Nye løsninger ses an fra fire vinkler
Nye løsninger ses an fra fire vinkler

Virtual reality udstyr og avancerede robotstøvsugere lånes ud til interesserede medarbejdere i Rødovre Kommune. For det er vigtigt, de gør sig deres egne hands on erfaringer med teknologi....
Et helt centralt element i arbejdet med implementering af ny teknologi er afprøvnings- og dokumentationsfasen, hvor teknologien vurderes i et brugernært miljø. Til dette formål har mine kolleger hos Teknologisk Institut for år tilbage udviklet VTV-modellen, VTV står for Velfærds Teknologi Vurdering, der kan benyttes til evaluering af en given teknologi, tilvejebringe dokumentation af effekter og fungere som beslutningsstøtte i forhold til indkøb og yderligere implementering i kommunen. Det drejer sig med andre ord om at indhente systematisk viden om, hvilken betydning og virkning velfærdsteknologien har i forhold til borger, organisation, teknologi og økonomi.
En af de kommuner, der arbejder målrettet med at sikre en valideret helhedsvurdering af en given velfærdsteknologis potentiale, er Rødovre Kommune, der siden 2015 har arbejdet med en konkret strategi for velfærdsprojekter.
I strategien blev der afsat midler i en fælles pulje til pilotprojekter, og der blev nedsat en tværgående gruppe med ressourcepersoner fra alle forvaltninger. Gruppen fik til opgave løbende at drøfte og vurdere de velfærdsteknologiprojekter, der søges om puljemidler til. Rødovre Kommune valgte i samme ombæring at benytte VTV-modellen som evalueringsværktøj.
Rødovre Kommune viser vej
Siden 2015 har Rødovre Kommune foretaget en lang række evalueringer af mange forskellige teknologier. Der er således tilvejebragt vigtig viden om, hvordan konkrete velfærdsteknologier kan indgå i- og bidrage til løsningen af forskellige velfærdsopgaver, hvordan konkrete teknologier kan anvendes på forskellige målgrupper, hvilke potentialer teknologierne har, hvor i kommunen de kan implementeres, og hvilke behov de dækker hos både borger og medarbejder. Så vidt så godt.
Teknologi skal ikke afprøves for sin egen skyld og teknologisk fascination må ikke drive værket, forklarer Sune Buch-Sloth, der er ansat til at koordinere afprøvninger, indsatser og ressource-gruppens arbejde. Det faglige formål går forrest i vurderingen, og samtidig skal teknologien opfylde mindst to af de tre kriterier, som er opstillet politisk i Rødovre Kommune, nemlig forbedret kvalitet i servicen, bedre arbejdsmiljø og bedre ressourceudnyttelse.
- Vi holder løbende øje med, hvilke teknologier der er modne og velafprøvede i andre kommuner og registrerer disse. Modne teknologier drøftes på den baggrund af direktionen med halvårlige mellemrum med henblik på at få øje på, om der er teknologier der også bør overvejes implementeret i Rødovre Kommunes drift. På den baggrund kan direktion igangsætte en intern afklaring af potentialet på det pågældende fagområde, forklarer han.
Vigtige medarbejdere
Engagementet hos den enkelte medarbejder er afgørende, idet det er medarbejderne, der skal pege på, at teknologien har et potentiale og af man ønsker at den skal afprøves i netop deres afdeling eller fagområde. Den enkelte medarbejder har mulighed for at spørge sin leder om lov til at afprøve teknologier ude i driften. Initiativet kan også komme fra en leder, som spørger en eller flere medarbejdere, om de vil afprøve en ny teknologi.
Udgangspunktet for en afprøvning er, at der gives penge fra velfærdsteknologipuljen til selve teknologien. Fagområdet bidrager selv med arbejdstid til afprøvning. Hvis en teknologi indeholder direkte borgerafprøvning vil berørte borgere blive spurgt om, hvorvidt de ønsker at deltage. Er der tale om børn, som skal afprøve for eksempel en virtual reality teknologi, søges der samtykke hos forældrene. Det kan også være, at medarbejderne har set teknologien på en messe eller hos en leverandør og på den baggrund ønsker at afprøve den. Den tværgående gruppe for velfærdsteknologi behandler ansøgningerne fra medarbejderne og vurderer, hvilke der skal foreslås til direktionen, som tager den endelige beslutning omkring, hvad der skal igangsættes.
