Vi bryster os ofte af det danske system, hvor arbejdsmarkedets parter selv finder løsninger, mens velfærdsstaten garanterer en social sikkerhed. Men i et Danmark, hvor både indvandring og flygtningetilstrømning er virkeligheden, må vi desværre konstatere, at selvsamme system forhindrer en succesfuld integration.

Vi hører ofte, at indvandrere og flygtninge skal integrere sig. De skal vise personlig vilje, lære dansk og komme ud på arbejdsmarkedet.

Jeg er ikke i tvivl om, at det kræver en stor personlig indsats. Men det er også nødvendigt at kigge på vores egen tilgang, for staten spænder ofte ben for integrationen.

Et eksempel var en flygtning fra Mellemøsten, som var flygtet gennem Asien og Rusland for til sidst at ende i Danmark. På trods af, at manden havde været på en halv jordomrejse, fik han alligevel betalt en taxa fra Hundigeområdet til den bolig, hvor han skulle være i. Selvfølgelig med dyrt betalt tolk hele vejen.

Tænk sig, at en mand, som havde modet og evnen til at rejse tværs over et kontinent, kommer til Danmark for at blive gjort til et hjælpeløst offer. Blive gjort til klient. Flygtninge er ofre, ja, men de er ikke partout hjælpeløse. Indtil de møder det danske system.

Den danske velfærdsmodel fordrer en sagsbehandling, hvor en kommunal medarbejder straks bliver en formynder. Hvad, hvorhen, hvorfor, hvordan, er alle spørgsmål, som en tilkommen slipper for at tænke over.

Dette til trods for, at en flygtnings traumatiske oplevelser ofte behandles bedst ved at komme videre. Det samme gør sig gældende med alle de passive ydelser, som indvandrere og efterkommere af indvandrere er parkeret på. I stedet burde vi basere vores integration på personligt ansvar og initiativ.

Det er ikke kun statens bureaukrati og de mange muligheder for passiv forsørgelse, som forhindrer en effektiv integration. Både fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer har harceleret over indslusningsløn, som ellers er et glimrende tiltag for at skabe et arbejdsmarked, hvor flygtninge kan komme til.

Om man vil eller ej, kommer mange af de asylmodtagere, som kommer til Danmark i disse år, til at være i Danmark i mange år fremover. Enten bliver de en udgift, eller også kommer de helt eller delvis ind på arbejdsmarkedet. Med denne konstatering må man desværre også konkludere, at mange flygtninge ikke kan producere for 110 kroner i timen. Hvis en flygtning skal have en mulighed for at komme på arbejdsmarkedet, kræver det en lavere mindsteløn.

Her er indslusningsløn et glimrende instrument. 70 kroner er blevet foreslået som et bud på en indslusningsløn. Af både arbejdsgivere og arbejdstagere er forslaget blevet fejet af bordet. Arbejdstagerne og -giverne må først og fremmest vise samfundssind. Hvis de vil stå vagt om den danske model, kan vi ikke tillade os at skabe en gruppe af indvandrere og flygtninge, som skal forsørges over de kommende mange generationer.

Entreen på arbejdsmarkedet løser ikke integrationen alene - dermed gør indslusningsløn det heller ikke. Men hvis man indførte indslusningsløn og samtidig fjernede statens barnepigeagtige tendenser, ville vi være den et godt skridt nærmere. I så fald ville det i hvert fald ikke længere være staten, som spænder ben for en succesfuld integration.