En soldat, der har deltaget i en enkelt international mission for Danmark, er veteran, og hvis en soldat har deltaget i eksempelvis syv missioner, er han STADIG veteran -  ikke senior-veteran eller andet. Dette er bredt respekteret blandt veteraner.

Danmark har ”produceret” veteraner siden 1956, da Danmark sendte de første FN soldater til Gaza. Siden blev United Nations Forces in Cyprus (UNFICYP) den store mission for danske soldater. I 1992 fik Danmark et opdrag fra FN om at stille en styrke til United Nations Protection Forces in Former Yugoslavia (UNPROFOR) – UNPROFOR blev afløst af flere forskellige NATO-ledede missioner på Balkan, og senest har Hjemmeværnet haft bevogtningsopgaver i Kosovo. I 2001 ændrede missionstypen sig markant, da Danmark engagerede sig i Irak og senere i Afghanistan.

Forskellen på missionerne er et studie i sig selv – forenklet kan man kalde tiden før 1992 en rolig periode, uagtet vi mistede 6 soldater i kamp på Cypern. Balkan-perioden var i starten præget af et svagt mandat; selvom vi var vidne til mange alvorlige hændelser, måtte vi kun bruge våben til at forsvare os selv. Det ændrede sig dog undervejs, og vi deltog i flere hårde kampe. I 2001 ændrede missionstypen sig til at være en mere aktiv mission, og vi var med i mange hårde kampe – både i Irak og Afghanistan. Danmark har siden 1956 ”produceret” over 30.000 veteraner …

Magtesløshed, skyld og skam

Veteraner kan groft inddeles i kategorierne: ”de gamle” fra Gaza og Cypern, ”Balkan-veteranerne” og ”de unge” fra Irak og Afghanistan.

I dag har ”de gamle” Gaza- og Cypern-veteraner stort set ingen problemer, der kan relatere til hændelser under missionerne. De hændelser, der har været, er blevet bearbejdet. Selvfølgelig har pårørende til de 6 soldater, der faldt i kamp, stadig et savn.

”Balkan-veteranerne” er, som det ser ud i dag, en hårdt ramt gruppe: Der dukker stadig veteraner op med sår på sjælen efter hændelser tilbage i 90’erne. Balkan-veteranerne er typisk ramt af magtesløshed, følelsesløshed, skyld og skamfølelse.

Hvis der er en parallel til reaktionstiden fra de oplevelser, Balkan-veteranerne har haft – og som for nogles vedkommende først viser sig her 20 år efter - til de efterreaktioner, vi må forvente de unge veteraner kommer til at slås med, ja, så har vi udfordringer med veteraner – i mindst de kommende 20 år. De unge veteraner kan være ramt af en selvhævdende adfærd. Generelt kendetegnende for de unge veteraner er en selvhævdende destruktiv adfærd, følelsen af ‘at være oppe at køre’ - de savner det adrenalin-sus, som nogle af dem oplevede under udsendelsen.

Flere rapporter fra SFI og Forsvarets psykologer siger, at cirka 10 procent af veteranerne kommer hjem med eller udvikler alvorlige psykiske efterreaktioner. Den typiske lidelse er posttraumatic stress disorder (PTSD), men også depression og andre psykiske lidelser, der kan relatere til de hændelser, veteranerne har oplevet. Men det betyder samtidig, at op mod 90 procent kommer hjem uden nogen alvorlige problemer. Mange mener faktisk, at de kommer styrket hjem.

I 2010 fik Danmark en officiel veteranpolitik. Den er vedtaget af Folketinget, men er endnu ikke implementeret i alle landets kommuner. I virkeligheden er det et paradoks, at staten vedtager en veteranpolitik med flere gode intentioner, når det er kommunerne, der møder veteranerne og de udfordringer, de har – kun ganske få kommuner har implementeret en veteranpolitik. Til gengæld findes der mere end 40 forskellige tilbud om hjælp og støtte til udfordrede veteraner. Så man kan vel sige, at har en veteran nogle psykiske udfordringer, skal han være heldig for at bo i en af de få kommuner, der har en veteranpolitik. For ellers skal han selv ud på det ”frie marked” og finde nogen, der kan hjælpe ham.

Hjælp dem, der ikke råber

Veteranverdenen skal håndteres som et trafikuheld … Hermed mener jeg, at alle, der beskæftiger sig med veteraner, frivilligt eller professionelt – og ikke mindst kommunerne - løber en risiko for at begå store fejl. Den, der råber højest, bliver ofte hørt mest – og præcis sådan er situationen blandt veteraner. Nogle få veteraner tager alle veteraner som gidsler ved at råbe op i øst og vest om anerkendelse og veteranpension og meget andet. Anerkendelsen er på plads med en national flagdag og medaljer, og selvfølgelig skal veteraner ikke have en særlig pension; de skal behandles med værdighed, som alle borgere skal.

Problemet er, at de højtråbende veteraner tager fokus væk fra de veteraner, der virkelig har brug for hjælp – nøjagtig som ved et trafikuheld skal man hjælpe dem, som er stille, og ikke dem, der råber op. Alle kommuner kan få en liste fra Forsvarets Veterancenter, der med navns nævnelse udpeger hver eneste veteran, der bor i kommunen. Kommunen kan altså meget let finde ud af, hvor mange veteraner man har, og lige så let finde ud af, hvor de er i livet.

Hvis alle kommuner ville tage opgaven med veteraner seriøst, kunne man relativt hurtigt få identificeret de veteraner, der har brug for støtte - og derved hjælpe ikke blot den udfordrede veteran, men også den familie, der typisk er påvirket af situationen.

En opfordring, der vil hjælpe veteraner og deres pårørende: Kære kommuner, se nu at få den veteranpolitik på plads …