Anders Kühnau (S) er en travl mand. Over den seneste måned eller tre skal man nok lede grundigt efter en politiker under tilsvarende spotlight, formanden for Region Midtjylland har forhandlet løn med sygeplejerskerne, fremsat forslag til nye lønstrukturer og stået på mål synspunkterne, så han en uge var i landsdækkende DR- og TV2-nyhedsudsendelser seks dage i træk. 

Ingen pause-fyldt dagsorden for en far til tre drenge under teenagealderen med udgangspunkt i villaen i Åbyhøj, hvorfra han pendler mellem regionshovedkvarteret i Viborg og møderne på Christiansborg, når han ikke giver liveinterviews i indkørslen.

Måske er det grunden til, at han trækker lidt på skulderen, da jeg indleder vores samtale med at referere til seks bekendte, jeg forinden spurgte ind til deres kendskab til regionerne og det forestående valg:

Kun to kendte navnet på andre end regionsrådsformanden. Ingen kendte andre kandidater i Region Midtjylland, og en enkelt måtte flovt erkende, at han ikke havde helt styr på, om amterne faktuelt var nedlagt.

Politikerne er på valg for femte gang, og Danske Regioner er med sine blot 16 år stadig en konstruktion i junior-alderen i dansk demokrati, hvor valget kommer nemt til at stå i skyggen af KV21.

Men Anders Kühnau køber ikke præmissen, at regionsrådene repræsenterer et demokratisk underskud uden folkelig interesse eller bevågenhed. Han erkender, at selve valgkampen kunne være mere eksponeret, regionerne har af samme grund lanceret en informationskampagne om det forestående valg.

I forhold til indflydelse, gennemslagskraft og borgerkontakt mangler regionerne imidlertid ikke pondus, fastslår regionsveteranen, som trods sine blot 40 år har været med fra starten i 2006.

- Regionerne har både magt og indflydelse. Det skal vi udnytte til i højere grad at sætte dagsorden på sundhedsområdet og for prioriteringerne i miljø, klima og for den kollektive trafik. Den udvikling går i den rigtige retning, og jeg synes, regionerne har vokset sig stærke, siger Anders Kühnau.

- Det kan da godt være, at folk ikke er fortrolige med navnene på mange regionspolitikere, men derfor kan de godt være interesserede i vores arbejde. Skal vi være ærlige, hvor mange kender så mange andre politikere end borgmesteren i deres kommune? Og hvor mange kan sætte navn på Folketingspolitikere valgt i deres storkreds? spørger han retorisk.

- Næppe ret mange identificerer sig i forhold til den region, de bor i, det sætter geografien sin begrænsning for. Det vigtigste er imidlertid, at man føler sig repræsenteret, og det tror jeg, lykkes meget godt. Tag ikke fejl, borgerne skal nok finde frem til politikerne, når de har noget på sinde i forhold til deres egen virkelighed, tilføjer han.

Mere magt til udvalgene

Anders Kühnau medgiver, at udgangspunktet for 16 år siden ikke indbød til synlighed for de 41 personer store regionsråd, som organisatorisk samlede magten i formandskabet og direktionen.

Men i både hans egen og i de andre regioner har man arbejdet henimod udvidede beføjelser og synlighed i udvalgene, så andre end formændene nu optræder hyppigt til citat i medierne.

Det er Anders Kühnau særligt glad for. Selvom han ikke just klager over manglende eksponering, finder han det vigtigt for regionerne og demokratiet, at synligheden ikke koncentreres om en lille håndfuld politikere.

- Medierne søger hen, hvor magten er - det er naturligt. Derfor er det også glædeligt, at flere udvalgsformænd nu ofte bliver spurgt, siger han.

Centrale magtbeføjelser

Netop magten - indflydelsen - er et nøglebegreb, når man diskuterer regionernes position i det danske demokrati.

Den er svær at overvurdere. Over tid er der fokuseret meget på, at skatteudskrivning ikke hører til regionernes beføjelser, men betydningen er overdreven, mener Anders Kühnau.

Langt vigtigere er regionernes resort-områder med tilhørende milliardbudgetter. Sundhedsområdet står traditionelt højt eller højest på vælgernes dagsorden, miljø og klima følger ikke langt efter, mens administrationen af - og de store linjer i - den kollektive trafik heller ikke just er et politisk nicheområde.

Region Midtjyllands 26.000 ansatte og 30 mia. kr. budget taler sit eget sprog om vægt og indflydelse.

Bump på vejen

Sundhedsområdet trak Anders Kühnau, opvokset i et lægehjem, ind i regionalpolitik i en usædvanlig ung alder, og selvom han for en enkelt periode prøvede kræfter med byrådspolitik i Horsens, befinder han sig efter eget udsagn i det ideelle, politiske maskinrum.

- Regionerne har en rigtig god størrelse. Hvor vi både kan være tæt på borgerne og den nære velfærd og samtidig er i stand til at træffe de store linjer og beslutninger. Det vil jeg nødigt bytte med noget, understreger Anders Kühnau.

Han er den første til at erkende, at regionernes vej til den nuværende position i det politiske hierarki har været brydsom. Mildt sagt. Fra begyndelsen blev den vurderet til at have begrænset levetid, og bestræbelserne på at få nedlagt regionerne blev en mærkesag for Dansk Folkeparti i partiets mest indflydelsesrige periode. 

Samarbejdet med kommunerne gik heller ikke gnidningsløst, en fusion med KL var en kraftig overvejelse, men blev aldrig til noget. Ifølge Anders Kühnau helt naturligt, fordi kommunerne dengang helst så regionerne nedlagt.

- Men det var der aldrig folkelig opbakning til, og selve ideen med en udpeget bestyrelse snarere end en folkevalgt forsamling, har jeg aldrig troet på. Beslutninger på sundhedsområdet er så vigtige for så mange, at man vil have politikere at holde dem op på, siger han.

Bent Hansen var næstyngst på listen

Regionerne har måttet stå på mål for upopulære beslutninger, i Region Midtjylland eksempelvis nedlæggelse af sygehuset i Holstebro til fordel for det planlagte supersygehus i Gødstrup.

- Sådan er det i politik. Men vi har også vist, at regionerne kan skabe resultater. I 2018 var vi for første gang først med at indgå overenskomstforlig, og i 19 fik vi reduceret en spareplan for Aarhus Universitetshospital reduceret fra 425 mio. kr. til 150 mio. kr. Det demonstrerede også, hvilken indflydelse regionerne har, og at vi kan bruge den, siger Anders Kühnau.

Regionerne trak fra starten mest i veteranpolitikere med aldersmæssig tyngde hos seniorerne.

- Jeg var 24 år, da jeg stillede op første gang, og næstyngste på Socialdemokratiets liste var Bent Hansen. Som vistnok dengang var sidst i 50’erne, erindrer Anders Kühnau med et smil.

Siden er yngre kræfter fundet vej til kandidatlisterne, selvom balancen stadig tipper i de ældre politikeres retning. Det er der ifølge Anders Kühnau flere forklaringer på.

- Erfaring er et vigtigt parameter, når man søger indflydelse i regionsrådene, og man kommer ikke lige ind fra gaden og bliver stillet op og valgt. Faktisk tror jeg, det er et af de sværeste valg at opnå, og sådan skal det også være i forhold til den betydning og indflydelse, vi har, siger han.