I januar 2004 præsenterede den nu hedengangne Strukturkommission sin betænkning om fremtidens organisering af den danske offentlige sektor. Efter fem måneders heftige politiske forhandlinger indgik et snævert flertal i Folketinget aftale om en strukturreform, der som bekendt reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98, nedlagde amterne, vendte op og ned på opgavefordelingen og oprettede fem nye sundhedsregioner.

Der var om noget tale om en reform af historiske dimensioner. En reform, som selv ikke de klogeste forvaltningsforskere havde haft fantasi til at forestille sig blot få år tidligere.

Det var formentlig også de færreste – i realiteten nok ikke en eneste – der var i stand til at forudse de fulde konsekvenser af en så omfattende omkalfatring af den offentlige sektor.

Efter små 10 år med intens debat om fordele og ulemper ved den nye indretning lægger regeringen nu op til en sidste runde, før mikrofonerne slukkes og den store omstilling af det offentlige Danmark endegyldigt er forbi.

Stedmoderlig opfølgning

Med udspillet ’Bedre kvalitet og samarbejde’ følger regeringen op på sin evaluering af kommunalreformen. Udspillet lægger op til mindre justeringer i opgavefordelingen mellem stat, kommuner og regioner, som skal forhandles politisk efter sommerferien.

Ligesom selve evalueringen af kommunalreformen viser regeringens udspil først og fremmest, at man aldrig har haft nogen intentioner om at tilbagerulle de ændringer, den tidligere regering gennemførte med støtte fra Dansk Folkeparti.

Evalueringen af strukturreformen går ganske behændigt udenom tidligere så følsomme emner som placeringen af ansvaret for beskæftigelsesindsatsen og de demokratiske konsekvenser ved at oprette nye og større kommuner. Samtidig berører evalueringen kun ganske overfladisk problemet med den afspecialisering på det sociale område, der blev advaret så kraftigt imod både før, under og efter reformens gennemførelse.

Bredt forlig

Lytter man godt efter, vil man kunne høre reminiscenser af strukturkampen i den kommende armlægning mellem regioner og kommuner om målgrupper på genoptræningsområdet og sygehusenes ret til at diktere kommunernes indsats. Men i det store billede handler det om kommasætning.

Spørgsmålet bliver, hvorvidt partierne bag strukturreformen vil begynde at råbe op om forligsbrud, hvis ikke de får tilstrækkelig indflydelse på de endelige løsninger. Regeringen viste med forhandlingerne om sidste års udligningsreform, at den er villig til at gradbøje forligsbegrebet for at trumfe sin egen foretrukne løsning igennem sammen med Enhedslisten.

Men skal det lykkes at få sat endeligt punktum for debatten om indretningen af den offentlige sektor, kræver det en aftale hen over midten. Det vil også være med til at give mange tusinde offentligt ansatte den vished om arbejdsro, som de med rette har ønsket sig de sidste mange år.

Hvis blot Venstre kan lægge sit valgløfte om at nedlægge regionerne bag sig, har de derfor chancen for at få cementeret den indretning af den offentlige sektor, som partiets nuværende formand var hovedarkitekten bag.

For regeringen vil det understrege ambitionen om at gøre op med den blokpolitik, som strukturreformen er et barn af.               

Kim Rosenkilde Nielsen er journalist på Kommunen