Alvorlige sagsbehandlingsfejl, manglende oplysninger og forkerte beslutninger. Ankestyrelsen omgjorde i gennemsnit 15 kommunale sager på social- og beskæftigelsesområdet om dagen sidste år. 

Særligt handicapområdet har problemer med loven. Her er hele 33 pct af Ankestyrelsens klagesager gennem næsten et årti omgjort, fordi kommunerne ikke overholdt loven. 

Alligevel slipper kommunerne for straf. 

En lang række organisationer efterspørger konsekvenser for kommunerne. Det samme gør to forskere i socialret. De fortæller til Kommunen.dk, at de har fået nok af år efter år at se kommunale lovbrud og fejl i forvaltningen, uden at der har været radikale ændringer. 

- Kommunerne bliver ikke straffet. De bliver nærmest belønnet, når de begår lovbrud, sådan som systemet fungerer i dag, siger John Klausen, professor i socialret på Aalborg Universitet. 

- Kommunerne er ikke forbryderiske, men lige nu er der intet, der motiverer dem til at overholde loven. De eneste, der mærker konsekvensen af kommunernes lovbrud, er borgerne. Det kan ikke være rigtigt, siger professor i socialret Kirsten Ketscher. 

Lovbrud i fuldt dagslys

En lang række af tilsyns- og kontrolmyndigheder kigger kommunerne over skulderen i sagsbehandlingen og klagesager. Og hvert år påpeger de flere fejl og lovbrud i kommunernes forvaltning, mens borgere må vente for længe eller helt forgæves på ydelser, de har krav på. 

Ikke kun borgere og medier er efter kommunernes beslutninger. Myndighederne reagerer jævnligt, når de får øje på et lovbrud. Ofte udløser det klager og kritik. Eller omgørelser og udtalelser. Men spørgsmålet er, om de reaktioner er nok til at sikre tilliden til kommunerne og sikre borgernes retsikkerhed.

For hvad er de juridiske konsekvenser, når Rigsrevisionen kritiserer, at en tredjedel af klagesagerne på handicapområdet i 2013-2021 blev omgjort, fordi kommunerne ikke havde overholdt loven? Eller når børnesagsbarometrets stikprøve-undersøgelse viser, at kommunerne overholder flere centrale lovkrav i blot halvdelen af sagerne?

Kommunen.dk har spurgt to juraeksperter på socialområdet, om det giver mening at straffe kommuner for deres fejl.  De peger på, at tiden er inde til at overveje straf og økonomiske sanktioner. 

Flyttekasser og tillidstradition 

Straf til embedsværket og de offentlige myndigheder har historisk ikke været en del af den juridiske værktøjskasse i Danmark. Det skyldes, at det juridiske system og klagesystemet har nedarvet principper, der går helt tilbage til enevælden, hvor man reelt ikke kunne klage over kongens afgørelser. 

Løbende har den juridiske praksis udviklet sig til at være, hvad Kirsten Ketscher kalder “myndighedsvenlig”, hvor man tager større hensyn til kommuner og myndigheder end til borgerne. 

- Forvaltningslovens principper stammer fra en tid, der ikke var demokratisk. I det juridiske system er der indlejret en høj grad af myndighedsvenlighed. Og det bliver til kommunernes fordel, når de ikke overholder loven, siger hun. 

Kirsten Ketscher mener, at tiderne er blevet mere gunstige i forhold til at sætte fokus på problemerne ved myndighedsvenligheden og tale om egentlig straf til myndighederne.

- Kommunerne skal ikke straffes efter straffeloven eller sendes i fængsel. Men det skal koste noget, når man ikke overholder reglerne. Ellers er der lige nu ikke motivation til at gøre det, siger hun.

John Klausen mener også, at der bør gøres noget. Han undrer sig over, at der år efter år kan være kommuner, der har “tårnhøje” omgørelsesprocenter på trods af, at kommunalbestyrelserne hvert år på et møde skal behandle omgørelsesprocenterne på socialområdet. 

Og de forsøg, man hidtil nationalt har sat i værk, har ikke haft en effekt, mener han. 

- Som systemet fungerer i dag, bliver kommunerne belønnet for at træffe ulovlige afgørelser. Som borger kan der gå et halvt år, før en klagesag bliver omgjort, men borgerne kan ikke altid få ydelsen med tilbagevirkende kraft. Det velfærdstab sparer kommunerne penge på, siger han og fortsætter:

- Jeg siger ikke, at kommunerne bevidst spekulerer i det, men reelt virker systemet sådan. Den sagsbehandling, borgerne udsættes for, skal være i orden - og lige nu går det ikke godt. Hvis der skal ske radikale ændringer, er der behov for andre virkemidler end dem, man har forsøgt sig med. 

Bøder og autorisation

I Danmark slynger myndighederne om sig med bøder til private. Men bødeblokken bruges sjældent, når  kommunerne bryder loven.

Den praksis er der flere argumenter for.

