Kommunen.dk
MENU

Danskerne får årlig emneuge i krisens tegn

En årlig beredskabsuge skal fremover klæde borgerne på til pludselige kriser. Danske Beredskaber er klar til at bidrage, og forsker kalder idéen for god.

Danskerne får årlig emneuge i krisens tegn

En årlig beredskabsuge skal fremover klæde borgerne på til pludselige kriser. Danske Beredskaber er klar til at bidrage, og forsker kalder idéen for god.
Bevidsthed om beredskab kommer i høj grad fra inddragelse og ejerskab, viser erfaringer fra Norge og Sverige. Det oplyser Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Her ses nogle af de ting, myndighederne anbefaler, man har i sit nødlager.
Bevidsthed om beredskab kommer i høj grad fra inddragelse og ejerskab, viser erfaringer fra Norge og Sverige. Det oplyser Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Her ses nogle af de ting, myndighederne anbefaler, man har i sit nødlager.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
25. feb 2026
RITZAU

Danskerne skal i højere grad være parate til at håndtere, at eksempelvis et voldsomt stormvejr eller et hybridangreb lammer hele eller dele af samfundet.

Derfor indfører Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab en ny årlig national beredskabsuge.

- Beredskabsugen skal gøre danskerne bevidste om, hvordan vi alle er en del af totalberedskabet - og hvad vores rolle er.

- Det gør vi bedst ved at inddrage alle, forberede os og øve os sammen, siger beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) i en pressemeddelelse.

Det nye tiltag får overskriften "Vi er der for Danmark" og vil blive gennemført i samme uge som den årlige sirenevarslingstest. Det er i uge 19.

I år vil man afprøve forskellige tilgange og aktiviteter, som skal danne grundlag for fremtidens emneuger.

Det kan være strømfrie dage på skolerne, beredskabsplaner i virksomhederne og besøg fra det lokale beredskab.

Hos Danske Beredskaber møder initiativet en opadvendt tommelfinger fra sekretariatschef Bjarne Nigaard.

- Det glæder mig, hver gang beredskab kommer tættere på danskerne. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt, at vores beredskab er godt, og at vi alle sammen hjælpes ad med at få samfundet sikkert og godt videre, hvis en krise indtræffer, siger han.

Klar til at bidrage

Bjarne Nigaard gør klart, at Danske Beredskaber endnu ikke ved, hvad beredskabsugen konkret byder på.

Det ser man derfor frem til at få en dialog med ministeriet om.

- Vi er klar til at bidrage. Vi har for eksempel vores koncept BeredskabSmart, hvor vi klæder unge mennesker på til at være beredte. Det er noget af det, vi i hvert fald kan byde ind med, siger han.

Beredskabsugen er en del af totalberedskabet, som regeringen lancerede mandag.

Totalberedskab betyder, at borgere, myndigheder, virksomheder og civilsamfundet skal kunne bidrage ved større hændelser, kriser, katastrofer og krig.

Her kan en emneuge være med til at gøre en forskel.

Det mener Lene Sandberg, der forsker og underviser i kriseledelse, krisestyring og operativt beredskab på Københavns Professionshøjskole.

- Idéen er rigtig god, men der skal være et formål med det, siger hun.

For at beredskabsugen skal have en effekt, er det ifølge hende afgørende, at der er en soleklar strategi for, hvad man vil opnå med den.

- Vi er stadig i opstartsfasen af totalberedskabet, og derfor er det vigtigt med en plan for, hvad det er for nogle borgere og organisationer, man vil ramme, og hvad beredskabsugen skal have fokus på, siger Lene Sandberg.

Skandinavisk inspiration

Det er for eksempel ikke ligegyldigt, i hvilken rækkefølge målgrupperne prioriteres.

- Det er bedst at have fokus på de voksne, før man begynder at ramme børnene, så de voksne er klædt på til at have samtalen med børnene over middagsbordet, siger beredskabsforskeren.

- Så længe vi ikke har et beredskabssprog for voksne mennesker, så ved vi ikke, hvordan vi skal tale med vores børn om det.

Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab oplyser, at den nye beredskabsuge er inspireret af tiltag i Sverige og Norge.

Myndighedernes anbefalinger til nødlager

Alle danskere opfordres til at have mad og vand til at kunne klare sig i tre dage.

  • Drikkevand: Beregn tre liter vand per person per døgn. Det vil sige ni liter vand per person til tre døgn. Sørg også for vand til eventuelle husdyr.
  • Mad: Sørg for at have adgang til mad til tre døgn. Brug madvarer, der er langtidsholdbare og lette at tilberede.
  • Medicin og førstehjælp: Sørg for at have adgang til den medicin, der er nødvendig for husstanden. Sørg også for at have en førstehjælpskasse og eventuelt jodtabletter for personer under 40 år samt gravide og ammende.
  • Hygiejneartikler: Det kan eksempelvis være toiletpapir, hånddesinfektion, bleer, bind/tamponer eller andet relevant for husstanden.
  • Varme: Det kan eksempelvis være tæpper, dyner og varmt tøj.
  • Andre fornødenheder: Det kan være en powerbank eller en batteripakke til for eksempel mobiltelefon. Det er også en god idé med en lommelygte, batterier, fysiske betalingskort og eventuelt kontanter i mønter og små sedler.
  • Kommunikation: Hav adgang til en FM-radio, der kører på batterier/håndsving/solceller eller eventuelt en bilradio.

Kilde: Beredskabsstyrelsen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR