvom Per Bach Laursen siger ord som tønder hartkorn, antal skorstene og jordkvalitet i forhold til tønder land, så understreger han, at han aldrig rigtig har sat sig ind i definitionen.

- Det handler om, at vi er jordbesiddere. Og har skrevet under på nogle lån og nogle skøder, og landbruget er ejet af os, men trækker du gælden fra, så er vi jo egentlig meget begrænsede. Det er totalt kitsch at bruge udtrykket proprietær i dag - i hvert fald i landbrugserhvervet. Jeg er landmand. Skriv det, siger Per Bach Laursen og griner.

Og ja, ved siden af posten som borgmester er Per Bach Laursen landmand. En både glad og moderne en af slagsen på slægtsgården Lundgård, der fylder godt ud i landskabet i den lille flække Overlade syd for Løgstør - og som nu drives og ejes af tredje generation, nemlig Per Bach Laursen.

Per Bach Laursen er født og opvokset på gården og fortæller om en barndom og en opvækst, der leder tankerne hen på hedengangne Morten Korch og hans idyllisk-dramatiske landbrugs- og familiefilm fra 1950’erne og opefter. Blot var Per Bach Laursens opvækst mere præget af tryghed end dramatik.

Hans farfar køber Lundgården tilbage i 1939, og da han dør 20 år senere, i 1959, overtager Per Bach Laursens far gården tre år efter. Faderen var den yngste ud af en børneflok på ni, og han var som den eneste ugift og “ikke kommet i vej endnu, så det var helt naturligt, at det blev ham, som overtog gården,” fortæller Per Bach Laursen.

Lige så naturligt for den tid var det, at farmoderen blev boende. Hun flyttede over i aftægtsboligen, da Per Bach Laursens far giftede sig. Ifølge skødet skulle farmoderen have et bestemt antal flæskesider, kyllinger, gæs og æg om året.

- Og lidt centralt for min opvækst så stod det også i kontrakten, at hun skulle have kirke-kørsel hver søndag og i højtiderne. Hun var meget troende - i virkeligheden var hun nok indremissionsk en stor del af sit liv, siger Per Bach Laursen.

Farmoderen var i det hele taget en central figur i Per Bach Laursens liv. Det var hos hende, han og hans 13 måneder yngre bror blev passet, når faren var i marken og moren i køkkenet, hvor hun sled med madlavningen til gårdens mange ansatte. Og miljøet hos farmor var noget ganske særligt.

- Der var stille. Det var en helt anden verden end den verden, vi oplevede, når vi var sammen med karlene i staldene eller på deres elevværelser. Sproget og jargonen, vi havde sammen med dem, kunne man bestemt ikke bruge inde hos farmor. Vi fandt hurtigt ud af, at det var to verdener, der ikke kunne smeltes sammen, fortæller Per Bach Laursen.

Per Bach Laursens far var ikke religiøs, og farmoderens bordbøn og foldede hænder irriterede ham, men han bed det i sig og indordnede sig. Det så Per Bach Laursen. Og lærte noget vigtigt.

- Min far lærte mig indirekte at opføre mig alt efter omgivelserne og situationerne. At have respekt for andres opfattelser af ting. Som nu min farmors holdninger og kristne tilgang til livet, siger han.

Selvom det kneb for farmoderen at udvise samme respekt den anden vej, så husker Per Bach Laursen hende for det gode.

- Min farmor havde et gammelt billardbord stående i et rum hos sig, så da vi blev ældre og fik venner med hjem, gik vi derop. En gang imellem skete det, at hun kom ind og satte et fad vaniljekranse på bordet og satte sig i et hjørne - og var med på den måde. Hun blev faktisk lidt mildere med årene trods sin stærke tro, siger Per Bach Laursen.

Blå bog:


Per Bach Laursen (V), 56 år

Borgmester i Vesthimmerlands Kommune siden 1. januar 2018.

1. viceborgmester, 2009-2017.

Landmand og ejer af Lundgård.

Erhvervsuddannelse, Landbrugsuddannelsen, Næsgaard Agerbrugsskole.

Gift med Brith.

Har sammen fire drenge på 24, 20, 19, 17.

Farmoderen kommer på plejehjem, da Per Bach Laursen er 17 år og godt i gang med at tage hul på voksenlivet. Han er udadvendt og søgende, og selvom han går på landbrugsskole på Falster og efterfølgende får elevplads i Vamdrup, er han ikke sikker på, at han vil være landmand.

