Fordi vi lever længere, og fordi vi bidrager til samfundet gennem livet, er der generelt høje forventninger til de muligheder, som sundhedsvæsenet tilbyder den enkelte borger. Omvendt kræver sundhedsvæsenet til gengæld, at vi bliver bedre til at tage ansvar for egen sundhed, især før livsstilssygdomme og funktionsnedsættende lidelser indtræder.

På baggrund af denne udvikling er der derfor et kontinuerligt behov for at udvikle nye behandlingsformer og se på sundhed på andre måder, end vi tidligere har gjort. 

Samfundsudviklingen bekræfter nemlig, at vi fremadrettet ikke har råd til primært at fokusere på sygdomme og først behandle, når behovet er opstået. Det er mindst lige så vigtigt, at vi i fællesskab arbejder for, at den enkelte borger forbliver rask og har en god livskvalitet. For med den rigtige indsats kan mange sygdomme forebygges. Og her spiller teknologi en central rolle.

Forebyggelse på dagsordenen
Netop forebyggelse med (velfærds)teknologi og det gode liv er i fokus på en kommende temadag, som CareNet – Nationalt netværk for velfærdsteknologi afvikler dette forår i Ringsted Kommune. Med den massive teknologiudvikling, som vi oplever i disse år, er det bydende nødvendigt, at især kommunerne har et forum, hvor de teknologiske muligheder belyses, og best practice i forhold til implementering italesættes. 

Konkret i forhold til de mange nye og innovative digitale sundheds- og velfærdsteknologier oplever jeg, at netop overblikket og mulighederne med teknologierne i en travl hverdag kan trænge til opdatering, så de nye digitale løsninger kan være med til at løfte den enkelte borgers sundhedstilstand og på den måde bidrage til et generelt løft i folkesundheden. 

Teknologi kan nemlig bidrage til at ændre vaner i forhold til de livsstilsfaktorer, der har negativ indflydelse på vores sundhedstilstand. Forebyggelse har ofte handlet om at fastholde eller vedligeholde de gode vaner, for eksempel med mere motion, styrketræning og social aktivitet. Men sammen med teknologi kan den forebyggende sundhedsindsats også handle om at sikre den enkelte borgers evne og lyst til at mestre sin egen hverdag. 

Digital coach
Lad mig give to konkrete digitale eksempler, der hver især assisterer den enkelte borger på vejen til en bedre sundhedstilstand.

Den første er en digital træningsplatform til fysisk træning af ældre i hjemmeplejen under mottoet 'Livskvalitet i eget hjem'. I en tid, hvor presset på ressourcerne i hjemmeplejen (og kommunerne generelt) stiger, er der fornuft i at hjælpe ældre borgere til en selvstændig mestring af hverdagen gennem fysisk hverdagsrehabilitering i borgerens eget hjem og i samarbejde med de plejerpersoner, der kommer i hjemmet. Med dette digitale redskab, der benytter big data og kunstig intelligens til at skabe størst mulig effekt for et minimum af ressourcer, kan i princippet alle kommuner tilbyde kvalificeret hverdagsrehabilitering til langt de fleste modtagere af hjemmehjælp. Træningsplatformen foregår via en tablet med tre konkrete indsatser:

Screening: SOSU-personalet kan screene borgeren nemt og præcist. I screeningen indgår en måling af borgerens styrke og funktionsniveau.
Træning: De personligt målrettede træningsprogrammer udføres i de ældres eget hjem sammen med sosu-personale. Det tager cirka 20 minutter per gang.
Analyse: Platformens overskuelige analysefunktion sikrer, at rehabiliteringsindsatsen kan overvåges i real time, så fremskridt evalueres og ingen borgere træner forkert eller forgæves.
Grundideen med platformen er slet og ret, at træning øger den ældres funktionsevne, bidrager til egen-mestring og bedre livskvalitet over tid og skaber besparelser i behovet for pleje af den enkelte borger i et længerevarende perspektiv. Forbedring af funktionsevne sker gradvist, hvilket over tid medfører et mindre behov for pleje og færre besøg i hjemmet. 

Diabetikere i 'zonen'
Mit andet teknologi-eksempel er er også digitalt og har også både borgernær livskvalitet og bedre ressourceudnyttelse for øje. Der er tale om et digitalt program eller community, hvor en sundhedsleverandør hjælper diabetikere med at få overblik over deres sygdom/lidelse, supporterer diabetikerens hverdagsudfordringer og belønner ham/hende målt efter evnen til at holde blodsukkerniveauet indenfor normalområdet. Altså den ’zone’, hvor diabetikere minimerer risikoen for følgesygdomme. Målet er klart: Jo mere diabetikerne er i ’zonen’, des færre følgesygdomme vil de opleve på langt sigt. 

Det er således en konkret målsætning for programmet, at diabetikeren motiveres til et sundere liv, og at kommunerne, som skal investere i løsningen for borgeren, over tid kan se frem til betydelige besparelser på hele sundhedsområdet. Betalingen for den digitale løsning styres nemlig af en resultatbaseret aftale mellem udbyderen og kommunen. Dermed sikres det, at diabetikere får støtten, rådgivningen og værktøjerne, de har behov for, samtidig med at kommunens udgifter stemmer overens med de resultater, der opnås.

Begge mine teknologi-eksempler beror på den antagelse, at forebyggelse er en langtidsinvestering for både borger og det kommunale sundhedsvæsen. Men hvis vi skal finde nye veje til at få endnu mere ud af pengene, er investering nødvendig. Ikke alene for samfundet, men også for den enkelte borger, der i udstrakt grad skal prioritere opgaven og tage et aktivt medansvar for egen sundhedstilstand gennem hele livet. Og her spiller teknologiberigelse i hverdagen en vigtig rolle.