Kommunen.dk
MENU

Flere børn skulle anbringes, men antallet af anbragte børn er det laveste siden 2012

Kommunerne fjerner færre børn. En anbringelse er dyr, og så er det usikkert, om den gavner barnet. Mette Frederiksen ville det anderledes.

Flere børn skulle anbringes, men antallet af anbragte børn er det laveste siden 2012

Kommunerne fjerner færre børn. En anbringelse er dyr, og så er det usikkert, om den gavner barnet. Mette Frederiksen ville det anderledes.
I løbet af 2021 blev der iværksat 3.300 anbringelser af børn og unge. Det er 6,6 pct. færre end i 2020. Samtidig viser opgørelsen, at antallet af anbragte i 2021 er det laveste i årene fra 2012 til 2021.
I løbet af 2021 blev der iværksat 3.300 anbringelser af børn og unge. Det er 6,6 pct. færre end i 2020. Samtidig viser opgørelsen, at antallet af anbragte i 2021 er det laveste i årene fra 2012 til 2021.
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix
27. jun 2022
RITZAU

Budskabet var ikke til at tage fejl af, da statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sin første nytårstale i 2020.

Flere børn i udsatte familier skulle fjernes fra deres forældre for at give dem en mere stabil barndom. Særligt fokus skulle kommunerne have på de yngste børn.

- I dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag.

- Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag, sagde statsministeren.

Nu viser tal fra Danmarks Statistik, at den opfordring ikke er blevet fulgt. I løbet af 2021 blev der iværksat 3.300 anbringelser af børn og unge. Det er 6,6 pct. færre end i 2020.

Samtidig viser opgørelsen, at antallet af anbragte i 2021 er det laveste i årene fra 2012 til 2021.

Zoomes der ind på børn mellem 0 og 5 år, så slår faldet også igennem. Mens 1.595 børn i den aldersgruppe var anbragt i 2018, så faldt antallet til 1.482 i 2021.

Bedre forebyggelse kan forhindre sager

Økonomisk smalhals i kommunerne kan være en forklaring, mener Ditte Brøndum, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

- Økonomien er presset, og det gør selvfølgelig noget i forhold til, hvilke foranstaltninger kommunerne iværksætter. En anbringelse er en dyr foranstaltning.

Reform fokuserer på tidligere hjælp

Kommunerne har ikke fulgt statsminister Mette Frederiksens opfordring i nytårstalen 2020 til at anbringe flere børn. Heller ikke i Folketinget har der været opbakning til flere anbringelser.

I maj 2021 indgik regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale, Enhedslisten, Konservative, Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne reformen "Børnene Først".

Reformen har fokus på flere rettigheder til børn, tidligere hjælp og mere forebyggelse. Det understreges, at udsathed ikke skal gå i arv, og at udsatte børn og deres familier skal opdages i tide.

Mette Frederiksens budskab om flere anbringelser blev mødt med kritik fra en række organisationer og eksperter.

De pegede på, at en anbringelse for nogle børn kan være det rigtige. For andre er det bedre at blive støttet med foranstaltninger hjemme. Mere og bedre forebyggelse kan også være en del af forklaringen på faldet, siger Ditte Brøndum.

- Der er usikkerhed om effekten af anbringelser, og derfor har kommunerne stort fokus på forebyggelse. For eksempel ved at anbringe barn og forældre sammen eller sende en støtteperson ud i hjemmet.

Anbringelser bør ikke være et politisk spørgsmål

Aarhus er blandt de kommuner, hvor antallet af anbragte falder. Kommunens udgangspunkt er, at familier skal støttes så tidligt som muligt, siger Mette Spring, der er chef for Familiecentret. For langt de fleste børn betyder det, at de vokser op hos deres forældre,

- For både børn og forældre vil det næsten altid være en glæde, hvis vi kan understøtte et velfungerende familieliv. Det kan være med forskellige forebyggende foranstaltninger - for eksempel familiebehandling.

- Det kan ikke altid lade sig gøre, og så anbringer vi, siger Mette Spring.

Hun peger på, at undersøgelser har vist, at anbragte børn klarer sig dårligere. Desuden må flere eller færre anbringelser aldrig blive et politisk spørgsmål. I stedet skal beslutningen bero på en individuel og konkret vurdering, siger hun.

I landets tredjestørste kommune, Aalborg, er antallet af anbringelser stabilt. Nogle år bliver lidt færre anbragt, i andre lidt flere, siger Nuuradiin S. Hussein (S), rådmand for job og velfærd.

Han er glad for, at regeringen er optaget af udsatte børn, men statsministerens nytårstale har ikke ændret kommunens praksis.

- Vores vurdering, i forhold til om et barn skal anbringes eller ej, beror ikke på politiske udmeldinger. Det er en faglig vurdering, der afgør det.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR