Billede

"Min undskyldning for at se sådan her ud er medicin. Hvad er jeres undskyldning?"

Erik Buhl (V) er en mand med et lyst sind, et godt bagland, en stærk tro og en humoristisk tunge. Alt sammen godt at have - især når man pludselig bliver ramt af en sjælden sygdom, der møblerer rundt på udseendet og fysikken. Kom med bagom borgmesteren fra Varde, der har sin egen sø, der også er værd at have - sammen med katten.

bagom borgmesteren

Af Hanne Korvig | [email protected]

Erik Buhl (V) går ikke til psykolog, for han har en sø. En lille idyllisk perle, som han og hustruen Lone selv har gravet ud til. De kan se søen fra deres stuehus. Den ligger midt i den store have, som Lone er verdensmester i at passe. 

Det er dér, ved søen, at Erik Buhl lader op eller sidder en stund, når han skal tømme hovedet og nulstille efter en lang arbejdsdag. 

Indimellem dukker et rådyr, en fiskehejre eller en lappedykker op; naturens vidundere der kan slå alle terapeutiske værktøjer - eller det ved Erik Buhl egentlig ikke, om de kan, for han har aldrig konsulteret en psykolog. Men han ved, at ved søen indfinder roen sig, og tiden står stille. For ham.

- Det er en lise for sjælen,  siger han.

Udover rådyr og fugle er der også ægteparrets hunkat. 

Katten, som hedder ‘øh, som hedder … jamen, den hedder, øh … den hedder Mis!’, får Erik Buhl endelig sagt; forfjamsket over overhovedet at blive spurgt om kattens navn. 

I en efterfølgende mail skriver han, at katten, som de i lang tid troede var en hankat, hedder Osvald. Men det er vistnok mest Lone og børnebørnene, der går op i at kalde den det. 

Som regel bor katte på landet mest ude og i driftsbygningerne. Sådan skulle det egentlig også forholde sig hos familien Buhl. Men Osvald har imidlertid taget sig sine friheder og er rykket indenfor i stuehuset og i Lones lænestol. Det afføder nogle diskussioner af og til, kat og kone imellem ligesom med maden, som Mis forventer er frisk, hvilket Erik Buhl nægter at føje. 

- Dens BMI er i forvejen ikke helt efter reglerne, og i øvrigt fanger og spiser den en til to mus om dagen, siger han og vedkender, at han er imponeret over den del. 

Erik Buhl er glad for katten, det indrømmer han, men han savner nu at have hund. Det har han altid haft. Men jobbet som travl og udfarende borgmester passer perfekt til kun at have kat. En weekendtur med Lone af og til giver det også rum for. 

Et godt liv med gensidig respekt 

Stuehuset, søen, konen og katten er i Skovlund. 

På landejendommen som Erik Buhl har overtaget fra sine forældre, den udadvendte og snakkesalige mor og den mere stille og velovervejede far, der var landmand. 

Overtagelsen skete i 1979. Herfra overtog Erik Buhl rollen som selvstændig landmand med malkekøer og siden fedekvæg. Han stoppede som aktiv landmand i 2014, da han blev borgmester i Varde Kommune. Og i dag er der ingen fedekvæg - kun katten. Al jorden på nær halvanden hektar er lejet ud til nabogården.  

Erik Buhl og hans familie er fjerde generation på ejendommen i Skovlund. De har renoveret stuehuset og moderniseret staldbygningen. Erik Buhl har kun været væk fra gården fem år ud af sit 63 årige lange liv. Det var de år, hvor han var ude at arbejde som landmand og var tre måneder i kibbutz i Israel.

Tiden som fuldtidslandmand ser Erik Buhl tilbage på med glæde og taknemmelighed. Vist var det en travl tilværelse, men alle hjalp til, ikke bare Lone, men også de fire børn. Fordi det gør man. 

- Det er en naturlig del af hverdagen og livet. At hjælpe til. Og det blev en tid præget af et stort sammenhold. 

  Jeg synes, det er helt fair at tage det op, og Sofie Linde gjorde det også på en elegant måde, hvis man kan sige det?

Og sammenholdet er stadig intakt og tæt mellem de fire børn, der i dag bor i hver deres jyske by. Det varmer Erik Buhls faderhjerte. Han og Lone har altid gjort meget ud af at lære dem, at gensidig respekt er helt afgørende for at have et godt liv. 

Faktisk er gensidig respekt hovedoverskriften på Erik Buhl og hans liv. Det har det altid været, fortæller han. 

Han har det med sig hjemmefra. Her var de fem børn, der fik det ind med skeer. 

I dag er søstrene henholdsvis sygeplejerske og sundhedsplejerske på efterløn, en bror er pensioneret revisor og den anden bror præst. 

Erik Buhl voksede op lunt og godt i flokkens midte. Det var i øvrigt fra den placering, han lærte sig diplomatiets kunst, fortæller han og griner lidt. 

- Nogle gange var det klogt at holde sig til de store; andre var det klogt at holde sig til de små.

Ikke nogen dårlig erfaring at have med sig som borgmester. En titel han indtil videre og sammenlagt har haft i 16 år. 

Humor og #metoo

Selvom Covid-19 også sætter sit præg på Erik Buhls kommune, og de igen er begyndt at holde flere møder på teams, så sidder Erik Buhl på det kun fem år gamle, topmoderne rådhus under telefoninterviewet. 

Der er to kontorer, fortæller han. Hans og så det, hvor de 275 andre medarbejdere sidder. 

Han griner. 

Det er en ongoing joke, de har kørende på rådhuset: Den, der er mest udfarende, og er der absolut mindst, har et kontor for sig selv.

Humor betyder meget for Erik Buhl og han gør sit til, at den er til stede i hverdagen generelt og på arbejdspladsen. 

Foran borgmesteren – de fremadskuende spørgsmål

Hvad kan du blive bedre til som chef?

At lytte.

Hvad kan du blive bedre til i dit privatliv?

At lægge arbejdet fra mig og være helt tilstede og rydde op efter mig selv. Det har dog været værre. 

Hvad er ikke sket i dit liv, som gerne må ske?

At komme ud og se mere af denne fantastiske verden, når helbred, tid og penge er til det.

Hvad vil du gerne huskes for i din kommune?

Handlekraft og ordentlighed.

Hvad bliver de sidste ord fra dig (i dette liv?) 

Tak for alt. 

 

Ligesom han også gør sit til, at den aktuelle #metoo debat om sexisme, der blev kickstartet af tv-værten Sofie Linde for nogle uger siden, også får plads på gangene på rådhuset i Varde.

Emnet har været på dagsordenen på et hovedmøde i organisationen og skal tages op i byrådet. Både Erik Buhl og hans kommunaldirektør har gjort det meget klart, at chikane - af enhver art - er fuldstændigt uacceptabelt. 

Forekommer det, skal det bringes til torvs med det samme, og alle afdelingscheferne har pligt til at handle på det prompte. Og skulle der være brug for det, så står også kommunaldirektørens og Eriks Buhls døre vidtåbne. 

Gælder det også for mandlige medarbejdere, der eventuelt går og ryster i bukserne over muligvis at have trådt i spinaten?

- Ja. De skal bare komme. Det vil vi håndtere lige så professionelt, siger Erik Buhl. 

Nogle hepper på tv-værten Sofie Lindes afsløringer af sexchikane på arbejdspladsen, andre gør ikke. Erik Buhl tilslutter sig heppekoret. 

- Jeg synes, det er helt fair at tage det op, og Sofie Linde gjorde det også på en elegant måde, hvis man kan sige det?! Men jeg må ærligt sige, at jeg havde håbet, at vi var videre på den front i Danmark.

Lys og mørke

Ligesom gensidig respekt og humor er vigtig for Erik Buhl, så er kristendommen det også - og har været det lige siden hans barndom.

Hele familien var en del af missionshuset, af menigheden og kom fast i kirken. Medmenneskelighed var højt prioriteret, og der var altid rum til at tage sig af og møde skæve eksistenser, der havde brug for lidt mad og en kop kaffe. 

I dag kommer Erik Buhl i kirken, når han kan. En arbejdsuge på 65 timer sætter sine naturlige begrænsninger, men en gang om måneden mødes han og Lone med en gruppe gode venner til bibelkreds. For uindviede udi bibelkredse betyder det, at man samles for at læse og diskutere bibelens tekster.

Man aner en vis forsigtighed hos Erik Buhl, når han fortæller om sin tilknytning til kristendommen, men han bestemmer sig for, at det er fint at fortælle om. Allermest fordi hans kristne livssyn bunder i noget lyst og positivt, hvor man ser muligheder fremfor begrænsninger. 

  Nogle gange var det klogt at holde sig til de store, andre var det klogt at holde sig til de små.

Sortsyn og mørke, som var kendetegnende for de indremissionske kredse i for eksempel forfatteren Hans Kirks bøger om Fiskerne, eksisterer ikke hos Erik Buhl.

Erik Buhls yndlingscitater kan man finde i apostelen Paulus Filipperbrev (4.4) og (4. 6-7), der opmuntrer til glæde og til ikke at bekymre sig. 

- Man kan have en del bekymringer, som ikke bliver til noget, så hvorfor have dem, siger Erik Buhl. 

Selvom troen er stærk er det ikke sådan, at Erik Buhl ikke reagerer på skuffelser og bekymringer i sit liv. Selvfølgelig gør han det, fortæller han. 

Han blev for eksempel vældig skuffet, da han ved sidste kommunalvalg mistede en del personlige stemmer på grund af en debat om skolereformen. En reform, som politikere nemt kan slå sig på, siger han. 

Men i bund og grund prøver han på ikke at samle på skuffelser. Og han har faktisk kun oplevet, at hans tillid er blevet misbrugt to-tre gange i de 31 år, han har været i politik.

- Dét er noget at være taknemmelig for, når man er i politik, siger han. 

At mestre medicin og måneansigt

Taknemmelig er Erik Buhl også over, at det går i den rigtige retning med ham og hans helbred efter, at han i marts 2019 fik konstateret sarkoidose. Sarkoidose er en sjælden sygdom, der rammer immunsystemet, dog uden at være livstruende. 

Erik Buhl havde som de fleste aldrig hørt om sygdommen, da den ramte ham. 

Da han blev indlagt, havde han tabt sig 15 kilo i løbet af nogle måneder, og calcium indholdet i hans krop var alarmerende højt. 

Det tog lægerne ti dage at stille diagnosen.

Familien valgte sammen med Erik Buhls kommunaldirektør at være åben omkring sygdommen.

For det første havde Erik Buhl ikke haft en sygedag i 40 år, så det ville blive bemærket, når borgmesteren var fraværende, og for det andet havde familien positive erfaringer med at være åbne overfor venner og bekendte, da hustruen Lone, 18 år tidligere gennemgik en behandling for brystkræft.

Selvom sarkoidose er kendt for at forsvinde af sig selv efter et års tid eller to, så var diagnosen selvfølgelig en forskrækkelse. Og det gjorde ikke oplevelsen nemmere, at lokalavisen dagen efter pressemeddelelsen fortalte sygdomshistorien flankeret af tre afdøde borgmestre på forsiden.

Det har avisen efterfølgende undskyldt for, fortæller Erik Buhl.

I dag er er der ro på sygdommen, og kroppen fungerer fint, selvom det stadig kniber lidt med fysikken. Erik Buhl kan arbejde, som han gerne vil, men medicinen Prednizolon slipper han ikke for før om et år.

Blå bog

Erik Buhl (V), 63 år.

Borgmester i Varde Kommune siden 2014. 

Borgmester i Ølgod Kommune fra 1998 - 2007.

Uddannet landmand. 

Gift med Lone.

Har sammen en datter og tre sønner på 31, 36, 39 og 41 år.

 

Og det er selvfølgelig træls. Især når bivirkningerne er måneansigt og Michelin krop. 

- Jeg kunne godt bruge en 17-18 centimeter mere i højden til at udligne kropsvægten. Det skal ikke være nogen hemmelighed, siger han og griner. 

Men det var nu værst sidste sommer, det med kiloene. Erik Buhl valgte at tackle det med humor, når han gik på talerstolene:

- Min undskyldning for at se sådan her ud er medicin. Hvad er jeres undskyldning? 

Genopstiller ikke

Efter Hanne Korvigs interview med Erik Buhl, har Erik Buhl offentliggjort, at han ikke genopstiller ikke til KV21, og Varde skal dermed have ny borgmester fra 1. januar 2022. Erik Buhl forsætter på borgmesterposten frem til udgangen af 2021, oplyser kommunen.

- Til næste valg har jeg rundet 65 år og har arbejdet med kommunalpolitik i 32 år, heraf ni år som borgmester i Ølgod og otte år i Varde. Beslutningen er truffet i tæt samspil med min familie, og jeg ser frem til mere tid sammen med dem. Der vil forhåbentligt også være andre opgaver at tage fat på - med lidt mindre tidsforbrug end borgmesterjobbet.

- Varde Kommune er i god gænge, og der er mange spændende muligheder forude. En god udligningsreform, en stabil daglig drift og masser af energi i vores lokalsamfund er et godt fundament for en spændende fremtid, fremgår det af omtalen i DK Nyt.

 

Det svære valg

Hvilke råd vil du give videre til din efterkommer, når tid er?

- Vær dig selv! Det er det allervigtigste. Man kan ikke være en anden i så lange perioder.

- Vær velforberedt.

- Mød alle kolleger med respekt.

- Undervurder aldrig en situation. Kalkuler risici. Vær skarp.

- Laver du fejl, stå ved det.

Har du en helt?

- Christian Mejdahl (V), tidligere landmand, formand og næstformand for Venstres folketingsgruppe. Jeg har haft fornøjelsen af ham flere gange på Hammerum Landbrugsskole, hvor han var formand i en årrække. Utrolig ansvarlig og altid beredvillig. 

Og så Barack Obama. Ham nærer jeg dyb respekt for. Hans måde at agere på, hans måde at tale på. 

Hvad med Lone?

- Selvfølgelig. Der er ingen tvivl, om at hun har fået ualmindelig meget tid til at være sig selv, men nu har vi snart 42 års bryllupsdag, så jeg tænker, at det har været okay. 

Erik Buhl griner og bliver alvorlig igen.

- Jeg kan i hvert fald sige, at uden hende og hendes opbakning kunne jeg slet ikke have med alt det her at gøre, tilføjer han.

 Manden med søen, konen og katten, der ikke behøver en psykolog. 

Navne

Politikerliv

Tilmeld dig nyhedsbrevet