Kommunen.dk
MENU

FOA: Overflødige dokumentationskrav er udtryk for mistillid

FOAs medlemmer bruger mere tid på overflødig dokumentation på grund af mistillid. Det er spild af tid og faglighed, mener formand for ældreområdet, som opfordrer politikere til at tage ansvar for velfærdsniveauet.

FOA: Overflødige dokumentationskrav er udtryk for mistillid

FOAs medlemmer bruger mere tid på overflødig dokumentation på grund af mistillid. Det er spild af tid og faglighed, mener formand for ældreområdet, som opfordrer politikere til at tage ansvar for velfærdsniveauet.
Der er en mistillid til, at borgerne får den rette behandling, og vi ender derfor med at dokumenterer alt muligt for at beskytte os selv, men også for at tilfredsstille pårørende, siger Torben Klitmøller, formand for ældreområdet i FOA. 
Der er en mistillid til, at borgerne får den rette behandling, og vi ender derfor med at dokumenterer alt muligt for at beskytte os selv, men også for at tilfredsstille pårørende, siger Torben Klitmøller, formand for ældreområdet i FOA. 
Foto: FOA

Ansatte i ældreplejen bruger i gennemsnit 50 minutter om dagen på at dokumentere deres arbejde ude hos borgerne. Undersøgelsen viser desuden, at tre ud af fire respondenter oplever, at der enten i nogen eller høj grad er overflødig dokumentation og registrering i deres arbejde. Derudover mener syv ud af ti respondenter, at for meget af deres tid går med dokumentation, mens seks ud af ti, at de ikke har den tilstrækkelige tid til at dokumentere.

Det viser en ny undersøgelse fra FOA, som baserer sig på besvarelser fra 2.090 FOA-medlemmer. 

- Det er betænkeligt, at vi står i en situation, hvor vi mangler faglige hænder, at vi står og skal bruge mere tid på dokumentation. Dermed tager vi reelt tid fra borgerne, som de har behov for, siger formand for ældreområdet i FOA Torben Klitmøller. 

Han peger på, at den stigende mængde tid, der går til dokumentation, er et udtryk for, at der er en generel mistillid til det arbejde, der bliver udført. 

- Der er en manglende tillid i den danske befolkning til vores ældre- og hjemmepleje. Det er i virkeligheden det værste, og det er en bekymrende retning at gå i. Der er en mistillid til, at borgerne får den rette behandling, og vi ender derfor med at dokumenterer alt muligt for at beskytte os selv, men også for at tilfredsstille pårørende, siger Torben Klitmøller. 

Der dokumenteres alt for meget ”nice to know”, fx afføring dokumenteres flere gange dagligt, både når der har og ikke har været. Søvnmønster – har haft en god nat. I stedet for at tage udgangspunkt i, hvad der er normalen for borgeren og så kun dokumentere afvigelser. 

Mistilliden kommer ikke fra den lokale leder eller fra lokalpolitikerne, men fra borgerne, mener Torben Klitmøller. Derfor ender man med at dokumentere dagligdagsting, som borgernes afføring eller hvorvidt, borgeren har været i bad eller ej. 

- Vi skal jo i stedet dokumentere, når der sker noget usædvanligt, som vi bør være opmærksom på. Vi er i stedet endt med, at vi dokumenterer vores egen praksis, og det er den forkerte vej at gå. 

Nødvendigt at genskabe tillid 

Statsminister Mette Frederiksen (S) afsatte tid i sin nytårstale til at tale om en ny ældrelov, som regeringen vil indføre. Statsministeren gentog desuden flere af de pointer på årets Folkemøde, hvor hun blandt henviste til den stigende mængde tid, der blev brugt på dokumentation og registrering i stedet for at sidde med borgeren. 

Udspillet til en ny ældrelov ventes først at blive fremlagt til efteråret. Over for Jyllands-Posten peger social- og ældreminister Astrid Krag (S) netop på ældreloven som et middel til at slippe af med unødigt bureaukrati.

Men det er ikke nok med at slippe for bureaukrati, mener Torben Klitmøller. Han peger på, at det er nødvendigt at genskabe tilliden til ældre- og hjemmeplejens faglighed. 

- Man skal altid være kritisk overfor dokumentationskrav, men det handler om noget andet. Tillid er noget, man investerer i andre, og det skal man til at gøre. Vi skal alle investere tillid i den offentlige sektor, siger han. 

FOA vil også gøre sit for at forsøge at genskabe tilliden. Torben Klitmøller henviser blandt andet til, at små, faste teams vil kunne mindske behovet for dokumentation og betyde flere faste hjælpere, der kender borgeren, som også kan styrke relationen og dermed også tilliden. 

Mangler stadig hænder

Det er dog ikke nogen mirakelløsning at fjerne bureaukrati fra ældre- og hjemmeplejens hverdag. Torben Klitmøller siger, at det er svært at svare på, hvor meget tid, man vil kunne flytte fra dokumentation og til borgerne, men det ændrer ikke på, at det offentlige stadig har store udfordringer i forhold til rekruttering. 

- Det er bare en lille brik i et meget stort puslespil. Men det at fjerne unødvendig bureaukrati gør til dels to ting; det frigiver noget tid, men det giver også følelsen af, at vores medlemmer bruger deres faglighed og får mere tid til borgerne, som er det, der giver størst værdi for vores medlemmer, siger Torben Klitmøller. 

Jeg sætter et kryds for at dokumentere, at jeg har sat et kryds.

Den større arbejdsglæde kan desuden være med til at mindske sygefraværet, som ligeledes er med at skabe et bedre arbejdsmiljø og forhold for borgerne. 

- Så selvom det er en lille brik, så er det en vigtig brik, siger Torben Klitmøller og tilføjer:

- Vores arbejde skal foregå ude hos borgerne. Desto mere tid, vi er hos borgerne, desto mere tid har vi til at forebygge, til at opdage problemer og til at være der for borgerne. Væk med specialister, konsulenter og alt det bureaukrati, vi har fået bygget op. Vi skal være ude hos borgerne.

Politikere skal tage ansvaret på sig

Hvis det skal lykkes at genskabe tilliden mellem borgerne og den velfærd, som ældre- og hjemmeplejen skal levere, kræver det dog, at der er nogle politikere, som er klar til at stå på mål for deres beslutninger. 

- Hver eneste gang, at der er besparelser, er det vores medlemmer, der bliver skubbet forrest. Hvis du ser på de klager, der er, handler det sjældent om den konkrete sårbehandling eller lignende, men det handler om følelser. Det er følelsen af, at man ikke får den hjælp, man har behov for, siger Torben Klitmøller. 

Det handler derfor om, at der skal være en forventningsafstemning mellem borgerne og politikerne om det niveau af velfærd, der er sat penge af til i stedet for, at politikerne sender bolden ned gennem rækkerne. 

- Når sagen ender på borgmesterens bord, bliver der igangsat masser af undersøgelser og endnu mere dokumentation i stedet for, at borgmesteren stiller sig op og siger ‘Det er sådan det er. Det er den velfærd, vi har råd til’. Det er de ikke gode til at være ærlige om. 

50 minutter går til dokumentation om dagen

- Ansatte i ældreplejen, som dokumenterer, bruger i gennemsnit 50 minutter om dagen herpå. Det er det højeste minuttal sammenlignet med tidligere år. Herudover viser undersøgelsen at social- og sundhedsassistenter (50 minutter/dag) samt plejehjemsansatte (53 minutter/dag) bruger mere tid på at dokumentere sammenlignet med hhv. -hjælpere (36 minutter/dag) og ansatte i hjemmeplejen (44 minutter/dag).

- Tre ud af fire oplever overflødig dokumentation. Samtidig ser færre end tidligere et fagligt formål med alt, de skal dokumentere. Medlemmerne uddyber i et åbent kommentarfelt, at der bruges unødigt meget tid på at dokumentere obligatoriske oplysninger, fremfor at fokusere på afvigelser ligesom dobbeltdokumentation samt langsommelige systemer og arbejdsgange er tidskrævende.

- Flere oplever, at det, de dokumenterer, ikke bliver anvendt. I 2017 gjaldt det seks ud af 10 ansatte i ældreplejen, mens det i dag gør sig gældende for syv ud af 10. Et flertal af medlemmerne peger desuden på, at der bruges for meget tid på at dokumentere for samtlige borgere, i steder for at fokusere på faglig relevant dokumentation for enkelte borgere.

- Dobbeltregistrering er et stigende problem. Siden 2017 er der sket en stigning fra 64 pct. til 69 pct., som oplever, at de skal registrere de samme oplysninger flere steder eller i flere systemer. Dobbeltregistrering er desuden mere udtalt på plejehjemmene end i hjemmeplejen.

- Den daglige dokumentation er tidskrævende. Syv ud af 10 respondenter angiver i 2022, at for meget af deres arbejdstid går med dokumentation, og seks ud af 10 peger på, at de ikke har den tilstrækkelige tid til at dokumentere.

- Fire ud af 10 kritiserer IT-systemerne og IT-udstyret, der anvendes til dokumentationsopgaverne. Der opleves desuden ventetid, når de ansatte skal søges tidligere dokumentation frem om borgerne. Derudover angiver et flertal af de ansatte i hjemmeplejen, at der er forskel på hvilket udstyr, der stilles til rådighed afhængig af medarbejdergrupper.

Kilde: FOA 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR