Kommunen.dk
MENU

Michael Fenger er omgivet af goodwill

Hans fortid som professionel håndboldspiller har givet ham masser af fortrin, men automatisk rigdom opnår man hverken som borger eller borgmester i byen, hvor langtfra alle har guldhaner. Kom med bagom borgmesteren i Gentofte.

Michael Fenger er omgivet af goodwill

Hans fortid som professionel håndboldspiller har givet ham masser af fortrin, men automatisk rigdom opnår man hverken som borger eller borgmester i byen, hvor langtfra alle har guldhaner. Kom med bagom borgmesteren i Gentofte.
I 2021 blev Michael Fenger (K) borgmester i Gentofte Kommune. En post han aldrig havde været i nærheden af at få, hvis ikke han havde en fortid som håndboldspiller på herrelandsholdet. Det har givet ham en masse goodwill; som han selv siger: Jeg har meget at takke håndbolden for.
I 2021 blev Michael Fenger (K) borgmester i Gentofte Kommune. En post han aldrig havde været i nærheden af at få, hvis ikke han havde en fortid som håndboldspiller på herrelandsholdet. Det har givet ham en masse goodwill; som han selv siger: Jeg har meget at takke håndbolden for.
Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Michael Fenger (K) er født på Frederiksberg i 1962. Opvokset med en storesøster og lillebror i en villa i Gentofte.

Faren var, ligesom otte generationer før ham, læge. Moren læste også til læge, men blev i stedet cand.mag. i engelsk og historie, gymnasielærer og translatør.

Michael Fenger er uddannet cand.polit.

Tidligere professionel håndboldspiller på herrelandsholdet 1982-1993. Kendt som en af ’bolsjedrengene’ (landsholdets spillertrøjer var i rød-hvide bolsje-striber under OL), der spillede sig til en fjerdeplads ved OL i 1984.

Michael Fenger har bl.a. arbejdet som salgs- og økonomidirektør i virksomhederne Gildhøj Privathospital og OPA Privathospital.

Han har to voksne sønner fra sit første ægteskab og er i dag gift med Charlotte, som har én voksen søn.

I sin fritid ser Michael Fenger film og sport på tv, fodbold, håndbold og tennis, sammen med sin kone. Han vedligeholder kroppen med spinning og vægttræning og læser krimier i sine ferier.

Valgt til Gentofte Kommunalbestyrelse i 2009 og overtog borgmesterposten efter Hans Toft (K) i 2021.

Michael Fengers vigtigste mærkesag er de unges trivsel.


Michael Fenger -  professionelt

Lad os begynde med en fordom - eller et faktum?: Afholder I kommunalbestyrelsesmøderne på Gentoftes golfbaner?

Vi har ikke nogen golfbaner i Gentofte Kommune. Så der røg den, din fordom. Vi holder møderne på rådhuset og spiser kold mad i kantinen bagefter. Jeg har også overtaget Hans Tofts borgmesterbil. Den er over 25 år gammel. Aircondition i den foregår ved, at man ruller vinduet op og ned.

Men så ekstra rejer på smørrebrødet da?

Nej, igen må jeg skuffe dig. Det er jo borgernes penge, vi rutter med, så vi bruger dem fornuftigt. Men du er inde på noget; der er masser af fordomme om Gentofte.

Hvad er den allerstørste fordom om Gentofte?

At vi er super-velhavende, har masser af penge. Og det har 20 pct af familierne herude også, mens cirka 60 pct. af Gentoftes borgere tjener en løn, der svarer til en sygeplejerske- og skolelærerløn eller lavere. De fleste af dem bor i etagebyggeri; typisk toværelses lejligheder. Det er Strandvejen, der driver Gentofte Kommune. Den gør, at vi, set i forhold til indkomst, er en af landets rigeste kommuner.

Er der overhovedet noget svært ved at være borgmester i en rig kommune som Gentofte?

Det største problem er vores image; at vi er superrige. Det er efter min mening et fejlagtigt image, som koster Gentofte en masse penge. Hver gang der er udligning, så skal vi til lommerne. Betale ek-stra. Det er jo også et image, der sætter os i bås. Da min søn gik på handelsgymnasium i København, blev han spurgt, om det var rigtigt, at alle i Gentofte havde guldhaner på toilettet? Det var sikkert sagt i spøg, men det er jo fordomme. Når det så er sagt, så har vi jo en masse ressourcestærke borgere, som klart er et aktiv for kommunen, men det er også borgere, som udfordrer forvaltningen mere, end man ser i andre kommuner. De er mere kritiske og tager advokater med til møderne. Det betyder, at vi må holde os vågne. Vi skal have læst på lektierne.

Jeg har lært at håndtere store egoer. Jeg ved, at det er teamet, der vinder og ikke den enkelte, og jeg har prøvet at være kendt og være en del af mediecirkusset.

Du nævner ofte selv dit fokus på de unges trivsel. Jeg har læst, at de unges forbrug af stoffer og rusmidler er højere i Gentofte end gennemsnittet. Hvad tænker du, det handler om?

Grundlæggende tror jeg, det handler om en perfekthedskultur, som hverken du eller jeg forstår, fordi vi ikke selv har oplevet det. Vores unge skal være perfekte i skolen, socialt og på de sociale medier. Og de har en følelse af, at det er deres eget ansvar at leve op til det. Dengang du og jeg var unge, var kollektivet det vigtigste. Vi blev opdraget til fællesskab; folkeskolen var et fællesskab. I dag føles presset på vores unge individuelt. Og for at mindske det pres dulmer de sig med rusmidler.

Hvordan hjælper I de unge med det?

Vi prøver først og fremmest at have en åben dialog om det – både med de unge og også deres forældre. Vi er begyndt at lave spørgeskemaer, hvor vi spørger eleverne fra 7. klasse til og med 1.g, hvor meget de ryger og drikker. Så kommer vi ud i de enkelte klasser og fortæller dem om facts, om hvordan billedet ser ud hos dem. Vi snakker trivsel med dem, hvad er god trivsel, hvad er dårlig? Efter sommerferien starter vi et såkaldt trivselsfag for 6. klasserne og op; vi må ikke kalde det et fag, men det er på skemaet. På den måde vil vi forsøge at nå ud til alle. Vi har ligesom mange andre kommuner gratis psykologhjælp, men det er ikke alle, der benytter sig af tilbuddet, selvom de kunne have brug for det.

Du har været professionel håndboldspiller. Hvilke tricks og taktikker fra banen bruger du i jobbet som borgmester?

At være en del af elitesporten har på mange måder givet mig gratis træning i at være borgmester: Jeg har lært at håndtere store egoer. Jeg ved, at det er teamet, der vinder, og ikke den enkelte, og jeg har prøvet at være kendt og være en del af mediecirkusset. Det sidste kan være ret ubehageligt, hvis man ikke har prøvet det før. Jeg syntes ikke selv, at det var ubetinget dejligt, da jeg var ung og pludselig blev kendt. Jeg var meget genert og konfliktsky og et klassisk mellembarn, der var optaget af at glatte ud og sørge for, at alle havde det godt.

Sportsverdenen har præget mig meget og har grundlæggende lært mig at arbejde hårdt. Jeg har lært, at resultater kræver en vedvarende indsats. Og så er håndbold jo en meget ærlig sport. Man kan ikke rigtig snakke sig ud af, at man har brændt et skud eller lavet en dårlig aflevering, dækket forkert op, vel? Så jeg forsøger altid at være objektiv omkring mine egne og andres præstationer.

Jeg var slet ikke blevet politiker, hvis ikke, jeg havde spillet på landsholdet og var en lokal kendis, der var attraktiv at få på den konservative liste.

Håndboldtræner Nikolaj Jacobsen er kendt for at være en hyggeonkel, men også en hidsig fyr, der forlanger rigtig meget af sine spillere. Hvordan er du som chef?

Jeg har temperament, men meget få ville sige, at jeg er hidsig, snarere det modsatte, tror jeg. Jeg tilpasser mig situationen, stiller mig midt på banen, men jeg ved, at jeg altid skal være på forkant og tænke taktisk. Jeg er også ambitiøs og har grundlæggende tillid til andre mennesker. At ikke alle lever op til det er, hvad det er. Men at have tillid til mine medmennesker er vigtigt for mig.

I 1986 blev du kåret som årets håndboldspiller. Kommer du til at blive en ”årets borgmester”?

Nu er der ikke noget, der hedder årets borgmester, og jeg ville nok heller ikke stille op til det, hvis der var, men om jeg bliver en af dem, man husker? Det ved jeg virkelig ikke. Min ambition er at gøre Gentofte til et endnu bedre sted, end da jeg overtog posten. Jeg tager det trin for trin, ser, hvad det bærer til, men jeg drømmer ikke om at sidde i 28 år som Hans Toft. Så ville jeg også være 88 år, det kan jeg ikke anbefale nogen. :


Michael Fenger - privat

Bor du selv på Strandvejen?

Nej, jeg bor i en lejelejlighed ved Hellerup Station.

Okay, så man ser ikke dig i hvide tøfler og badekåbe på din private badebro om morgenen?

He he. Nej, der må jeg skuffe dig igen. Jeg er i øvrigt ikke særlig glad for vand. Jeg kan ikke lide at få hovedet under vand. Jeg lærte først at svømme som voksen.

Nå, men så bor du i en god lejelejlighed på 250 kvm?

Nej, jeg må skuffe dig. Den er 120 kvm. Men den er dyr. Det er lejligheder jo herude, ligesom i København.

Hvad er det vigtigste, du har med hjemmefra?

Rummelighed. Respekt over for anderledes tænkende. Min far og mor er meget troende, min mormor og morfar også. De var missionærer i Swaziland i Sydafrika. Min mor ville have, at mine søskende og jeg lærte dem at kende, så vi boede hos dem i tre-seks måneders perioder. De boede i bushen, hvor de havde oprettet en missionsstation med børnehjem og skole; et liv, som vi blev en del af. Vi oplevede også apartheidstyret i Sydafrika, som gjorde stort indtryk på os. Jeg kan selvfølgelig have fordomme som alle andre, men jeg er generelt meget fordomsfri og tolerant overfor andre.

Er du selv troende?

Nej. Det ville ellers have være dejligt, jeg kan jo se, hvor meget troen har betydet for min forældre og bedsteforældre, og jeg har stor respekt for det, men jeg har ikke selv fundet troen på Gud. Mine søskende og jeg blev taget med i kirke, indtil vi var 10-12 år, så måtte vi selv vælge. Kirken var et tilbud til os på linje med andre ting, sportsaktiviteter fx. Ingen af os valgte kirken. Jeg valgte fodbold og håndbold.

Dine forældre flyttede til Grønland …

Ja, da jeg var 14 år. Min far fik arbejde som læge og var læge deroppe i 22 år. Jeg tog ottende klasse deroppe og tog derefter hjem sammen med min søster for at afslutte niende klasse og starte i gymnasium. Mine forældre havde en villa i Gentofte, som de var nødt til at beholde til os, fordi vi nægtede at gå på kostskole. Vi var glade for vores liv i Gentofte, hvor vi havde gået i skole, gik til håndbold og havde vores venner. De lyttede til os, tog os seriøst, men det betød, at min mor måtte pendle mellem Grønland og Gentofte for at se til os, mens vi gik i gymnasiet. Det betød også, at vi havde nogle virkeligt gode fest-lokaler og aldrig havde problemer med vores forældre, fordi de sjældent var der. I dag deler mine forældre villaen med min søster.

Bærer din krop præg af at have dyrket sport på topplan? Siger din kone: ”Kæft, du holder dig altså godt,” når du står ud af sengen om morgenen?