Disse vurderinger tager alle udgangspunkt i den vedtagne politik for området.
Læring på tværs
Når nogen i Rødovre Kommune har spottet nye teknologier til testforløb, undersøger man først, om det er spritnye teknologier, som ingen andre har prøvet før, eller om der er tale om at bygge viden oven på eksisterende viden.
Rødovre Kommune afprøver og implementerer nemlig også velkendt teknologi og har i høj grad fokus på dokumenterede effekter. Nyere teknologier, som medarbejderne ansøger om at afprøve, er ofte inspireret af medarbejderne selv. Der deles viden på tværs igennem temadage og egne netværk.
En medarbejder kan for eksempel få øje på potentalet i en ny teknologi og selv ansøge om at afprøve teknologien i et projekt-setup, som også forpligter til at lave en Velfærds Teknologi Vurdering.
Virtual reality udstyr og avancerede robotstøvsugere lånes ud til interesserede medarbejdere i Rødovre Kommune. For det er vigtigt, de gør sig deres egne hands on erfaringer med teknologi, forklarer Sune Buch-Sloth.
- Man skal have teknologierne i hænderne, prøve dem og lege med dem, siger han.
- På den måde sikrer vi os også, at eventuelle potentialer for udbredelse til andre fagområder bliver undersøgt. Hvor en teknologi for eksempel primært er rettet mod ældreområdet, finder vi af og til ud af, at denne kan anvendes på andre områder.
Mange fordele ved VTV
Den grundlæggende tanke bag modellen er, at velfærdsteknologi kan bidrage med bedre udnyttelse af ressourcer i organisationen og bedre livskvalitet for den enkelte borger. En VTV består af en række selvstændige vurderingsparametre, der er struktureret i forhold til fire overordnede kategorier: borger, organisation, teknologi og økonomi. I selve vurderingen af den enkelte teknologi vil der i afdækningen, dataindsamlingen og analysen blive anvendt forskellige fagligt funderede metoder. Der anvendes kvantitative, kvalitative eller komparative metoder efter behov med udgangspunkt i den specifikke velfærdsteknologi, der ønskes vurderet.
Ifølge Sune Buch-Sloth er styrken i VTV-modellen som evalueringsredskab, at der bliver konkluderet komparativt og perspektiverende i forhold til alle områder og i en samlet 360-graders vurdering af en given teknologi.
I en af de seneste evalueringer, som Rødovre Kommune har foretaget af en såkaldt intelligent overseng i Ældrecenteret Broparken, blev de ønskede gevinster identificeret som: Bedre nattesøvn for borger, forebyggelse af tryksår og assistance ved stillingsskift af borger i sengen. Herefter strukturerede man dataindsamlingen og valgte fire deltagere til testen. Da der var behov for to eksemplarer af teknologien til selve testen, indkøbte Velfærdsteknologipuljen i Rødovre Kommune det ene eksemplar og producenter lånte kommunen den anden i testperioden.
Testen positiv
Konklusionen på denne VTV-evaluering blev, at den konkrete teknologi gav borgerne en ubrudt nattesøvn, idet nattevagten ikke behøvede komme ind og forstyrre for at skifte sovestilling og forebygge tryksår. Teknologien viste sig samtidig at være let og sikker i brug.
- Personalegruppen glæder sig over dette hjælpemiddel, som støtter og hjælper i plejen, således at personalet kan undgå vrid i ryggen og tunge forflytninger. Anbefalingen er, at teknologien bliver et fast tilbud til ældre og handicappede borgere i kommunen, fortæller Sune Buch-Sloth.
En ny velfærdsteknologi kan således være på vej til implementering i Rødovre Kommune; til gavn for både borger og organisation, og til glæde for en innovativ producent.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.