For hvis man indførte bøder som straf for kommunale lovbrud, ville man blot rykke penge fra kommunekassen over i en anden offentlig kasse.  Det kunne føre til forringelser i servicen til borgerne og en drænet kommunekasse, hvorefter kommunen måtte bede staten om hjælp og flytte penge fra statskassen til kommunekassen igen.

Alligevel valgte man med bred politisk opbakning at indføre gdpr-bøder for blandt andet kommunerne, efter at EU-lovgivningen gjorde det frivilligt for medlemsstaterne at bruge straf som motivation.

- Overholder man ikke reglerne om databeskyttelse, er det en alvorlig sag, som skal have mærkbare konsekvenser. Derfor har regeringen besluttet, at også offentlige myndigheder skal kunne få bøder, hvis de overtræder reglerne, udtalte daværende justitsminister Søren Pape (K) dengang til Politiken.

KL har ikke ønsket at stille op til interview om de to forskeres ønsker om muligheden for straf. 

Nødvendige serviceforringelser

Trods nybruddet har bøder ikke bredt sig til social og børneområdet. John Klausen undrer sig over kommunernes fokus på gdpr sammenlignet med andre områder.

- Det virker helt ude af proportioner, hvor meget kommunerne fokuserer på at overholde gdpr-reglerne i forhold til lovgivningen på handicapområdet. Det er svært ikke at se en sammenhæng mellem risikoen for bøder og opmærksomheden på lovgivningen.

John Klausen mener ikke, at kasse-argumentet eller risikoen for serviceforringelser skal stå i vejen for at indføre bøder. 

Han vedkender, at bøder kan have den effekt, at kommunerne nedprioriterer områder for at rette op på andre for at undgå sanktioner. 

Men det må være en nødvendig konsekvens, mener han.

- Kommunerne kan på visse områder lovligt nedsætte serviceniveauet. Men hvis der er noget, der bliver nedprioriteret  i strid med lovgivningen, så må man reagere på det. Der er en risiko for, at man bare flytter problemerne over på andre områder, siger han. 

- Spørgsmålet er, om problemerne på social- og børneområdet er så store, at det er nødvendigt at gøre noget, der virker. Desuden er det utvivlsomt, at bøder har en effekt. 

John Klausen fortæller, at bøder kan være med til at ændre kommunal adfærd. Han mener ligefrem, at indførelsen af økonomiske konsekvenser vil have en voldsom effekt på omgørelsesprocenterne. 

- Hvis der var en konsekvens, hver gang kommunerne får omgjort en sag, så vil man efter kort tid se omgørelsesprocenterne falde markant. Der er ingen tvivl om, at kommunerne ville prioritere at undgå bøderne og dermed overholde loven. 

Han påpeger samtidig, at økonomiske sanktioner ikke nødvendigvis generelt sikrer hverken høj retssikkerhed eller høj kvalitet for borgerne. 

- Alle former for straf er utroligt målrettede. Ligesom stærekasser på vejen. De er effektive til at få farten ned 100 meter før kassen, men de ser ikke ud til at have en effekt, når bilisten er kørt forbi. Straffemekanismer ser ud til at virke på samme måde med myndigheder, siger han. 

Den statslige refusion på beskæftigelsesområdet har tidligere været brugt til at sanktionere kommuner, der ikke overholdt bestemte regler. Dette var dog kun effektivt til at sikre, at lige præcis disse formelle regler blev overholdt.

Derfor er det ifølge John Klausen vigtigt at være bevidst om målet med en straf og tænke over implementeringen, så den rammer bedst muligt.

Godtgørelser og erstatning

I Danmark har vi overladt det til de civile domstole at afgøre, om der skal udbetales erstatning og godtgørelser i sager mod det offentlige. 

Både John Klausen og Kirsten Ketscher forklarer, at det er en dyr, langsom og utilgængelig vej at klage over afgørelser for de fleste danskere. 

Det bevidner Børns Vilkår, der siden 2013 har gennemgået mere end 650 sager om myndigheders erstatningsansvar. De har blandt andet konstateret, at sager, der kommer for retten, i mange tilfælde lander på sagsomkostninger på over en mio. kr. 

-  Det er utroligt svært at føre en retssag. Det er kun meget få forundt. I sager om, hvorvidt et barn skulle være fjernet eller ej, er børnene blevet voksne længe inden dommen. Man bliver nødt til at tænke nyt, siger Kirsten Ketscher. 

Og selv hvis man fører en sag med krav om erstatning mod en kommunes klart ulovlige afgørelse, kan det ende med at falde ud til fordel for kommunen. Det skete i den såkaldte svømme-pigesag. 

Her blev en mentalt handicappet pige uberettiget frataget sin ledsagerordning til svømning, da hun fyldte 18 år. Selvom Ankestyrelsen flere gange kendte Lolland Kommunes fratagelse uberettiget, kom sagen for byret, landsret og siden højesteret, hvor det blev slået fast i alle instanser, at pigen ikke havde ret til økonomisk godtgørelse trods kommunens ulovlige afgørelse.

