Ringkøbing forholdt sig passiv i tragisk børnesag
I en principiel afgørelse har Ankestyrelsen besluttet, at en kommune har udvist åbenbar passivitet i en sag om omfattende seksuelle krænkelser. En oplagt prøvesag for et søgsmål mod en kommune, mener ekspert.
I foråret satte Ankestyrelsen det endelige punktum i en sag, der har rystet hele Ringkøbing-egnen. For første gang afgjorde styrelsen, at en kommune havde udvist åbenbar passivitet og derfor var forpligtet til at betale for en anbringelse, som en anden kommune har iværksat.
Kommunen har fået aktindsigt i sagen og kan derved berette, hvordan et fraskilt forældrepar i efteråret 2008 blev anholdt og sigtet for vold mod og omfattende seksuelt misbrug af deres fælles barn og moderens to børn fra et tidligere ægteskab. Sigtelsen lød blandt andet på voldtægt af den yngste af drengene i 2001, da han var fem år gammel.
Daværende Videbæk Kommune var allerede fra 1996 opmærksom på problemer i familien. Og i tiden omkring den påståede voldtægt i 2001 gjorde skolen og en psykolog kommunen opmærksom på, at der var noget galt i familien.
Kommunen satte en forældreevneundersøgelse i gang. Alligevel skete der intet, før Videbæk Kommune i efteråret 2005 besluttede at lave en ny forældreevneundersøgelse. Inden den blev færdig, flyttede moderen imidlertid med sin yngste søn. Først til en anden kommune, for til sidst at ende i en tredje, daværende Hørning Kommune.
Med den nye forældreevneundersøgelse i hånden stod det hurtigt klart i Hørning, at drengen skulle anbringes uden for hjemmet.
Hørning krævede refusion af Videbæk Kommune, som afviste. Og sagen gik i arv til de nuværende Ringkøbing-Skjern og Skanderborg kommuner. Sideløbende arbejdede den sig opad i ankesystemet gennem det sociale nævn, der afviste anmodningen om refusion. Nu har Ankestyrelsen afgjort,at Videbæk Kommune havde viden nok til at gribe ind og anbringe drengen uden for hjemmet, allerede inden den sidste forældreevneundersøgelse lå færdig.
En stærk sag
Ifølge lektor i socialret ved Københavns Universitet, Michael Gøtze, kan en sag som den mellem Ringkøbing-Skjern og Skanderborg meget vel være en oplagt prøvesag for et søgsmål om erstatning mod en kommune, der har svigtet sit beskyttelsesansvar.
”Uden at jeg på forhånd kan garantere, hvordan det falder ud, så mener jeg, at en sådan sag kan være en god testsag, fordi den er så relativt grov med omfattende og langvarigt misbrug. Når man så oven i købet har Ankestyrelsens vurdering af passivitet med inde, så vil jeg mene, at det er en god sag,” siger Michael Gøtze.
En ting er, at erstatningssag måske vil kunne give den krænkede dreng en økonomisk oprejsning. Noget helt andet er, om risikoen for erstatningsansvar ville have forebygget, at sagen kom så vidt. Det afviser Minna Lauesen, som er teamkoordinator på børneområdet i Ringkøbing-Skjern og kender sagen fra sin fortid i Videbæk Kommune.
”Hverken økonomiske sanktioner eller trusler om retssager ville have fået os til at handle anderledes i den her sag. Vi havde simpelthen ikke tilstrækkelig viden til at fjerne drengen, da han boede i Videbæk Kommune. Men det er klart, at når vi ser på sagen samlet i bagklogskabens lys, så skulle vi jo have grebet ind. Vi kunne bare ikke se, hvor dybt problemerne stak, da vi var midt i det,” siger Minna Lauesen.
