Forestil dig, at du er en 12-13-årig dreng med indvandrerbaggrund. Hvad vil du bruge eftermiddagen på? Vil du være med i et integrationsprojekt, eller vil du hellere bare dyrke sport? Jeg gætter på, at de fleste vil dyrke sport. Der er ovenikøbet god mulighed for, at man kan gøre begge dele samtidig. Med den rigtige modtagelse i foreningslivet vil det at dyrke sport i sig selv fremme integrationen. Og der er god grund til at fremme integrationen i København, for der er problemer.

Helt enkelt betragtet er der to hovedveje til integration. Enten kan man deltage i forskellige institutionaliserede integrationsindsatser, hvor man sammen med andre med samme behov teoretiserer over mulighederne og 'øver' sig i at blive integreret. Eller man kan på lige fod med en farverig vifte af medborgere deltage i et arbejds- og fritidsliv, hvor jeg, for det sidstes vedkommende, lægger vægt på, at det skal være så vedkommende og interessant, at det langt overgår attraktionen ved at forblive i en parallelkultur.

Opgør med parallelsamfund

Hver fjerde københavner er indvandrer eller efterkommer fra ikke-vestlige og vestlige lande. Alt for mange af børnene, især drenge, har dårlige danskkundskaber, og det er et problem, som både for den enkelte og for samfundet fører andre problemer med sig. Hvis man ikke i tilstrækkelig grad mestrer sproget, får man ikke lært det, man skal, i folkeskolen, og så risikerer man med ret stor sikkerhed også at blive hægtet af, når de jævnaldrende går i gang med at uddanne sig. Uden uddannelse forringes jobmulighederne, og vejen til selvforsørgelse bliver vanskelig. Indvandrerpigerne klarer sig bedre, men det skal vi som samfund ikke stille os tilfredse med. Vi skal have alle med.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

I København ser vi, som i andre store byer, den negative effekt af det multikulturelle samfund. Der er boligområder, hvor der udvikles parallelsamfund, hvor alt for mange voksne er på passiv forsørgelse, og hvor kontakten med danskere er meget begrænset. Alt for mange voksne kommer kun ud, når de skal købe ind, eller når de skal mødes med ligesindede i moskeen. Det gør det svært at lære sproget og kulturen at kende, og det er frem for alt vanskeligt at være rollemodel for den yngre generation. Jeg er bekymret for den opdelte by, hvor de kulturradikale taler problemet ned og maler et urealistisk skønmaleri. Det hjælper ikke, at vi ikke ser udfordringerne i øjnene og går i gang med at finde løsninger. Jeg har som borgmester ansvaret for kultur- og fritidsområdet, og Københavns Kommune gør, sammen med foreningerne, en stor indsats for at fremme integrationen.

Hvis civilsamfundet og i dette tilfælde konkret idrætsforeningerne skal være med til at løfte integrationsopgaven, er det vores opgave som kommune at understøtte foreningerne. For stærke foreninger skaber stærke indsatser – også på integrationsområdet. Dog mener jeg og Dansk Folkeparti, at vi skal støtte de foreninger, der byder indvandrerbørn- og unge indenfor i det virkelige foreningsliv, hvor værdier som ligestilling mellem kønnene og demokratisk dannelse er i højsædet. Det er forfejlet, når foreninger tilbyder kønsopdelt svømning bag nedrullede gardiner for indvandrerpiger i integrationens navn. Det er ikke integration, men det modsatte, og det er med til at fastholde pigerne i parallelsamfund.

Foreningslivets sammenhængskraft

Traditionelt har nogle idrætter – måske i kraft af deres egenværdi – haft nok i sig selv. Se blot på den måde, som foreningsdannelsen har formet sig. Man har lavet specialforeninger, hvor medlemmerne kunne dyrke én og kun en sport. Dansk Idrætsforbund laver opgørelser over medlemstallene i specialforbundene, og Dansk Boldspil-Union topper listen, efterfulgt af Dansk Svømmeunion og Danmarks Gymnastik Forbund. Velkendte traditionelle enstrengede foreninger, hvor medlemmerne dyrker deres interesse for fodbold, svømning, gymnastik og så videre. Sådan har det været i mere end 100 år, dog så småt krydret af enkelte flerstrengede foreninger, som har set ideen i at have et bredere udbud. Begge foreningstyper er kendetegnet af et stærkt klubliv, som udgør sammenhængskraften i foreningen. Sammenhængskraften er en af de styrker, som vi skal bygge videre på, når foreningen skal påtage sig et socialt ansvar.

