Flere personer i 30'erne lever i hjemløshed
Flere personer i 30'erne lever i hjemløshed

Mens antallet af personer i hjemløshed er faldet i Danmark de senere år, er antallet steget et nøk i en ny optælling fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Vive opgør antallet af hjemløse hvert andet år.
Fra 2022 til 2024 er antallet steget med omkring 200 til 5.989 personer, der ikke har egen bolig, og eksempelvis bor på et herberg eller på gaden.
Særligt aldersgruppen 30-39-årige skiller sig ud med det højeste antal, siden kortlægningerne begyndte i 2009. I år er der registreret 1.479 hjemløse personer i 30'erne. I 2022 var antallet 1.300.
Det kalder på øget opmærksomhed, siger seniorforsker i Vive Lars Benjaminsen.
- De seneste år har mange indsatser været rettet mod de helt unge. Nu er det måske tid til at rette blikket mod de lidt ældre årgange, lyder det i en pressemeddelelse.
Også omfanget af hjemløshed blandt ældre på 60 år er steget, mens det er nogenlunde uændret for de yngre.
En stor del af de hjemløse i Danmark findes i og omkring de større byer. Mangel på billige boliger er en af de helt store årsager til problemet, lyder det fra de to organisationer Missionen blandt Hjemløse og Kirkens Korshær.
- Den generelle udfordring for mennesker i hjemløshed er deres økonomi. De har ikke nogen bolig, og de har ikke nogen økonomi til at sikre sig en bolig, siger Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær, der blandet driver væresteder og herberger over hele landet.
- Men det er nogle mennesker, som kæmper med rigtig mange ting. De har måske psykisk og fysisk sygdom inde på livet. Der er måske et stof- eller alkoholforbrug, og de har måske brudt med deres netværk. De er udfordret på omtrent alle parametre, tilføjer hun.
I oktober 2023 trådte en ny hjemløsereform i kraft med en ambition om at nedbringe antallet af hjemløse markant.
Det skal blandt andet ske ved en såkaldt "housing first-tilgang", der handler om først og fremmest at få den hjemløse i en permanent bolig.
Reformen har blandt andet øget kommunernes økonomiske incitament til at hjælpe hjemløse til at flytte i egen bolig med støtte frem for at lade dem bo på herberg i længere perioder. Den skal også sørge for flere boliger med lav husleje.
Vive bemærker i rapporten, at kortlægningen er sket, så kort tid efter at reformen er trådt i kraft, at den formentligt ikke har haft indvirkning endnu.
Det samme bemærker den nyudnævnte social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen(S), der frem til i sidste uge var overborgmester i København.
- Jeg er ikke i tvivl om, at vi er på rette vej med hjemløsereformen. Når vi satser på støtte i egen bolig i stedet for ophold på herberger, har vi gode forudsætninger for at komme langvarig hjemløshed til livs, siger hun i en pressemeddelelse.
Ole Abildgaard Mikkelsen er direktør i organisationen Missionen blandt Hjemløse, også kendt som WeShelter, som driver flere herberger og væresteder og udgiver Magasinet Hjemløs.
Han havde håbet på et fald i antallet af hjemløse, men han er ikke overrasket over udviklingen.
Ifølge Ole Abildgaard Mikkelsen betyder hjemløsereformen, at der kan ske hurtigere sagsbehandling og afklaring. Men de billige boliger mangler i høj grad stadig, siger han.
- Vi kan hjælpe dem med afklaring, og vi kan måske også give noget håb, men at the end of the day ender det ofte med en plads på herberget i lang tid, fordi der stadig ikke er nogen bolig.
Ifølge Vive kan den lille stigning i omfanget af hjemløshed generelt blandt andet hænge sammen med større fokus i kommunerne på hjemløshed, og at kortlægningen i 2022 var præget af coronapandemien.
Flest hjemløse i større byer
* Kortlægningen af hjemløshed i Danmark er et øjebliksbillede gennemført i uge 6 i 2024.
* I alt befandt 5.989 personer sig i en situation, hvor de ikke havde adgang til egen bolig.
* 1.387 personer i hjemløshed hører hjemme i Københavns Kommune, 137 personer i Frederiksberg Kommune og 1.252 personer i omegnskommunerne.
* 556 personer i hjemløshed hører hjemme i Aarhus Kommune, 95 i Odense Kommune og 254 i Aalborg Kommune.
* Desuden er der 1.474 personer i hjemløshed i de øvrige bykommuner tilsammen og 834 i landkommunerne under ét.
Kilde: Vive
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























