Jeg spekulerer jævnligt over, om der mon er plads til etiske diskussioner rundt om i de danske kommuner. Findes der en virksomhedskultur, hvor medarbejderne af og til stopper op og gør sig tanker om for eksempel grænserne for det offentliges ret til at rykke helt ind i borgernes private rum? Om etikken har plads, når kommunerne rykker ud for at opfylde økonomiske mål eller jagter borgere, der måske – måske ikke – snyder?

Eller har kommunale medarbejdere forvandlet sig til lydige handskedukker, der blot gør, som de får ordre til, og ikke levner plads for overvejelser om ret og rimeligt, om elementær respekt for medmennesket? Om det for eksempel er i orden at gennemføre et politiforhør af en forbryder i stedet for en samtale med en social klient.

Min tiltagende fornemmelse af, at den omsiggribende jagt på socialbedragere er et betændt felt, blev for alvor tændt, da en fynsk kommune i oktober 2011 sammen med bl.a. to andre kommuner lavede en stor razzia på Egeskov Marked.

I første omgang meldte kommunen ud, at 114 bedragere var afsløret. Jeg studsede, da jeg læste, at hovedparten var førtids- og folkepensionister. En måned efter meddelte kommunen, at 149 lovovertrædelser var afsløret. Kommunen skrev sejrsberuset: ’Topscoren blandt lovovertrædelserne er folk, der er på førtidspension, men som alligevel arbejdede på Egeskov Marked for udstillerne eller selv havde en stand …’

Konfronteret af en kritisk journalist erkendte kommunen, at førtidspensionister faktisk må tjene op til 67.800 kr. uden at være kriminelle.

Et par uger senere gjorde kommunen aktionen op: Af de 149 udråbte forbrydere havde én mistet kontanthjælpen, en havde mistet sygedagpengene og fem havde fået reguleret i deres ydelser.

Var der monstro bare en enkelt blandt de kommunale stormtropper, der havde blot et øjebliks betænkeligheder ved at jagte borgere og udnævne dem til lovovertrædere, blot fordi de fornøjer sig med en hobby – at samle gamle ting og sager, hygge sig med vennerne på det farverige marked og forsøge at sælge skramlet for en klatskilling?

For nylig kunne man på DR1 i udsendelserne ’Aktion Socialt Bedrag’ se, hvordan jagten på enlige mødre, er gået helt over gevind. Stik mod hensigten med programmerne, så viste de to første ingen dokumentation for, at de enlige forsørgere havde gjort noget som helst forkert. Hvad der blev dokumenteret var, at de kommunale medarbejdere igen og igen handlede i strid med lovgivningen, har DR's Orientering på P1 bagefter afsløret.

I de første to udsendelser fik seerne serveret forhør af to enlige mødre. Forhørene var ren Kafka, hvor den blotte kendsgerning, at en af kvinderne havde fået en kæreste, og den anden samarbejdede med eksmanden om at passe børnene, når hun har aftenvagt, fik de kommunale forhørsledere til at fastslå med stor autoritet, at så er de ikke længere enlige mødre.

Forkert! var konklusionen fra to eksperter i socialret, som Orientering gennemgik forhørene med.

Den ene kvinde fik at vide, at hun ikke længere var enlig mor, fordi hun ved et par lejligheder havde lånt den nye kærestes bil. Det samme, fordi hun tilstod at have planer om engang i fremtiden at flytte sammen med kæresten. De kommunale jægere havde også fundet et billede på Facebook, hvor hun kyssede kæresten.

Forkert! siger de to socialretseksperter, en universitetslektor og en professor. Ingen af disse forhold rokker en tøddel ved kvindens situation som eneforsørger. Borgeren vildledes af udmeldinger, der er i strid med lovgivningen og afgørelser fra Ankestyrelsen og Ombudsmanden. Og i stedet for at blive vejledt om, hvad hun må og ikke må, udsættes hun for ’politiforhør’ og betragtes som bedrager.

Den hårdt pressede kvinde forklarede så, at hun - for at sikre at der var rene linjer - havde undladt at tage på ferie med kæresten. Den kommunale medarbejder lyser op i triumf og kaster sig ud i et rent Kafkask cirkus. Uanset hvad kvinden havde gjort, vil det blive tolket som bedrag. Var hun taget på ferie med kæresten, var hun ikke længere enlig forsørger og altså socialbedrager. Lader hun være, er det i medarbejderens øjne et klart bevis på, at kvinden vil snyde kommunen og skjule sin reelle sociale status.

Kvinden er rystet og forsvarsløs, og stilles overfor valget at skrive under på, at hun ikke længere er enlig mor og få stoppet hjælpen øjeblikkeligt. Eller - hvis hun ikke skriver under – at få stoppet hjælpen og dertil mødt med et krav om tilbagebetaling fra det tidspunkt, hvor hun fik kæresten. Hun vælger at skrive under. Tilståelsen er i hus! Men på baggrund af den systematiske vildledning og de lovstridige konklusioner er det en underskrift, der ifølge eksperterne ikke er noget værd.

Måske en diskussion værd derude i kontrolgrupperne? Sammen med alt det andet, der kunne trænge til en let, etisk afpudsning.