- Der er en lang række områder med lovbrud, hvor kommuner ikke har ydet, hvad de burde, og hvor den eneste taber er borgerne. Der er ingen tvivl om, at kommunen ikke gjorde det, den skulle, og til trods for velfærdstabet hos pigen var der ikke grundlag for en godtgørelse. I princippet tabte pigen, mens kommunen vandt, siger John Klausen. 

Både Kirsten Ketscher og John Klausen peger på godtgørelser til borgere, der lider velfærdstab på grund af lovstridige afgørelser eller sagsbehandling, som en mulig straf. 

Kirsten Ketscher forestiller sig et nyt erstatningsnævn eller at give bemyndigelse til, at Ankestyrelsen kan pålægge kommuner at betale godtgørelse til en borger i sager, hvor kommunen har handlet ulovligt. 

- Man kan fastsætte en godtgørelse ud fra den ulempe, borgeren har været udsat for. Det vil motivere kommunerne til at overholde loven. Og det vil skabe tillid til forvaltningen, siger hun. 

Men forslaget om at give Ankestyrelsen bemyndigelse til at afgøre, at kommuner skal betale godtgørelser for sagsbehandlingsfejl i omgjorte sager, er ikke politisk uberørt. 

I 2020 blev et forslag fra DF om lige netop sådan en bemyndigelse nedstemt af Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og De Konservative. SF stemte hverken for eller imod forslaget. 

Uudnyttet potentiale i grundloven

De to forskere er dog ikke de eneste, der mener, at godtgørelser kan være vejen frem. Flere organisationer mener også, at borgernes retssikkerhed tilsidesættes i det nuværende system på børne-, handicap- og resten af socialområdet, og at der er brug for kontant straf.

Børns Vilkår mener, at der er brug for et nyt erstatningsnævn til sager med alvorlige kommunale sagsbehandlingsfejl og omsorgssvigt af børn. 

Organisationerne Justitia, Ældre Sagen, FOA, Selveje Danmark, KFUM’s Sociale Arbejdes Retshjælp og Scleroseforeningen har også for nylig talt for, at kommunerne skal have bøder, når de fejlagtigt tager ydelser fra borgerne. Ifølge dem bør Ankestyrelsen have bemyndigelse til at vurdere, om kommunerne skal betale en godtgørelse for borgernes velfærdstab.

Forslaget kommer på baggrund af, at organisationerne ser en “skadelig udvikling” for retssikkerheden på socialområdet. 

En helt tredje vej ligger dog gemt i en grundlovsændring fra 1953. Ændringen medførte en mulighed for at oprette en forvaltningsdomstol til at afgøre tvister mellem borgere og det offentlige. I Danmark har vi aldrig brugt muligheden, selvom en lang række af vores nabolande bruger forvaltningsdomstole og dermed gør det lettere for borgerne at føre sager mod myndighederne.

I flere år har skiftende partier flirtet med tanken. Både Venstre og De Radikale har tidligere fremsat lovforslag om forvaltningsdomstole, og Alternativet har i denne måned også fremsat et lovforslag om en forvaltningsdomstol, der skal kunne straffe kommunerne. 

Forsvarlig forvaltning

Begge forskere peger også på, at en mulig strafaktion for gentagende lovbrud og for høje omgørelsesprocenter simpelthen kan være at fratage kommunerne et område. 

Kirsten Ketscher mener, at det er på tide, at man fratager kommunerne handicap- og børneområdet. Hun påpeger, at man i Norge har et juridisk begreb kaldet forsvarlig forvaltning, som er en juridisk betragtning af, om det er forsvarligt at overlade et sagsområde til en given myndighed. 

Det begreb ville de danske kommuner falde under på handicap- og børneområdet, mener hun.

- Det siger sig selv, at man ikke bare kan bryde loven. Men det gør kommunerne uden straf. Områder med afgørelser, der har så enorme konsekvenser for borgerne som handicap og børneområdet, kræver forsvarlig forvaltning. Kommunerne har ikke en sammensætning, der gør det muligt at forvalte forpligtelsen ordentligt på de områder. 

- Alligevel har man en tyrkertro på, at det er det allerbedste, at kommunerne fumler med de områder. Det er svært at se fornuften i. At fratage dem områderne ville være bedre for borgernes retssikkerhed.

John Klausen påpeger, at man for nylig har frataget kommunerne ansvaret for seniorførtidspensioner på grund af problemer med forvaltningen af området. Men at fratage kommunerne ansvaret for et område er dog ikke uden udfordringer, mener John Klausen. 

- Grunden til, at socialområdet er kommunalt, er jo, at det er vigtigt, at det er lokale og nære myndigheder, der forvalter det. Det er en god grund. At fratage kommunerne et område har en række udfordringer. At indføre straf som bøder og godtgørelser er derimod mere ligetil. 

John Klausen mener derfor også, at det er et greb, som Folketinget bør overveje at indføre. 

- Der har været en række initiativer for at rette op på de høje omgørelsesprocenter de seneste år. De har dog ingen virkning haft. Der er et problem med respekten for at overholde loven i nogle kommuner.

- Hvis man indførte reelle konsekvenser, ville der også være meget mere fokus på at overholde loven og sikre, at borgerne får de ydelser, de har krav på, siger han.