Hvor mange anbragte børn og unge stikker af fra deres anbringelsessted?

Hvis man i sidste måned stillede det spørgsmål, ville ingen i Danmark have et godt bud. Men en ny kortlægning, der blev offentliggjort i starten af september, har nu forsøgt at komme så tæt på som muligt.

Undersøgelsen, der er sin første af sin slags i Danmark viser, at 10 pct af anbragte unge på døgntilbud har rømmet, altså er stukket af eller udeblevet fra sit anbringelsessted mindst én gang de seneste 12 måneder. Samtidig er det er tre procent af anbragte, der er i familiepleje, der har rømmet.

Mette Lausten er seniorforsker hos VIVE og har sammen med kolleger lavet undersøgelsen.

- Der skal handles på de her tal. Det er børn og unge, der er i kommunens varetægt, ikke forældrenes. Derfor skal det offentlige også vide, hvor de er henne, og hvad man gøre for at håndtere, at de stikker af.

Ved ikke nok om rømninger

Ifølge undersøgelsen er størstedelen af de unge kun stukket af en enkelt gang de seneste 12 måneder, og for størstedelens vedkommende drejer sig om rømninger på omkring et
døgns tid. Undersøgelsen skal dog tages med forbehold. For i Danmark er man ikke enige om, hvornår et barn eller en ung rømmer sit anbringelsessted.

VIVE har i kortlægningen spurgt døgninstitutioner og plejefamilier, hvilke faktorer de bruger til at definere en rømning. Institutionerne og plejefamilierne lægger vægt på vidt forskellige kriterier, når de skal vurdere, om barnet eller den unge er stukket væk hjemmefra.

Blandt andet om de vurderer, at barnet/den unge ikke har hensigt om at komme tilbage, at man ikke har viden om, hvor barnet er, manglende kontakt til barnet, varigheden samt flere andre kriterier.

Mette Lausten mener, det er vigtigt, at vi får et bedre blik for, hvad en rømning er, og hvornår anbragte rømmer deres hjem.

- Det er jo unge mennesker, som kan være i en situation på et døgntilbud, som de ofte ikke synes, at de skal være i. Men vi ved ikke nok om, hvorfor de unge stikker af.

Unge skal ikke flakke rundt

Mette Lausten nævner, at de unge anbragte, der allerede er udsatte, kan ende i kriminalitet og misbrug, når de ikke er på anbringelsesstedet, hvor der bliver arbejdet med deres udvikling.

- Vi ved, at mange opholder sig på gaden, når de rømmer. De kan også typisk være sammen med venner. Men hvad er det for nogle venner? Og hvem møder de på gaden? Det skal forebygges, at de samles op at de forkerte.

Selvom kortlægningen er den første af sin slags i Danmark, så er det tydeligt, at det ikke er det sidste kapitel, der er brug for at blive skrevet. Der er flere områder, hvor vi som samfund ikke ved nok, om de børn, som ender i det offentliges hænder.

Mette Lausten nævner blandt andet, at vi fortsat ikke ved, hvorfor anbragte rømmer, og hvordan rømningen påvirker det videre forløb i anbringelsen.

- Det skal vi jo have hørt fra deres mund. Det må være næste kapitel, siger hun.

- Ét af de tal, der overraskede mig, var, at det er rigtig mange, der er tilbage på samme sted, som de rømmede fra. Jeg havde troet, at de var flyttet rundt. Men sådan foregår det ikke. Det tyder jo også på, at stederne fortsætter deres arbejde og handler efter en rømning, så vi ikke får nomadebørn.

Mette Lausten mener, at det vigtigt, at der kommer mere fokus på, hvorfor unge stikker af, og hvad rømninger har af betydning for dem.

- Det er jo vigtigt, at de ikke bare flakker rundt derude. Så vi skal som samfund have talt os ind på, hvad der kan gøres for at undgå, at der sker så mange rømninger, siger hun.

- Jeg ved godt, at ingen bryder sig om at bruge flere penge på området. Men vi ved, at jo flere penge, vi bruger, jo bedre kan de anbragte rent faktisk klare sig fremadrettet, siger hun.