Et opgør med kommunernes lukkethed
Et opgør med kommunernes lukkethed
Aabenraa Kommune har netop tabt en sag i Klagenævnet for Udbud om kommunens licitation, efter at det er kommet frem, at kommunen valgte at forfordele og prioritere kommunens eget selskab, da vedligeholdelse af kommunens veje blev sat i udbud. Dette gjorde de ved at skjule en del af udgifterne til vedligeholdelsen, hvorfor det fremstod, som om de private bud var mere omkostningstunge end kommunens kontrolbud.
Uanset om man er politiker, håndværker eller noget helt tredje, så må det stå helt klart for enhver, at det aldrig er i orden at snyde på vægten. Når kommunerne sætter noget udbud, skal dette naturligvis ske med lige vilkår for alle. Hvis man forsøger at stramme vilkårene og gør det umuligt for de private virksomheder at konkurrere om udbud af offentlige projekter, er dette med til at begrænse den frie konkurrence, som vores samfund gerne skulle kunne bryste sig af. Dette gør sig gældende i alle erhverv.
”Jeg er overbevist om, at det vil skabe en mere fri og bæredygtig konkurrence, såfremt kommunerne i stigende grad offentliggør deres beregninger og kontrolbud.”
En måling viser meget store udsving i kommunernes udlicitering. Dansk Byggeri har på baggrund af en rapport fastslået, at øget udlicitering ville kunne øge omsætningen på det tekniske område med 80 procent eller op mod fem milliarder kroner.
I tider, hvor et varmt emne netop er kommunernes budgetter, bør det være helt naturligt, at sådanne beregninger tages alvorligt i kommunalbestyrelserne. Ikke alene er der penge at spare for kommunerne. Det vil også skabe mere åbenhed, styrke erhvervslivet betydeligt og give flere private virksomheder mulighed for at være med i kampen om de offentlige udbud, mens det for kommunen får både en høj kvalitet og lavere pris til følge.
Det er min klare overbevisning, at der er brug for en revurdering af den eksisterende lovgivning på området. Det skal aldrig blive legitimt at snyde, og det er vores ansvar som politikere at slå ned på snyd med henblik på at opretholde retssikkerheden for såvel borgere som virksomheder. Jeg er overbevist om, at det vil skabe en mere fri og bæredygtig konkurrence, såfremt kommunerne i stigende grad offentliggør deres beregninger og kontrolbud.
Der bør være mere ensartede regler for kommunernes udlicitering, når kommunens projekter sættes i udbud. På den måde mindsker vi de store udsving og sikrer, at selv små firmaer kan være med i udbudskampen. Endvidere bør der indføres krav om, at kontrolbud skal genudbydes, hvis de ikke lever op til de aftalte krav. Som det er i dag, er der ingen bindende regler om, at offentlige myndigheder skal følge op på, om de leverer den vare og kvalitet, de vandt udbuddet på. Det er dybt urimeligt, at der skal konkurreres på forskellige vilkår. Vi må aldrig tolerere kommunernes lukkethed og se igennem fingre med, at der ikke er lige vilkår for alle aktører.
Der er vigtigt, at kommunerne ikke favoriserer deres egne bud, men byder op til fair og lige konkurrence. Det private marked må aldrig blive den dreng i klassen, som med vilje holdes udenfor, specielt ikke, hvis det kan dokumenteres, at det ville kunne generere en milliardbesparelse i kommunerne at åbne op for mere udlicitering lokalt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.