Uvidende, nervøs og trist tog jeg første gang som 16-årig plads i venteværelset i Ambulatorium for Børne- og Ungdomspsykiatri. Det var svært at møde op, men jeg gjorde det, fordi jeg havde et inderligt håb om, at vi i samarbejde kunne finde ud af, hvordan jeg kunne komme mørket til livs og vende tilbage til det ungdomsliv, jeg brændende ønskede at være en del af. Jeg håbede, at dette skulle blive min redning, men i stedet blev det startskuddet til en årrække, der bedst af alt kan beskrives som kaotisk. Det blev aldrig et ungdomsliv. I stedet blev jeg et velkendt ansigt på de psykiatriske afdelinger.