Klumme/
Vi kender for lidt til vores nære kulturliv
Klumme/
Vi kender for lidt til vores nære kulturliv
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Vi kender ikke vores nære kulturliv!
Det kan betyde at vi laver planlægning, beslutning og prioritering på kulturområdet ud fra anekdoter, enkeltsituationer og det vi lige kender og tror.
Måske en lidt hård påstand. Vi har i Kulturens Analyseinstitut kortlagt kulturlivet i fire kommuner (Slagelse, Kalundborg, Assens og Silkeborg) og er på vej med de næste (Fanø, Ringsted og Hillerød). I de første kortlægninger lyser overraskelsen: Der er meget mere kulturaktivitet end man ved, og borgerne har et meget højere aktivitetsniveau end forventet.
Det har sat streg under, at vi slet, slet ikke har et kendskab på normalt kommunalt niveau af, hvad der er af aktivitetsudbud, hvor borgerne deltager hvordan og hvilke steder, der foregår hvad. Vi kender vores kulturliv anekdotisk og ud fra, hvad vi lige selv har været forbi.
Vi ser i vores første kortlægninger aktivitetsniveauer helt på linje med det lokale idrætsliv. Omkring 95 pct. af borgerne har været kulturaktive indenfor det seneste år udenfor eget hjem. Der foregår kulturaktivitet meget mere bredt i kommunerne end forventet.
Den viden er f.eks. helt afgørende, når der laves en facilitetsplanlægning – de færreste er i tvivl om brug og behov for fodboldbaner og idrætshaller – men der er slet ikke samme viden om behovet for et kulturhus eller værkstedsfaciliteter.
Heller ikke borgerne har overblik
Er det vigtigt? Det er vel fint at der er gang i den? Ja absolut, men det manglende kendskab gælder ikke kun beslutningstagerne. Det gælder sørme også borgerne, der har appetit på mere, men ikke ved hvad der foregår. Det betyder, at dem der er med, som oftest er dem, der kender til det i forvejen.
Det bliver helt tydeligt når vi spørger tilflytterne til en kommune. Så ved de markant mindre og savner mere kultur. Og tilfredsheden er markant forskellig. Et velfungerende kulturliv til forskellige egne og forskellige befolkningsgrupper virker forskelligt. Ved at kende det, kan kommuner og kulturaktører dele viden om hvad der matcher hvor.
Silkeborg har f.eks. virkelig held med at skabe et kulturliv der engagerer børnefamilierne. Endda med markant højere tilfredshed end i f.eks. Assens og Kalundborg. Kalundborg viser vejen ift. landområderne – hvor forsamlingshusene revitaliseres og har et ganske gennemført kulturprogram, der samtidig giver en høj deltagelse og tilfredshed især fra kommunens mere modne borgere. Prøv lige at overveje, hvad det giver af sammenhængskraft i en landsby og skaber af basis for at modvirke ensomhed blandt de ældre, når man ved, hvad der virker, og hvem der deltager.
Her går de unge hen
Der kan også stilles skarpt på de enkelte kulturelle genrer og institutioner. Det ser f.eks. ud til, at biblioteker, der kombineres med andre kulturtiltag – måske endda er samtænkt med et lokalt kulturhus, foreningsbiograf eller lign. - ikke bare tiltrækker flere, men også øger udlånet af bøger. Sådanne tiltag kan oplagt gøre at borgere f.eks. kommer på deres bibliotek dobbelt så meget som andre steder.
De unge vil mange meget gerne mere med. Hvordan gør man det? Ja det er centralt faktisk at vide hvor de unge faktisk allerede er engagerede. Biografen er i alle de fire kommuner vi har undersøgt, det sted hvor flest unge kommer til kultur og kommer igen og igen. Dernæst er det events. F.eks. var en streetfoodfestival i Silkeborg lidt overraskende det sted, flest unge deltog. Det giver læring – se det fra de unges perspektiv. Reelt og i praksis. Ikke hvad man siger, men hvad der reelt sker.
Og så har vores første kortlægninger vist, at rigtig meget kulturaktivitet organiseres meget lokalt og af mange små arrangører, der hver især laver få arrangementer – oftet drevet på frivilligt engagement. De kender ofte ikke hinanden og kender ikke hinandens aktivitet. Et meget stort potentiale har vist sig for at koble aktiviteter i temaer og hjælpe små arrangører med at løfte hinandens kommunikation og indsats ud. I stedet for at arbejde parallelt hver især.
Det var bare nogle enkelte nedslag. Hvis vi kender vores kulturliv – så kan vi arbejde meget mere begavet med det. Så er det ikke bare for sjov – så kan det for alvor være med til at gøre en forskel.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.