Orienterer sig mod omverdenen 

Jeg oplever heldigvis, at de københavnske idrætsforeninger åbner sig mod omverdenen på trods af den overvejende enstrengede kultur. Det, at foreningen har et smalt fokus på én sportsgren, står nemlig ikke – i hvert fald ikke i København – i modsætning til, at de ressourcestærke foreninger kan se sig selv i en større sammenhæng. I København rækker vi ud efter idrætsforeningerne, og foreningerne rækker ud efter det omkringliggende samfund. Der er både samarbejder og reelle partnerskaber mellem kommunen og idrætsforeningerne. Samarbejder, som understøtter for eksempel sociale indsatser, integration og så videre.

Jeg vil i det følgende vise en række eksemp-ler på københavnerindsatser, som retter sig mod idrætssvage grupper og især mod børn. I kombination to fokuspunkter, som gør, at indsatserne opfanger mange af de børn og familier med ikke-vestlig baggrund, som ikke har tilstrækkelig god indsigt eller tilstrækkeligt godt netværk til selv at afkode den danske idrætsfamilie. Altså de københavnere, som har brug for særlig hjælp til at navigere i fritids- og foreningslivet.

FritidsGuiderne KBH: FritidsGuiderne er frivillige, der introducerer udsatte børn til det københavnske kultur- og fritidsliv. Antallet af frivillige FritidsGuider varierer, men ligger typisk et sted mellem 50 og 100, som fordeler sig på 11 lokale frivilliggrupper.

I 2016 blev 318 børn hjulpet ud i foreningslivet. Af dem var 62 procent fastholdt ved sæsonens afslutning. Københavns Kommune har for nylig indgået samarbejde med Red Barnet om frivilligrekruttering, og forventningen er at opnå en samlet frivilliggruppe på 120 frivillige og dermed nå en målsætning om at guide mindst 500 børn årligt til kultur- og foreningsaktiviteter og fastholde 75 procent af dem.

FerieCamp: FerieCamp er ferieaktiviteter for alle børn i alderen 6-17 år i de fem store skoleferier. Aktiviteterne afholdes af foreninger, biblioteker, kulturhuse med flere. I 2016 var der mere end 51.000 fremmøder.

Sociale partnerskaber: Målsætningen med de sociale partnerskaber er at sikre en mere permanent støtte til udvalgte folkeoplysende foreninger, der løfter en særlig indsats overfor børn og unge i udsatte byområder, så disse bliver inkluderet og fastholdt i foreningslivet. De fem partnerskabsforeninger er samlet set gået fra 2.000 til 3.000 børne- og ungdomsmedlemmer siden 2012. Der er desuden enkeltindsatser som for eksempel 'fredagsfodbold' for utilpassede unge, etableret og drevet af gadeplansmedarbejdere.

Ingen af de tre hovedindsatser har et smalt integrationsfokus, men da mange personer med ikke-vestlig baggrund bor i de udsatte boligområder og i mindre grad end etniske danskere deltager i idrætslivet, siger det næsten sig selv, at mange af deltagerne er indvandrerbørn og -unge, der hjælpes på vej ind i det danske foreningsliv og bliver medlemmer af en idrætsforening. Det er meget positivt såvel for den enkelte som for samfundet.

Min konklusion er altså, at vi, når vi skaber stærke foreninger, også skaber grobund for stærke integrationsindsatser. Oplevelsen af at blive integreret ved hjælp af de mange frivillige ledere og deres medlemmer kan nemt overgå den formaliserede integrationsindsats, og for den enkelte kan det være en fantastisk oplevelse at indgå i det virkelige foreningsliv og dets sociale sammenhænge på helt lige fod. Det er rigtig integration i mine øjne.