Indtil videre er der ikke sket noget af sindsoprivende karakter i Jan Petersens (S) sommerferie. Det skulle da lige være frustration over det dårlige vejr, og at han er kommet bagud med sin have.  

Den obligatoriske ferie på Anholt sammen med hustruen Lotte og deres tre drenge, er afholdt. Hvert år lejer familien sig ind som landliggere hos det samme ældre ægtepar, hvor der er pelargonier i vindueskarmene og bad på gangen. Forhold der passer familien Petersen ‘svært godt.’ 

Der er også blevet tid til at hjælpe den ældste af sønnerne med istandsættelse af hans nyindkøbte andelslejlighed i København, fortæller Jan Petersen.

- Min kone er ferm til det med maling, og jeg er god til at køre på lossepladsen, griner han. 

Som ægte jyde har han naturligvis haft sin trailer med til hovedstaden, men det var nu ikke nogen succes.

- Trailer i København; det er svært. Parkeringsforholdene er ikke ligefrem indrettede til bilister med ‘jydekrog’, så jeg har holdt mig til stationcaren, siger han.

Sårbar og robust

I Norddjurs Kommune, hvor Jan Petersen hører til, er der til gengæld masser af plads til trailere - og til at ånde frit. Det sætter han pris på. I en natur med udsyn, vidder, hav, strande, marker og vilde dyr i baghaven. 

Han er født og opvokset i den lille by Fjellerup, har været ung i Grenaa og har sammen med familien siden 1991 boet i Sangstrup, en lille landsby seks kilometer nord for Grenaa. 

Det er et samfund, hvor naturen spiller en stor rolle, og som er til evig fascination for Jan Petersen.

- Står man på Sangstrup Klint, kan man se de enorme kræfter ude på havet. Man kan se, at kysten flytter sig. Og når der har været snestorm her, kan vi være sikre på, at vi bliver lukket inde, fortæller han.

Det er en del af hans livserfaring at bo i et lokalsamfund, hvor ’sårbarheden er præget af naturen.’

- Jeg er vokset op i et samfund, hvor vi var vidner til, at en fisker fra Bønnerup eller Grenaa ikke kom hjem.

At bo i et samfund, der er i naturens vold, gør noget ved menneskene, mener han. 

- Jeg oplever befolkningen her som livs-robuste. Der er en mentalitet af, at det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere. Folk her ved, hvornår der er brug for hvad. De tager ansvar for sig selv og for fællesskabet, siger Jan Petersen.

Noget at være fælles om

På Djursland er andelen af borgere, der er medlem af Folkekirken højere end landsgennemsnittet.

- Det har selvfølgelig noget at gøre med, at vi er et landdistrikt, men her er også en sammenhængskraft, som er forankret i små foreninger, og i kirken, siger Jan Petersen.

 På Djursland har man stadig en del kistebegravelser, som ellers bliver mere og mere sjældne. 

- Livets cyklus er meget naturlig her. Selv slipper jeg ikke min families gravsted. Det er en del af slægters gang, som betyder noget for mig og for min mor, som stadig lever. Jeg har selv båret tre af mine bedsteforældre derhen.

Er du en flittig bruger af kirken?

- Nej. Jeg kommer der, når jeg skal, og når jeg finder behov for det. Til jul for eksempel, når jeg ikke har ansvaret for gåsen, smiler Jan Petersen.

Men han er medlem af Norddjurs grundtvigske valgmenighed, fortæller han. 

- Det er ikke en menighed, vi dyrker meget, men det er alligevel et tilhørsforhold, der betyder noget. Noget at være fælles om. 

Jan Petersen er ikke blind for, at fællesskaber også spirer og folder sig ud i storbyen. Det oplever han gennem sine sønners liv og i de moderne andelsforeninger, hvor de bor. 

- Det bliver bare meget tæt i storbyen, og det er fint og godt, men jeg glæder mig nu altid til at komme hjem igen.

Skudt i en jyde

I 1988 blev København rammen om hans hjem, da han blev eksporteret som butiksassistent fra Hornslet Brugsforening til København for at blive uddannet butiksleder. 

Flere sideløbende poster i blandt andre DSU, HK og DUF og en lederuddannelse i Brugsen på Borups Plads gjorde, at Jan Petersen blev hængende i København i ti år. 

Og så var der jo også Lotte. 

Han mødte hende i DUF. Hun repræsenterede ungdomsklubberne. Han socialdemokratisk ungdom. Hun var livlig, begavet og sangglad. Han var … ja, det ved han faktisk ikke, det er ikke noget, de har talt så meget om, men han ved, at Lotte ikke var tvivl om, at han skulle være far til hendes børn, da hun så ham, fortæller han med et lidt forlegent grin. 

- Måske fordi jeg havde et godt job? Og måske var det lidt spændende med en jyde? Og så spillede jeg jo klaver og var også glad for sang, smiler han.

De blev kærester en nytårsaften. Jan Petersen stod for lageret af drikkevarer og andre nytårsartikler. Lotte blev hængende på det lille lager. Og nu har de været gift i 32 år. 

- Frivilligt ungdomsarbejde skaber mangeårige ægteskaber, siger Jan Petersen tilfreds. 

Det socialdemokratiske kærestepar fik deres første søn, og året efter kom de begge i Folketinget. 

Jan Petersen introducerede selvfølgelig Lotte for sit barndomsland og ideen om at få et fritidshus på Djursland begyndte at simre. 

- Men det tog lige et par runder, før Lotte var overbevist. Hun skulle lige vænne sig til isolationen og de stille nætter, hvor kun vinden lader høre fra sig.

Men i 1991 købte de hus i Sangstrup og blev pendlere. 

Stædig og stolt far

Det blev politik, der kom til at fylde Jan Petersens liv, men det kunne ligeså godt havde været gymnastik. For både hans far og morfar var gymnaster med rod i Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn og hans far endda elitegymnast.

Både højskolebevægelsen og det, at de var gymnaster, fyldte utroligt meget i deres identitet. Og kom dermed også til at fylde meget i Jan Petersens liv, fortæller han.

- Jeg voksede op med et positivt livssyn, tyve eksemplarer af højskolesangbogen i reolen, et klaver og var flere gange med på højskolen i Ollerup. Jeg deltog også på skolens gymnastik-ferielejr.

Men i stedet for at gå den gymnastiske vej valgte Jan Petersen som ung et ophold på arbejderhøjskolen i Esbjerg. Her mødte han mange kommende socialdemokrater og fik blandt andet øjnene op for Afrika og de udfordringer, de sloges med. Siden skulle han komme til at yde en aktiv indsats i flere afrikanske lande.

Hvilke værdier og livssyn har du med fra din morfar og far?

- Min morfar var brugsuddeler, så den linje stammer fra ham. Jeg så meget op til ham, han var et rummeligt menneske med en stor social kapital. Og en kæmpe have, smiler Jan Petersen. 

- Jeg tilbragte mange ferier i den have. Der manglede aldrig jordbær, moreller, pærer, brevduer eller gæs, som vi spiste, eller nærvær og sammenhold, for den sags skyld. 

Jan Petersen har i øvrigt taget morfaren og mormorens selvproducerende livsform til sig og høster hver sommer fra sin egen have. 

Og din far? Hvad har du med fra ham?

- Min stædighed?! griner Jan Petersen. 

- Og at man skal opføre sig ordentligt. 

 - Men begge mine forældre var meget lidt restriktive i deres opdragelse. Jeg fik lov til at folde mig ud og træffe de valg, som jeg havde lyst til. Og de bakkede mig altid op i mine valg. På nær en gang, fortæller han. 

Det var, da han valgte at stoppe i Folketinget i 2005 efter 17 års medlemskab. Socialdemokratiet dannede ikke regering, og Jan Petersen var tæt på at fylde 50. Han havde brug for at gøre noget andet i sit liv. 

 - Da sagde min far til mig ‘Det må du ikke gøre. Du må ikke stoppe.’

 - Min far var meget stolt af, at jeg sad i Folketinget, ligesom det betød uendelig meget for ham, da jeg blev student som den første i familien. Jeg så det i øjnene på ham dengang: Nu har vi vundet som klasse! Nu har vi endelig fået lige muligheder. Tænk, at vi som land er nået så langt! 

 - Det betød meget for ham, som var vokset op under trange kår i en ufaglært familie og altid har boet til leje. For ham var det vigtigt at blive faglært, få sit eget hus, sin egen bil og holde sig fri af arbejdsløshed. 

Så din beslutning om at forlade Folketinget rev gulvtæppet væk under ham?

- Ja, det gjorde det lidt, men han respekterede mit valg. 

 - Han var en mand med stor udlængsel og i mange år tog jeg ham med, når jeg skulle ud til politiske arrangementer, stævner og den slags. Jeg skulle holde tale, han kørte bilen, og vi fik mange gode snakke der. Det var stort for ham at få lov at være en del af mit politiske liv og snakke med politikere, som han havde set på tv. Jeg er meget glad, at vi fik de oplevelser sammen. 

Politiker med nodestativ

Da Jan Petersens socialdemokratiske kolleger i Norddjurs ønskede, at han skulle stille op som spidskandidat til kommunalvalget i 2009, var han godt optaget af aktiviteter i Afrika og undervisning, men han modsatte sig ikke opfordringen. 

Og nu kan Jan Petersen snart gå ind i en ny runde som borgmester eller hvad?

- Det afhænger naturligvis af vælgerne. Men jeg håber og tror da på, at jeg kan fortsætte. 

Det har indtil videre været 10 gode, men hårde år under svære vilkår.

- Jeg synes, jeg har leveret og udvist økonomisk, nødvendig, ansvarlighed. Jeg har fået mange blå mærker for det, men jeg håber, der vil være respekt omkring det, siger Jan Petersen. 

Og nu ser det ud til at lysne en smule med den nye udligningsreform. Jan Petersen håber, at den kan få dem lidt tættere på de ønsker, de har for borgerne; for eksempel på daginstitution- og skoleområdet. Men der er mange, der er markant udfordret i Norddjurs Kommune og som har brug for en hånd, fortæller han.

Hvem spørger du til råds, når du tvivler?

- Jeg har en håndfuld gode venner, som jeg diskuterer med, men først og fremmest er det min kone, Lotte. Det gælder i alle livets overvejelser; politiske, lokale, personlige overvejelser. 

Og så har Jan Petersen sit klaver.

Når han sidder der, kan han lægge arbejde, tanker og bekymringer væk og forsvinde ind i en anden verden. Det var hans mor, der gav musikken videre til ham. Hun spillede selv og syntes, han skulle lære at spille efter noder og ikke kun efter gehør. 

- Klaverspillet; at kunne spille efter noder - det er en af de største gaver, jeg har fået fra hende.

- Jeg er dybt fascineret af, at vi mennesker kan se på nogle tegn, noder, der går gennem vores hjerne og ud i fingrene og ud via tangenterne, kommer der så de smukkeste toner. Det er fantastisk. 

Selv spiller Jan Petersen både viser fra den danske sangskat og klassisk musik. Gerne opera og gerne Puccini. Og han elsker at komme i operaen eller på Det Kongelige Teater til koncert med store orkestre.

- Det er oplevelser, der vækker meget store følelser, og det skal vi ærligt talt bare have mere af. Meget mere af, siger Jan Petersen. 

Temperament uden ADHD

De sidste måneder har vi i kølvandet på Corona’en oplevet en nation samles om fællessang. 

Var du en af dem, der sad klinet til tv-skærmen under Philip Fabers fællessang?

- Nogle gange. Jeg synes, at Philip Faber er fænomenal. Jeg har ofte nydt hans koncerter med pigekoret. Men jeg sang nu ikke med på fællessangene på tv. Men min kone gjorde.

Jan Petersen bliver distraheret et øjeblik. Der er én, der vil have mad. Og det skal være nu! 

Det er familiens hund, en hvid samojede spids. 

- Det er en skøn og familievenlig hund, men den har ADHD, griner Jan Petersen. - Den er meget livlig, og når den vil have opmærksomhed, så skal det være lige nu.

Nu ved vi jo, at mange vælger en hund, som matcher deres eget udseende og temperament, så ...

Er du selv en opmærksomhedskrævende type?

- Hahaha, ikke som person, men når det handler om at præsentere Norddjurs Kommune, så holder jeg mig ikke tilbage, og jeg bliver vildt provokeret, hvis nogen er efter os og tillægger os forkerte intentioner. 

Men du har ikke ADHD?

- Jeg har temperament, og jeg kan godt reagere lidt for hurtigt på forskellige ting, hvilket jeg har fået nogle knubs for, men de bliver heldigvis færre med årene. Men ADHD, nej, det tror jeg ikke … selvom der måske er nogen, der mener noget andet, haha.

Slædehunden og klaveret

Jan Petersens to bedste venner udover hans kone og børn ifølge ham selv.  

- Ligegyldigt hvad der sker, så har jeg altid min hund og mit klaver. 

Og de er gode at have. Også selvom man ikke har ADHD.