Det er han stadig ikke, da hans mor udfritter ham under et besøg i USA i 1985, hvor Per Bach Laursen arbejder på et landbrug. Lundgård er på det tidspunkt ren planteavl og kan passes af en mand eller to.

I stedet kommer Per Bach Laursen hjem og bliver grovvaresælger for Superfos. Et job, som han er glad for, men i starten af 1990 tager Per Bach Laursens far fat i ham. Han vil gerne, at Per skal overtage Lundgård, og faderen har en plan. Han vil udvide Lundgård med svineproduktion - og den skal stå Per for. Planteavlen skal lillebroren Jesper, der også er blevet uddannet landmand, stå for. Alle var enige om, at de to brødre ville komplementere hinanden godt på Lundgård. De gik godt i spænd, selvom de var meget forskellige.

-  Det som den ene ikke havde, havde den anden. Jesper var god til struktur og detaljer, hvor jeg er mere entreprenør-typen. Jeg er god til at få skudt ting i gang og kan så have brug for at få nogle til at hjælpe med at administrere det bagefter - og den rolle kunne Jesper udfylde, fortæller Per Bach Laursen og husker samtidig tilbage på den dag, han overtog skødet på Lundgård.

- Ti minutter efter at jeg havde skrevet under, kom min far med checkhæftet og kassebogen og sagde: “Værsgo Per, nu er det dig, der driver virksomheden”. Og det var altså på et tidspunkt, hvor jeg stadig var ung, havde langt hår og ring i øret, gik i byen til den lyse morgen og nogle gange først stod op klokken fem om eftermiddagen. Og min far kunne ikke lide det. Noget af det. Han sagde dog aldrig noget til det, men der gik altid et par dage efter en bytur, før han tøede op og begyndte at tale til mig igen. Men jeg havde en energi, som han kunne se noget i. Han troede på mig og viste mig tillid, siger Per Bach Laursen.

Og dermed gentager historien sig på Lundgård. Sønnike indgår kompagniskab med sin far - dog uden aftaler om kirke-kørsel og overgivelse af årlige flæskesider - og rykker ind i aftægtsboligen sammen med ungdomskæresten Brith. De får børn. Og i de næste otte år lever de i en fin symbiose med Per Bach Laursens forældre.

I 1998 bygger de et parcelhus til forældrene 300 meter fra Lundgård, og Per Bach Laursens mor får det hus, som hun længe har drømt om - et hus, der er nemt at gøre rent. Brith arbejder nu i en bank, og Per Bach Laursen kaster sig ud i adskillige poster i landbrugets organisationer. Og det er via disse poster, at Per Bach Laursen begynder at få smag for politik og stiller op til kommunalpolitik i 2010.

- Jeg blev særligt tændt på politik, da jeg blev formand for Danske Svineproducenter, hvor jeg for alvor fandt ud af, det var muligt at ændre på tingene. Og det gjorde stort indtryk på mig, at høre almindelige borgeres holdninger til vores ageren i landbruget, siger Per Bach Laursen.

I det hele taget er Per Bach Laursen politisk glad for at være i tæt berøring med andre samfundsgrupper og repræsentere fora, hvor man kan få afprøvet sine holdninger og lede efter løsninger uden at være konfrontatorisk.

- Den opvækst og opdragelse, jeg har fået, er meget brugbar i forhold til det at være politiker - respekten for andre, det, at man ikke skal være personlig i sin politik, men gå efter opgaven - og så selvfølgelig, at man nogle gange skal være ret så tålmodig - det lærte jeg af min farmor, siger Per Bach Laursen.

Hverken farmoderen eller Per Bach Laursens forældre lever længere. Desværre mistede han også sin bror Jesper i 2011.

- Jesper døde efter fem måneders kræftdiagnose. Det var et stort tab og den største sorg i mit liv. Det har været svært at erstatte ham på mange måder, og selvfølgelig også i landbruget, fortæller Per Bach Laursen.

Hvem der skal overtage Lundgården efter Per Bach Laursen, når den tid kommer, er endnu ikke sikkert.

- Vores barn nummer to, Malthe, er den eneste, der er lidt landmand i. Han har lige haft et sabbatår på gården og trives godt i jobbet. Han vil gerne på landbrugsskole, så det planlægger vi efter. Så må vi se, om han vil og kan overtage. Det er et kæmpe ansvar, siger Per Bach Laursen.

