Der er efterhånden få tilbage. Få personer, som ikke anerkender, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Få Bjørn Lomborg-typer, som trofast holder fast i, at klimaforandringerne er naturlige. Der er få tilbage og heldigvis for det. Klimaaftalen i Paris viste det samme. Aftalen var om ikke andet en anerkendelse af, at vi selv er skyld i klimaforandringerne og derfor også har ansvaret for at gøre noget ved dem.

Nu er det bare handling, der skal sættes bag ordene. Det lyder jo nemt, men desværre er det politiske flertal ikke enige heri. De går en helt anden vej. Regeringen belaster klimaet og øger CO₂-udledningen. Til gengæld melder flere og flere kommuner sig ind i kampen for et grønt klima og et bæredygtigt miljø. Både Samsø og Thisted er gode eksempler på kommuner, som går foran og er godt på vej til at blive helt CO₂-neutrale.

Dog stopper det for mange kommuner netop der. De er grønne, men kun på overfladen. Stikker vi dybere og kigger på kommunernes investeringer, så ser det pludseligt langt mere sort ud. Alene i Københavns Kommune anslår økonomiforvaltningen, at kommunen ejer aktier for 33 millioner, som er fordelt på 79 sorte energiselskaber. Energiselskaber, som producerer kul, olie og gas. Energiselskaber, som smadrer kommunernes grønne image.

Københavns Kommune, som både har klimaplaner, affalds- og ressourceplaner og grønne ambitioner, mangler den grønne satsning på indersiden. Helt inde i skatkammeret, hvor kommunen forvalter vores fælles investeringer. Selvom kommunen endda undersøger grønne investeringsalternativer og måske kunne finde på at flytte vores penge, så kan det faktisk være sværere end som så. I Danmark findes der nemlig endnu ikke investeringsforeninger, som helt holder sig fra klimaskadende virksomheder.

I en artikel i Kommunen kan man læse, at de danske banker har investeringsforeninger, som udelukker våbenindustrien. Som udelukker virksomheder, som overtræder FN’s konventioner. Dog findes der ikke nogen, som helt udelukker virksomheder, der producerer kul, olie og gas.

Bankerne har muligheden. Muligheden for at nægte investeringer i fossile brændsler. Derfor er det op til investorerne at presse på. Det er op til kommunerne at lægge pres på bankerne. Flytte vores investeringer. Faktisk skal vi ikke kigge langt for at konstatere, at det er muligt. For kryd-ser vi først grænsekontrollen til Sverige, finder vi nemlig den svenske bank SEB, som nu tilbyder, at svenske kommu-ner og virksomheder kan investere i fossilfrie investeringsforeninger. De danske banker halter blot pinligt efter.

Bankernes egoistiske profitjagt spærrer altså vejen for danske kommuners grønne investeringer, og det er på tide, at kommunerne lægger pres på.

Engang havde Danmark den grønne førertrøje på. I dag har vi indtaget en forsvarsposition. Imens de danske kommuner støtter klimaskadende virksomheder, er divestment-bevægelsen blevet stor flere steder ude i verden. Det er på tide, at Danmark følger trop, inden vi helt bliver spillet af banen.

Vores fælles investeringer skal ikke bruges på at afbrænde fossile brændsler, som forurener luften, skader helbredet og igen ødelægger naturen. Den globale opvarmning skal bekæmpes – kommunerne må tvinge bankerne til at investere grønt.