Nej, det gør hun ikke. Hun er selv triatlet og træner meget, så hun er svær at imponere, he he. Men jeg er stadig i rimelig fysisk form. Jeg vejer fem kilo mere, end jeg burde, men jeg har stadig masser af muskler. Lidt slidt hist og her, nok mest i ryggen, men jeg ligner ikke en, der er ældre end 60.

Er der forever goodwill, når man har spillet på et landshold? Bliver du (stadig) mødt af starstrucked folk?

Ja, man er ofte foran 1-0, når man går ind i en relation. Man har noget positivt omkring sig. Når jeg fx går rundt på plejehjemmet og ønsker godt nytår, så er der altid nogen, der kan huske mig, har set mig spille. Der var jo kun én kanal dengang. Folk husker Michael Fenger i bolsjetrøjen. Man får generelt bare en masse goodwill, og så gælder det jo om at bevare det fortrin. Det samme gælder, når man er borgmester. Der er goodwill. Og så er det op til en selv, om der skal stå 1-0, 3-0 eller minus 2. Du kan hurtigt ødelægge din gode aura, hvis ikke du opfører dig ordentligt.

Hvad er det største vendepunkt i dit liv?

Jamen det må være at komme på landsholdet. Det har betydet så meget for mit liv. Det fik mig ud af min komfortzone, jeg gik fra at være en genert fyr til at være anfører på et hold. Det har trænet mig som leder, som menneske, givet mig udadvendthed, jeg har fået bedre jobs og en bedre politisk placering på vælgerlisten. I det hele taget var jeg slet ikke blevet politiker, hvis ikke jeg havde spillet på landsholdet og var en lokal kendis, der var attraktiv at få på den konservative liste. Jeg skylder håndbold mange ting. Jeg har fået nogle muligheder, som en ”normal” Michael Fenger ikke ville have fået.

To ægteskaber – hvad har det lært dig om dig selv og det at være gift?

Jeg tror, jeg har lært noget om balance. At det handler om at finde den rigtige. Det siger jeg også til mine børn. Hvis der opstår en ubalance et sted, så slider det hurtigt på hele ægteskabet. Det er jo altid udfordrende og krævende at leve sammen med et andet menneske, men også enormt spændende og udviklende. Min første og anden kone har meget forskellige personligheder, og de er begge mine modsætninger. Det er min oplevelse, at vi tiltrækkes af vores modsætning, og det skaber jo i sig selv en iboende konflikt, der kan antændes, hvis der opstår en ubalance. Fx når den anden i starten bliver tiltrukket af noget, som han/hun i længden synes er helt forfærdeligt. Balance og modsætning er vigtig. Balance bliver vigtig, fordi du er en modsætning. 

Du hedder rigtigt Peter Michael. Hvor er Peter?

Grunden til mit dobbeltnavn er, at mine forældre syntes, jeg selv skulle have lov at vælge på et tidspunkt. Og så var det vigtigt for dem, at vores navne kunne udtales på engelsk, fordi de ikke vidste, hvor vi ville ende i verden. Men Peter gled ud i folkeskolen, fordi der var en anden i klassen, der hed Peter, og min mor har altid kaldt mig Michael. Så Peter Michael er blevet et cpr-navn. Når Peter Michael bliver råbt op i venteværelset hos lægen, bliver jeg altid lige lidt usikker: Er det mig, de snakker om?

Du spiser sikkert bolsjer på livet løs?

Nej, jeg spiser meget sjældent bolsjer. Jeg kan godt lide dem, men jeg er ikke en bolsjedreng. Desværre. Jeg kan bedre lide guldkarameller.

Hvad med guldhaner?

Jeg har aldrig set en.

Hurtige skud på Michael Fenger

Golf eller skak: Skak

Café eller værtshus: Café

Privat eller folkeskole: Folkeskole

Klassisk eller popmusik: Popmusik

Bænk eller dansegulv: Dansegulv

Gourmet eller gammeldags mad: Gourmet

Krimi eller komedie: Krimi

Interrail eller all inclusive: All inclusive

Ulrik Wilbek eller Nikolaj Jacobsen: Nikolaj Jacobsen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR