Virtuelle omgivelser gør træningen sjovere
Virtuelle omgivelser gør træningen sjovere
Som del af mit virke som seniorkonsulent ved Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi varetager jeg indsatsen over for branchens startupvirksomheder på innovationsområdet. I den forbindelse havde jeg forleden et interessant møde med virksomheden SYNCSENSE, som jeg kender fra både CareNet og fra CareTech CHALLENGE - Danish.Cares nye økosystem for iværksætteri og sundhedsinnovation med fokus på udviklingen af nye og bedre teknologibaserede løsninger til det danske sundhedsvæsen.
Og netop innovation på sundhedsområdet er et centralt omdrejningspunkt for SYNCSENSE og deres CEO Simon Bruntse Andersen. Virksomheden har nemlig udviklet MoVR: Move Elderly with VR, der er en velfærdsteknologisk løsning baseret på virtual reality som en færdig plug-and-play add-on til alle former for cykler. Formålet er kort og godt at motivere ældre og personer med demens til fysisk aktivitet.
Indledende testresultater viser nemlig, at VR-teknologi får de ældre til at blive længere tid på cyklen. SYNSCENSE pakker med andre ord træningen ind og gør det sjovt at cykle. Igen.
Inaktivitet har alvorlige fysiske og mentale konsekvenser for især indlagte og sengeliggende patienter, men også for ældre borgere generelt. Tal viser således, at blot 14 dages inaktivitet (det kan være på grund af ufrivilligt sengeleje eller en slem influenza a la covid-19) reducerer kroppens styrke med op til 33 pct. og et halvt kilo muskelmasse samt forringer konditionen med mere end ti pct. Sundhedsstyrelsen noterer desuden, at fysisk aktivitet er både sundhedsfremmende og forebygger en lang række kroniske sygdomme.
Valgfri natur
MoVR, der er udviklet i samarbejde med Gentofte Hospital, taler direkte ind i forebyggelsesperspektivet og tilbyder via eksisterende træningsredskaber i form af motionscykler og en intelligent sensor, der tracker aktivitet, brugeren at kombinere en ofte ensformig og kedelig træningssituation med de positive egenskaber ved virtual reality. Indledende testresultater viser nemlig, at VR-teknologi får de ældre til at blive længere tid på cyklen. SYNSCENSE pakker med andre ord træningen ind og gør det sjovt at cykle. Igen.
Ved hjælp af en VR-brille skaber MoVR en stimulerende visuel og auditiv oplevelse for brugeren, som giver den enkelte ældre motionist mulighed for at komme ud i verden og opleve naturen. Rammerne for VR-teknologi er så brede, at SYNCSENSE kan skabe personlige oplevelser, så brugeren kommer lige derhen, hvor vedkommende har lyst. Man kan gå tur i en nyudsprungen bøgeskov eller mærke bølgernes brusen ved stranden, mens man træder i pedalerne, og det uanset om man gør det liggende, siddende eller stående. SYNCSENSE benytter ydermere specialdesignede lydspor, så man kan høre vindens susen i trætoppene og fuglenes sang imens.
Netop på grund af den kendsgerning, at antallet af såvel ældre (65+) som kronikere stiger, så fremtidens sundhedsvæsen afgjort bliver udfordret, er der behov for nytænkning. Og her er SYNCSENSE’s løsning afgjort relevant, idet den kombinerer visuel sansestimulering, nudging og aktiv fysisk træning.
Løsningen er testet og evalueret i et pilotstudie på Gentofte Hospital i løbet af 2019, og både sundhedspersonale og patienter melder om gode oplevelser med den nye form for teknologiunderstøttet træning.
Dokumentation åbner døre
For en startup som SYNCSENSE, er erfaringerne fra hospitalsregi og sengeliggende patienter helt essentiel i forhold til validering af forretningsideen og selve velfærdsteknologien over for målgruppen. Men udover hospitalerne, så er næste skridt på den kommercielle rejse at blive klogere på kommunerne og deres behov. Løsningen i mit teknologieksempel i dag kan nemlig oplagt finde anvendelse i kommunernes forebyggelses- og rehabiliteringsindsatser over for både ældre og immobile borgere.
Strategien for SYNCSENSE, som for mange andre spirende startups inden for sundheds- og velfærdsområdet, er pilot- og afprøvningsprojekter lokalt ude i kommunerne, hvor kommunerne aktivt er med i den videre innovationsudvikling af løsningen og foretager en formaliseret evaluering til faglig og økonomisk dokumentation for andre og flere kommuner. Det er best-practice, når det virker og det bedste argument for køb og salg. For den enkelte startup er de rigtige og formaliserede strategiske partnerskaber tidligt på rejsen dem, der gør hele forskellen og sikrer kommerciel succes i den velfærdsteknologiske branche. Hold øje med MoVR.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.