Skattestoppet har nu i realiteten fastlåst skatteprocenten i hver enkelt kommune, men på forskellige niveauer. Jeg tror ikke, at sådan en struktur er holdbar. Og jeg tror ydermere, at skattestoppet i mellemtiden på paradoksal vis derved har fået en udgiftsdrivende effekt.

Den seneste budgetrunde for 2011 viste for alvor sådan en fastlåsning. Ganske vist får kommunerne en skatteramme for alle kommuner under ét, men da ingen kommuner har incitament til at sænke skatten, kan ingen heller sætte skatten op.

Dog muliggør et par mekanismer meget begrænsede ekstra kommunale udgiftsforhøjelser:

Den ene mekanisme er den mellemkommunale forhandlingsmekanisme. I forbindelse med 2011-budgetterne gav en sidste mellemkommunal forhandlingsrunde plads for flytning af skatteprocenter mellem nogle få kommuner svarende til omkring 2 promille af kommunernes samlede skatteudskrivning.

Den anden mekanisme består af to statslige puljer for tildeling af ekstra penge til nogle kommuner. Dels puljen for vanskeligt stillede kommuner, dels puljen for skatteforhøjelser. Det er henholdsvis 2 og 1 promille af kommunernes samlede udgifter, som kan dækkes af disse to puljer.

CEPOS har i en ny analyse undersøgt, hvordan puljerne for tildeling af ekstra penge til kommunerne fungerer. 

Det er ikke de kommuner, som er blevet ramt særlig hårdt af det økonomiske tilbageslag, der særligt tilgodeses ved fordeling af penge til særligt vanskeligt stillede kommuner. Derimod er der givet ekstra penge til kommuner, som har svage socioøkonomiske strukturer og lavt beskatningsgrundlag. Og så er der blevet givet flere penge til de kommuner, som ikke har styr på deres egen økonomi, men er på vej til at skulle under administra­tion.

Det forholder sig lidt anderledes med skattepuljen, for her skal kommunernes borgere jo selv punge ekstra ud. Vi finder ikke kommunerne med manglende evne til at styre deres egen økonomi i ansøgerbunken til skattepuljen. Derimod har disse kommuner særlig store udgiftsbehov, relativ høj skat og relativt lavt beskatningsgrundlag. Her er tale om kommuner, som står med en særlig hård afvejning mellem et relativt lavt serviceniveau eller at forøge en relativt høj kommunal beskatning for at opretholde et blot gennemsnitligt serviceniveau.

Denne anvendelse af puljerne for ekstra penge til kommuner peger på to helt afgørende hensyn, som forfølges af staten og kommunerne:

For det første bruges muligheden for at tilføre ekstramidler til nogle kommuner som brandslukning. Kommuner, som ikke har styr på deres egen økonomi, får tilført ekstra penge, så de manglende styringsevner ikke fremtræder så tydeligt, og så det så vidt muligt undgås, at de må under administration.

For det andet ser det ud til, at regeringen særligt ønsker at tilgodese kommuner med lavt serviceniveau, så der nås et mere ensartet niveau i alle kommuner. Og modsat er det især kommuner, som ikke kan holde et gennemsnitligt serviceniveau for en gennemsnitlig skat, som presser på for at få flere økonomiske muligheder. Med fastlåsningen af kommunernes skat har kommunerne mistet noget af kommunesystemets oprindelige egetansvar, og særligt kommunerne, som er blevet låst fast på et relativt lavt niveau, ser ud til at have svært ved at acceptere dette. Dermed er strukturen med fastlåsning af skatten på forskelligt niveau nok ikke holdbar på bare lidt længere sigt. Og det er meget muligt, at skattestoppet i mellemtiden på paradoksal vis derved har fået en udgiftsdrivende effekt. Kommuner med beskedne udgifter ved nu, at de ikke selv må sætte skatten op, og at større udgifter altså kun kan muliggøres ved flere penge fra staten. Det er dermed blevet ’gratis’ at presse.

Det langsigtede perspektiv er, at når vi bevæger os i retning af ensartethed i kommunernes service, så forsvinder behovet for kommunalt selvstyre. Det er det, som vi så med amterne og deres sygehuse og gymnasier. Her blev de decentrale prioriteringer helt sløjfet med strukturreformen, så niveauet for gymnasier og hospitalsbehandlinger nu er ens over hele landet. Regionerne er i realiteten rene produktionsorganisationer. Med mindre kommunestyret grundlæggende reformeres, så kommunerne gives et større selvstændigt ansvar og kommer til at bære de fulde samfundsøkonomiske konsekvenser af deres egne beslutninger, så er det ved at være relevant at omforme kommunerne efter den samme model. Økonomien er kommet under kontrol i regionerne, og de producerer stadig flere ydelser for pengene. Det samme kan ikke siges om kommunerne.