En uge med store trafikprojekter: "Det batter lokalt, men vi mangler en trafikplan"
En uge med store trafikprojekter: "Det batter lokalt, men vi mangler en trafikplan"

På torsdag tages første spadestik til den nye Storstrømsbro.
Lørdag indvies den nye Holstebro-motorvej med en stor vejfest.
Og tirsdag morgen kunne pendlere sydfra mod Aarhus glæde sig over et ekstra motorvejsspor.
De nye trafikanlæg vækker naturligvis lokal glæde, men effekten på vejtrængslen kan vise sig at være behersket, mener trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet.
- Selvfølgelig batter det noget; der er nogle trafikanter, der får en bedre mobilitet. Det er klart, at man lokalt har lyst til og prioriterer bedre vejanlæg. Men der er jo et gammelt mundheld, som siger "more roads, more cars". Når man udvider infrastrukturen for at bekæmpe trængsel, er det ofte en stakket frist, konstaterer han.
Bedre plads på vejene vil nemlig typisk få bilister til at køre flere kilometer end før, ligesom folk, der før brugte kollektiv trafik eller kørte sammen, begynder at køre mere selv.
Flere biler og mere trafik
Siden finanskrisen har flere fået længere på arbejde, priserne på både biler og brændstof har gjort det billigere at være bilist, og antallet af biler er steget 19 procent siden 2010.
Især på motorvejene er trafikken steget. I andet kvartal i år var trafikken på vejene 2,5 procent højere end samme periode året før, mens motorvejstrafikken var 3,9 procent højere, viser tal fra Vejdirektoratet.
Ifølge Harry Lahrmann er et af problemerne i Danmark, at man ikke har en samlet trafikplan, som man har i fx Sverige og Norge.
- Når danske politikere snakker trafikplaner, handler det altid om, hvor man skal bygge den næste vej eller togbane, og aldrig om, hvordan man tilpasser efterspørgslen til den trafik, man gerne vil have, siger han.
Tre uge-aktuelle trafikprojekter
Holstebro-motorvejen
er 39 km lang. Første spadestik blev taget i marts 2015. I maj 2017 åbnede de første 10 km vest om Herning, november samme år yderligere 14 km, og nu er det nordligste stykke færdigt.
Det samlede anlægsbudget har været 3,855 mia. kr., men ifølge Dagbladet Holstebro ender den samlede pris noget lavere.
Broen indvies med en fest lørdag og ventes åbnet for trafik sent lørdag eller tidligt søndag.
Storstrømsbroen
bliver ca. 4 km lang og er Danmarks tredjestørste bro. Den får elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 km/t, en tosporet landevej til 80 km/t plus gang- og cykelsti. Den forventes at være klar til biltrafik i 2022 og jernbanetrafik i 2023.
Samlet pris inklusive nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er ca. 4,1 mia. kr.
Første spadestik tages torsdag eftermiddag af trafikminister Ole Birk Olesen (LA), Vordingborgs borgmester Mikael Smed og Guldborgsunds borgmester John Brædder på Masnedø, som bliver centrum for byggeriet.
Østjyske Motorvej
udvides fra fire til seks spor på 15 km mellem Skanderborg S og Aarhus S ved inddrage midterrabatten. Det ekstra nordgående spor blev taget i brug tirsdag morgen, mens det ekstra sydgående spor kommer i brug om et par uger. Til næste forår/sommer lægges det sidste slidlag på.
Der blev i finansloven for 2017 afsat 524 mio. kr. til projektet, og budgettet holder, oplyser projektleder Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet til kommunen.dk. Han kunne tirsdag morgen konstatere, at den nordgående trafik mod Aarhus gled perfekt, hvor den plejer at gå i stå i myldretiden.
Kilde: Vejdirektoratet
Selv om fx GoMore har givet nem adgang til samkørsel, batter det stadig ikke meget i forhold til den samlede biltrafik, og selvkørende biler, som kan udnytte vejene bedre, ligger formentlig 50 år ude i fremtiden, vurderer trafikforskeren.
Derimod er roadpricing efter hans mening et godt bud på, hvordan man undgår trængsel. Teknologien har været klar i mange år, og den kan godt gennemføres uden øget overvågning, mener han. Desuden kan roadpricing bruges både til at gøre det dyrere og billigere at være bilist, alt efter om man nøjes med at lægge ekstra afgift på de kørte strækninger, eller om man samtidig reducerer de faste afgifter.
- Hvis man gerne vil have flere biler, kan man gøre det dyrt at køre inde i byen, men billigt ude i de tyndt befolkede områder, siger han.
Mål om kollektiv trafik
De seneste år har det dog været et erklæret politisk mål at styrke den kollektive trafik.
Tilbage i 2009 indgik et meget bredt politisk flertal i Folketinget en aftale om trafikinvesteringer for 827 mia. kr., hvoraf to tredjedele skulle gå til den kollektive trafik. Målet var en grøn transportpolitik, som skulle få transportens CO2-udledning ned og lade kollektiv transport løfte hovedparten af trafikvæksten. "Jernbanen skal være pålidelig, sikker og topmoderne," hed det blandt andet.
Senere kom togfonden i 2013, hvor Thorning-regeringen og DF aftalte at reservere 28,5 mia. kr. til jernbaneinvesteringer, som skulle finansieres via olie fra Nordsøen.
- Men det er gået lige modsat. Man har jo ikke fået hastigheden op på banerne, bilerne er blevet billigere, man har liberaliseret fjernbusmarkedet, og DSB er under gevaldigt pres, siger trafikforskeren.
Senest har regeringen i sit finanslovsforslag foreslået at bruge 60 mio. kr. på en forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat kun for biler.
- Jeg tror, det er rigtigt, at den kan laves meget billigere uden bane. Det er der nok ingen tvivl om. Men det er jo gift for DSB, siger Harry Lahrmann.
Han vil dog ikke erklære den danske trafikpolitik mislykket.
- Det afhænger jo af, hvilket mål man har. Men hvis målet er et reducere CO2, trækker meget i øjeblikket i den forkerte retning, siger han.
Andre større igangværende vejprojekter:
- Udbygning af Kalundborgmotorvejen. Totaludgift 449,7 mio. kr. Åbningsår 2019.
- Roskilde Fjord-forbindelsen syd for Frederikssund. Totaludgift 635,8 mio. kr. Åbningsår 2019.
- Ribe omfartsvej. Totaludgift 195,5 mio. kr. Åbningsår 2020.
- Haderup omfartsvej. Totaludgift 299,9 mio. kr. Åbningsår 2020.
- Udvidelse af motorvejen på Vestfyn. Totaludgift 2.475,4 mio. kr.
Igangværende undersøgelser:
- VVM-undersøgelse af Hillerødmotorvejens forlængelse, Allerød-Hillerød. 5 mio. kr. 2017-2019.
- Undersøgelser af ny midtjysk motorvej. 65 mio. kr. 2018-2019
- Forundersøgelse af Østlig Ringvej/havnetunnel i København. 8 mio. kr. 2017-2019.
- VM-undersøgelse af en udbygning af E45 fra fire til seks spor på strækningerne Vejle-Skanderborg S, vest om Aarhus samt Randers-Aarhus N. 29,4, 18,7 og 30 mio. kr. 2018-2020.
- Forundersøgelse af fast forbindelse over Kattegat. 60 mio. kr. 2019-2021.
- Forundersøgelse af Helsingør-Helsingborg forbindelse. 5 mio. kr. 2018-2020.
Kilde: Regeringens finanslovsforslag 2019.
Se oversigt over de igangværende vejprojekter her hos Vejdirektoratet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