I dag er der et livligt og moderne leben på Lundgård. Med tre hjemmeboende drenge i alderen 17-20 år og en storebror, der kommer på besøg i weekender, er farmors billard og vaniljekranse erstattet af et fest- og gamer-rum med bar og madrasser på gulvet til overnattende venner og kærester.

Fordum tiders Morten Korch-ånd skal man lede længe efter.

- Vores drenge er meget tæt på hinanden og gode til at hjælpe hinanden - og feste sammen. To af dem kører et mobilt diskotek sammen, og det betyder, at der vistnok er arrangementer i huset, hvor kun fantasien sætter grænser, siger Per Bach Laursen med smil på stemmen og afslutter:

- Vi hører dem ikke, og hvis vi gjorde, så er det bare fint. Det er dejligt med noget liv.

Q&A’s med Per Bach Laursen

Hvad er den vigtigste opgave, en borgmester har?

Det er at sikre, at byrådet fungerer godt og varetager borgernes interesser på bedste vis.

Hvilket karaktertræk kan du mindst lide ved dig selv?

Jeg har en forbandet evne til at blive introvert, når jeg fylder hovedet op med for mange ting. Jeg bliver indesluttet, som min kone siger. Jeg kommer først ud af den der introverthed, når jeg har løst problemerne. Og det er ikke så smart over for mine omgivelser.

Hvilket karaktertræk kan du bedst lide ved dig selv?

Jeg synes, trods det med det introverte, at jeg er god til hurtigt at omstille mig, hvis noget har været træls, og glæde mig over andre ting, så dagen bliver god.  

Hvilket råd ville du give dig selv som teenager?

Lad være at sige ja til alt for meget. Fokuser. Det har jeg også sagt i mine taler til mine drenges konfirmationer: “Sig fra.” Jeg har haft svært ved at sige nej til opgaver og poster, og noget af det har taget alt for meget af min tid.

Hvilken person har haft størst betydning for dit liv?

Min kone Brith. Selvom man tænker: En bank-kvinde, hvad kan hun - udover tal? Haha. Men jeg må bare sige; hun repræsenterer en usædvanlig ro og stabilitet. Hun er min helt egen psykolog og betyder ekstremt meget for mig.

Er der noget, du gerne ville være fri for i dit borgmester-job?

Nej. Det kunne jo være let at sige; de der borgerhenvendelser og klager - væk med dem. Men de er en kæmpehjælp. De gør jo, at jeg får indsigt i borgernes tanker - særligt omkring lovgivnings-spørgsmål, som der måske er brug for at blive kigget og ændret på.

Hvad ville du aldrig give penge for?

Sex.

Hvad er dit bedste kurtiseringstip?

Tilbage i 1970´erne, da jeg var ung, var det jo noget med, hvem der kunne drikke flest håndbajere. Det er det bestemt ikke i dag. I dag handler det om have styr på tingene. Være afbalanceret og klar i hovedet. At være en klippe.

Hvad skal mænd vide om kvinder?

At kvinder i erhvervslivet skal have flere lederstillinger, for de kan noget ‘menneskeligt’, som vi mænd ikke kan, især på HR-området. Kvinder er rigtig gode til at forudse situationer og tage andre ting i brug end bare regnearkene. Hvis man som mand ikke er bevidst om det, så skal man til at blive det.

Når jeg ser et dansegulv, så …

danser jeg. Jeg elsker at danse. Det er også derfor, jeg elsker at være til Venstres landsmøde, som er det største forsamlingshus-bal i Danmark. Men jeg er ikke Kandis-typen. Bestemt ikke. Hvis du ser min Spotify, så vil du se, at jeg har en bred musiksmag - med “ragelse” helt tilbage til halvtredserne.

Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?

At være i balance med mig selv. Det er nok på det her tidspunkt, at jeg oplever det allermest intenst.

Vesthimmerlands Kommune: Fem gode + en øjebæ

Hvad er din yndlingsudsigt?

Det er ud over Livø


Det mest romantiske sted?

Havnegaden i Løgstør


Hvilken butik ville du ikke undvære?

Dagli’ Brugsen i Overlade


Kommunens bedste kulturtilbud?

Kulturugen i uge 10


Hvad vil du gerne have, at din kommune skal være kendt for?

Et godt sted at bo


Den største øjebæ?

Grøftekanter med affald (og dem har vi desværre mange af). Det burde være behæftet med en kæmpe bødestraf at svine, som i USA, hvor det mange steder koster “5000 dollar for Littering.”

Politikerliv

Tilmeld dig nyhedsbrevet